Feb
22
2008
…så stødte jeg på ordet kontrafej i sætningen: “Jeg vedlægger et foto, hvis du har brug for et kontrafej”. Ordet fra en anden tid betyder åbenbart et billede. Og sjovt er det at det bogstaveligt betyder ‘det modsatte af fej’, dvs. man står ved sig selv ved et billede. Nok ikke sådan helt etymologisk korrekt analyse, men sjovt ord. I en samtale om ordet får jeg at vide at en andens yndlingsord er “Remonce” – det er sødt kagefyld, det som giver smagen. Jeg tænker jeg har lyst til at kalde noget for REMONCE, nu må jeg se hvad det bliver…
Feb
20
2008
Jeg læser Information…og Claus Holms kommentar om tidens bilafbrændinger…Han refererer Hans Magnus Enzensbergers essay “Med udsigt til borgerkrigen”: …vi har at gøre med en ny eller rettere den sande – type molekylære borgerkrig, der ikke er forankret i et større ideologisk projekt, ikke er forankret i en massebevægelse, men faktisk relativt få mennesker, der imidlertid er nok til at antænde uro i det ganske land. Enzenzberger peger på, at de stadigt yngre krigere får en stadigt mere autistisk karakter og ikke skelner mellem ødelæggelse og selvødelæggelse. For deres vold har frigjort sig fra ideologiske begrundelser, de lider af overbevisningssvind. Det kan ikke reduceres til en klassekamp med had til nogle uden for sig selv. (…)Hvad drejer det sig altså så om? Ja, pointen er, at det ikke drejer sig om noget som helst. Eller rettere det drejer sig om alt – og derfor ligeså meget om intet. Der ledes efter påskud og anledninger for at rase ud. Det kan være bladtegninger eller en politibetjent, som optræder hårdhændet, der sætter et raserianfald i gang. Hvad får de ud af det? De kommer på tv, og det at være på tv er at få en slags respekt. Enzensberger mener, at fjernsynet virker som en kæmpemæssig graffiti, som en slags protese for det autistisk indskrumpede selv. Hvad nu hvis han har ret? Hvad nu hvis gerningsmændenes reelle gevinst er at beundre deres tv-værker; de brændende skoler, Lene Espersens krav om husarrest, Fogh Rasmussens bekræftelse af dem som uromagere, Ritts krisemøde, Søren Pinds søndagsarbejde foran computeren og ikke mindst deres gerne halv-anonyme interviews. Hvis det forholder sig sådan, så har vi at gøre med unge mennesker, der er ramt af et så omfattende tab af selvet, at der er kommet en kynisk og kedsomhedsskabt ligegyldighed over dem. (…) i den dybe kedsomhed finder man kun fodfæste uden for sig selv – man bliver selvoptaget. Og det selvoptagede menneske må blæse et ydre selv op til det gigantiske graffiti-selv…
