Miss Katos Klumme

“Hvorfor har Danmark ikke større tradition for co-financierede scenekunstprojekter, hvor produktioner financeres af forskellige samarbejdspartnere, som vi ofte ser i for eksempel Tyskland?” eller ”Hvorfor har vi ikke produktionshuse inden for scenekunsten, hvor kunstnerne har producenter tilknyttet?”…lyder det ofte til diverse velinitierede netværks-arrangementer inden for dansk scenekunst. En del af svaret ligger nok i, at der ikke har været tradition for producenter i Danmark. Den 1-årige sceneproducent-uddannelsen begyndte på Statens Teaterskole i august 2008. Den uafhængige scenekunst har altid skåret producenten væk – selvom det måske nok var den del af branchen, der har allermest brug for det. Inden for den etablerede scenekunst er det først inden for de seneste år, at for eksempel Århus Teater og Republique (Københavns Teater) er begyndt at operere med en producent-stilling. På det kongelige Teater har man også producenter. Men det er ikke en rolle, der er tradition for.

Chapter 15 er et netværk for producenter af international scenekunst. Her arbejder man for at styrke producenternes internationale netværk, men har samtidigt indirekte fokus på kommunikations- og producent-arbejdets vilkår på den internationale arena. Altsammen tegn på, at en proces er igang i forhold til produktionen af scenekunst.

MEN HVORFOR IKKE RYDDE BORDET OG SAMTIDIGT… skele til de mange gode idéer til financiering, som findes inden for andre brancher. Og her tænker jeg nemlig ikke kun på filmbranchen, der danner rollemodel for hele producent-strukturen. Socialsquare henviser for eksempel til crowd funding, der er en slags mikro-børs for projekt-idéer. Der er store financieringspotentialer for kulturlivet og måske især inden for den innovative del af kunstprojekter, der går på tværs af brancher og også evner at have diverse  samfundsmæssige dimensioner med. I en nær fremtid, hvor de private fonde lukker i og de offentlige bevillinger bliver mindre kunne crowd funding være fremtidens mikro-investering i kulturlivet for den enkelte borger. Og her er det brugerne/borgerne, der bestemmer, hvilke projekter, de ser en værdi i. Det er da mega-armslængdeprincip og nærværende borger-engagement på samme tid.

Trackback URI | Comments RSS