Feb 13 2009

DAGENS DETALJE – om kunsten og virkeligheden…

Published by miss kato at 8:04 am under Dagens Detalje, Hverdagsrefleksioner

Jeg er kommet med i en inspirerende litteraturklub. Vi læser et par bøger ad gangen og mødes en gang hver anden måned. Første møde var i sidste uge, hvor vi fik sat Martha Christensens “Høvdingebørn” og Yann Martels “Pi’s liv” på dagsordenen. Jeg tilbragte weekenden i Nordjylland og slugte “Høvdingebørn” med al dens smertelige og unødvendige afsavn.

Den er så vanvittigt godt skrevet i sin personkarakteristik. Høvdingen er en central dannet levemand og meningsdanner på egnen, mens hans etik og høje idealer kommer til at få fatale eller psykologisk knusende følger for de fleste af hans børneflok på 6. Bogen er godt skrevet, må jeg gentage, i en bemærkelsesværdig balance mellem placering af skyld men også en kærlig tilgivelse af Høvdingen, der jo også selv havde oplevet smerten og ensomheden ved at blive enkemand med seks børn. Og så er hele bogen en meget rammende beskrivelse af mentaliteten i en stolt og værdig bondeslægt, der gennem generationerne integrerer sig i et samfund, hvor landbrugets betydning ændrer sig, og hvor ældste sønner ikke længere overtager slægtsgården. Som datter, barnebarn, oldebarn, etc. af en værdig bondeslægt, så rammer bogen mig lige i hjertekulen…

PI’s LIV

Og så er jeg gået i gang med Yann Martel’s “Pi’s liv”. Det tegner lovende. Det er i hvert fald en fantastisk indledning, hvor Yann Martel får præsenteret fortællingen som en virkelig fortælling, der kan få os til at tro på Gud. Den chance tager jeg gerne – for en gang for længe siden var jeg, overbevist af de prægtige bibelfortællinger, fuldt sikker på Guds eksistens. Og på de indledende sider støder jeg på følgende linjer, som jeg bærer med mig i dag:

“HVIS VI, BORGERE, IKKE STØTTER VORE KUNSTNERE, OFRER VI VOR FANTASI PÅ DEN ENDIMENSIONELLE VIRKELIGHEDS ALTER, OG VI VIL ENDE MED AT TRO PÅ INGENTING OG HAVE DRØMME UDEN VÆRDI.”

Linjerne og essensen bærer jeg med mig i baghovedet, mens jeg i mellemhovedet funderer lidt over virkelighedens funktion i kunsten og kunstens funktion i virkeligheden…I forhovedet – det jeg siger og handler på – står den på kulturformidling hele dagen – blandt andet af METROPOLIS og HUSH LITTLE BABY

No responses yet

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.