Miss Katos Klumme

Franz Kafka, den tjekkiske filosof og forfatter sagde engang, altså har jeg hørt fra en anden: “Du behøver ikke forlade dit værelse. Bliv siddende ved dit bord og lyt. Du behøver ikke engang at lytte, blot vent. Du behøver endda ikke at vente, bare lær at blive rolig og stille og alene. Verden vil frit tilbyde sig for at blive afmaskeret. Den har intet valg, den vil vælte sig i ekstase for fødderne af dig.”

Og hvis der er nogen, som tænker : “Nemt nok for sådan en kulturpersonlighed at slynge ud”, så tænk lige på 90′ernes t-shirt slogan: “KAFKA HAVDE DET HELLER IKKE FOR MORSOMT!”

Det var hjertegribende poetisk på Glyptoteket i går, hvor fortidens uhyrligheder blev mindet i en oldtidens kulisse. Det var somom de klassiske storhedstræk virkede formildende på den forbrydelse, vi skulle være erindringsvidner til. 

Politisk eller samfundsengageret teater kan nogle gange komme til at gemme sig bag en intellektuel eller revy-agtig linje, hvor den store kunst ikke rigtigt vokser frem. Og måske derfor er det så dundrende befriende at se Christoph Marthalers opsætning “Schutz vor der Zukunft”. Her smelter vedholdende afartede toner og karakterer sammen med smerteligt rammende musik, scenarier og en brutal vished om en række utilgivelige forbrydelser, som har fundet sted. Ja, og for første gang i mange år bruger jeg en bøjning af ordet smerte uden at tænke det er et kliché-ord i kunstsammenhæng. 

I første akt prøver jeg at orientere mig, mens vi sidder ved lange borde med efterladt konfetti og brugte kaffekopper. Hvad der kunne afvises som værende kedeligt viser sig gang på gang at være fuld af små detaljer fra underlige menneskevæsner, som aldrig ville passe ind i nogen form for normalitetsramme. Det minder mig om Werner Herzogs dværge bare i høj format…Det bliver uhyggeligt klart som det hele skrider frem, at en række forbrydelser mod børn og psykiatriske patienter har fundet sted i psykiatrien fra 1938 til 1945. De blev dræbt, tvangssteriliseret og brugt til menneskeforsøg. Og da jeg går til pause, så er jeg i et underligt humør. Måske fordi virkeligheden er så tæt på og jeg har dårlig samvittighed, som man ofte har, når man har set et samfundsengageret stykke teater. Og som man vel også skal have, for det er en måde at blive klogere på…eller? Og det gælder også dem, der siger at de ikke vil moralisere…

I anden akt træder jeg ind med en forventning om, at nu skal min dårlige samvittighed fodres endnu mere og til min ridsende fryd må jeg konstatere, at Marthalers kunstneriske projekt sigter så meget højere. Han vil rent faktisk lave kunst – stor kunst, hvor man får den der følelse af, at man er i et højere luftlag. Man begriber nogle sammenhænge på et andet plan og så sker blandingen mellem de intellektuelt stramt komponerede scenarier og den marmoromstyrtende musik i en så skarp forløsende forening, at jeg gik derfra klogere og brusende livfuld i hjertet…Og så har jeg åbenbart mistet min saglighed på vejen, sådan går det, når hele én selv bliver rørt og bruset igennem…

“Spids Nøgenhat, Spids Nøgenhat” lyder det fra Stengade 30, da jeg lørdag aften kanter mig igennem sjap og cykler ind til spillestedet. “Spids Nøgenhat, Spids Nøgenhat” synger Guf fra Baby Woodrose og jeg forestiller mig hans langlemmede krop med det runde hoved, hvor det lange krøllede hår klasker ind mod den svedige ansigtshud. “Hvad har du taget? Hvad har du taget?…Spids Nøgenhat, Spids Nøgenhat” slår han fast, mens jeg betaler 100 kr. i døren. Jeg selv har bare taget lidt Cola Zero og smiler et øjeblik over at være den kedeligste rock’n roller i byen. Varmen møder mig af en mere end begejstret menneskegruppe, som skråler med på “Spids Nøgenhat, Spids Nøgenhat”. Og så går bandet af samme navn med Guf fra Baby Woodrose og Aron videre til det næste nummer, der lidt mere afdæmpet spørgende konfronterer mig: “Har du set mit psykedeliske tapet?” Og jeg synes det er medrivende, berusende og aldeles fantastisk i sin nøgterne enkelhed. Jeg bliver helt solgt, da poesien træder til på numret “Når Spindelvævene Blomstrer” og har hørt det på repeat lige siden, for det giver mig en beroligende melankoli, som ikke udmatter, men giver styrke, fordi jeg får en følelse af, at jeg lige nu har set verden som den faktisk er – sådan helt ægte og virkeligt! Og jeg finder tryghed i ikke at vide, hvad der vil ske “når spindelvævene blomstrer næste gang…”