Miss Katos Klumme

“Det, der skete var ikke, at jeg blev en bedre komponist.
Det, der skete var, at jeg blev bedre til at lytte.”
John Cage

Skrevet til kulturportalen byenkalder.dk - internet-delen af Teaterkalenderen. 

Om “Aber Dabei” af Kitt Johnson

Som en leg
***** (fem stjerner ud af seks)

Som en leg fascinerer og fænger den poetiske forestilling ”Aber Dabei”, når den svenske performer og jonglør Samuel Gustavson indgår i et kærlighedsforhold til bøgerne, det skrevne ord og tingene. Lyduniverset skabes live af Sture Ericson, der i sig selv er en betagende oplevelse, når han frembringer lyde på instrumenter med en selvfølgelig finurlighed. 

Nogle gange er kunsten som en leg. Og sådan er det i ”Aber Dabei”, når en fuglespidslignende figur (Samuel Gustavson) i en pertentlig, klodset men også henført entusiasme bevæger sig rundt med bøger, blyanter og kartotekskasser. En bog tages under kærlig behandling, når Samuel placerer den i alle mulige positioner inden den til sidst sættes på den store boghylde, der danner bagscene for forestillingen. En lampe vælter. Lyden af en blyant, der skriver, mens han stadig betragter blyanten, som var det hans passionerede længsel efter tekstproduktion, man kan høre. Han skriver og kommer til at trylle blyanten væk under en opvisning med blyanten. Han finder den igen og så skriver han på livet løs. Han skriver i og fra alle mulige vinkler – glemmer alt omkring sig. Han fører papiret fremad med hånden indtil det klasker mod en væg eller et gulv. Til sidst knækker han blyanten og han stempler papiret fast mod en væg og afslører et kæledyrsagtigt forhold til hæfteklammemaskinen. Han finder en notesbog og søger videre.

Videre!
Midt i det hele bryder Samuel illusionen, når han spørger Sture: ”Skal vi ha’ kaffe?” Han fortsætter med sine handlinger. Og bedst som man tror at kaffen for længst er glemt, så kommer spørgsmålet: ”Skal du ha’mælk?” Han bærer kaffe og mælk ind på en bakke og opdager midt i sin mission, at snørebåndet er gået op. Man kan jo ikke binde snørebånd, når hænderne er fulde, så han undersøger og finder en løsning, hvor kaffebakken er placeret på ryggen. Det samme sker, når han på et tidspunkt balancerer med et tårn af kartotekkasser. Alle bevægelser udføres med en imponerende uskyldsren betagelse af tingenes mageløshed. Afbrydelsen understreger oplevelsen af, at Samuel bliver ved i al uendelighed, fordi den umættelige trang til at søge videre hele tiden driver ham.

Så du lyden? JA!
Og hvis nogle bagefter havde spurgt: Så du lyden? Så kunne man sige JA! Sture Ericson er nemlig ikke bare en lydafvikler. Han er lydskaber på en måde, der i sig selv er en performance. Lyden skabes live, som når Sture Ericson frembringer en forbigående lyd ved at puste i et sugerør, der føres forbi mundstykke og andre indgange på saxofonen. Det giver en fornemmelse af at se lyden, der gør lydoplevelsen materiel.

Konkret og abstrakt
Forestillingen er en oplevelse, som man kan tage helt konkret og lade sig smitte af Samuels fascination af tingene. Hans kropsbeherskelse og evne til at næsten umærkeligt at jonglere med tingene er et besøg værd i sig selv. Forestillingen kan også læses som en længsel efter at vide og finde mere. Som en higen og søgen i gamle bøger efter mening. Det handler ikke om at finde, men om den rastløshed og nysgerrighed, der gør at søgningen aldrig ender. Temaet er abstrakt og som sådan svært tilgængelig, men selve udførelsen er så levende og spækket med fine detaljer og betagende billedsituationer, der kalder på et engageret nærvær hos publikum. Måske fordi konstellationen med Sture Ericson som mageløs lydskaber og Samuel Gustavson som en raffineret og bevægende performer rammer Kitt Johnsons særprægede og originale univers så præcist og så meget som en leg.

http://place.unm.edu/relational_art.html

“…der kæntrer med sjæleblank Ro
for atter at støbe sig Syner
med lysere, farverig Tro,
for atter med voldsomme Hænder
af skabende Evne krummet
at slynge sin indre Verden
med dens Flammehjul ud i Rummet?”