Miss Katos Klumme

ADVARSEL: Læs ikke dette indlæg, hvis du ikke vil kende slutningen på “Six feet under”

…den kører rundt i hovedet på mig, ja og kroppen med – afslutningen på HBO tv-serien “Six feet under“. Jeg var kommet til at holde af hovedpersonerne i den fem sæson-lange serie om liv og død hos familien Fisher og deres familie-begravelsesfirma.  Bar efterhånden over med det pisseirriterende i Mor Ruths for velmenende, selvcentrerede og alt for forcerede måde at håndtere familiens problemer og indgå i relationer på. Fulgte hele udviklingen i Keith og Davids parforhold, som sendte dem begge ud i kriser, selvfornægtelser og til sidst en styrke ved hinanden. Åndede lettet op, da Claire endeligt fandt ud af at komme ud af sin afhængighed af borderline-mænd, der havde alt for meget brug for en mor frem for et ligeværdigt parforhold. Følte med hele familien, da endnu en Nathaniel dør i femte sæson – det sidste familieoverhoved og efterlader hele familien et sted, hvor det føles uoverstigeligt at komme videre fra. Og på den måde var Sønnen og Brorens død langt mere hårdtslående for familien end Faren Nathaniels død, som indleder hele tv-serien. Ringen sluttes med død og familiens håndtering deraf. Det allersidste afsnit ender med en fremtidsmontage over hovedbegivenheder i Familien Fishers liv og ikke mindst, hvordan de resterende hovedpersoner dør – ligesom de korte indledninger, som hvert afsnit indledes med. Her vises de sidste minutter af en persons liv, som så oftest efterfølgende bliver begravet af Fisher & Sons (eller Fisher & Diaz for en kort periode). Men til forskel fra de fleste andre tv-serier og film, så skrives personerne ikke automatisk ud af manuskriptet i det øjeblik, de er døde. De døde optræde ofte som samvittighed og indre dialog-partner for seriens levende karakterer.

Jeg spekulerer derfor også på hvorfor bagmændende har valgt at afslutte serien med en fremtidsmontage, der fortæller slutningen på alle hovedpersonernes liv. Det er selvfølgeligt en meget effektiv måde at undgå enhver fortsættelse af serien. Teknisk set virker den dog lidt ufrivilligt komisk med utroværdige alders-sminkninger. Men den gør samtidigt et stærkt indtryk fordi vi får ‘closure’ med alle hovedkaraktererne og det bliver pludseligt tydeligt at vi alle skal dø. Tydeligt på den der måde, som fiktionen nogle gange kan være mere oplysende og understregende end virkeligheden. Men skal vi virkeligt alle dø? Eller var det den bedste måde at slutte denne serie på? Den fulgte sådan set seriens koncept til døren og også godt med en afslutning på en så succesfuld tv-serie. Det kunne man jo for eksempel savne på en anden af HBO’s helt forrygende tv-serier som “Deadwood“.

Trackback URI | Comments RSS