Miss Katos Klumme

Jeg er kommet med i en inspirerende litteraturklub. Vi læser et par bøger ad gangen og mødes en gang hver anden måned. Første møde var i sidste uge, hvor vi fik sat Martha Christensens “Høvdingebørn” og Yann Martels “Pi’s liv” på dagsordenen. Jeg tilbragte weekenden i Nordjylland og slugte “Høvdingebørn” med al dens smertelige og unødvendige afsavn.

Den er så vanvittigt godt skrevet i sin personkarakteristik. Høvdingen er en central dannet levemand og meningsdanner på egnen, mens hans etik og høje idealer kommer til at få fatale eller psykologisk knusende følger for de fleste af hans børneflok på 6. Bogen er godt skrevet, må jeg gentage, i en bemærkelsesværdig balance mellem placering af skyld men også en kærlig tilgivelse af Høvdingen, der jo også selv havde oplevet smerten og ensomheden ved at blive enkemand med seks børn. Og så er hele bogen en meget rammende beskrivelse af mentaliteten i en stolt og værdig bondeslægt, der gennem generationerne integrerer sig i et samfund, hvor landbrugets betydning ændrer sig, og hvor ældste sønner ikke længere overtager slægtsgården. Som datter, barnebarn, oldebarn, etc. af en værdig bondeslægt, så rammer bogen mig lige i hjertekulen…