Feb 28 2007
Archive for February, 2007
Feb 27 2007
En projektleders opgave…
”En projektleders opgave er ikke at få projektmedarbejderne til at arbejde, men at gøre det muligt for dem at arbejde”. (Tom de Marco)
Feb 26 2007
Anmeldelse: Hotel Proformas Sandbarnet
Følgende anmeldelse er skrevet til kulturportalen www.byenkalder.dk – der er netsupplement til blandt andet den trykte “Teaterkalenderen”.
En gave svær at pakke op
**** (fire ud af seks stjerner)
af Karen Toftegaard
Hotel Proforma præsenterer historien om Sandbarnet fra forskellige vinkler gennem kunstudtryk som videoprojektioner, musik, performance, arkitekturmodeller. Den kombinerede forestilling/udstilling kalder på fordybelse, men har en form, hvor publikum går rundt og selv skal finde sine fokuspunkter. Og dermed bliver forestillingen en gave, der er svær at pakke op.
Formidlingen er nøglen
Ofte er formidlingen af en forestilling sekundær. I dette tilfælde er formidlingen dog nøglen til denne hybridforestilling, der på samme tid er en performance og en kunstinstallation. Den er nøglen, fordi den går ind og fungerer som en brugermanual til kunstværket. Det virker som om Hotel Proforma har imødegået tidens trend, hvor publikum får en anden mere selvstændig rolle. ”Sandbarnet TM” er opbygget således, at publikum kan gå rundt og selv vælge sit fokus. Forestillingen indeholder bare så mange lag og så mange fine detaljer, at det er som om kunstværkerne drukner i helhedsindtrykket. Den fængslende musik af T.S. Høeg hører man kun fra det fjerne, performernes detaljerigdom får ikke fuld opmærksomhed og Spoken Word-poeten MC Jabbers performance som én af tre mænd, der optager hver sin projektionsflade i musikrummet får man heller ikke nødvendigvis med. Det er som om Hotel Proformas performancekunstværk kræver en centraliseret og fikseret synsvinkel og et publikums fulde opmærksomhed.
Eller…
måske skal man netop væbne sig med tålmodighed, som det også står i teksten på væggen: ”Døre vil åbne sig og måske ikke i den rigtige rækkefølge. Men jeg vil bede jer om at følge mig og ikke være utålmodige. Tiden er, hvad vi er. Den er i vore ansigter, i vore fortielser, i vor venten.” Hvis man går ind og ser forestillingen på disse præmisser, så er der mulighed for at gå på opdagelse i forestillingen. Man kan opleve et musikrum og et tekstrum, en fortælling og abstrakte, løsrevne billeder, et rum og et andet rum. Der er mulighed for at opleve musik, spoken words og videoinstallationer af mænd, man ser bagfra.
Udfordringen
Det er et udfordrende stykke, og for den nysgerrige og vedholdende er der en særpræget historie at finde. Historien om Sandbarnet er fascinerende. Men selve forestillingen virker hverken dragende eller lokkende. Selv ikke når performer Maria Rich som Sandbarnet går rundt og fortroligt fortæller detaljer fra hendes historie til enkelte folk blandt publikum. Forandringen er så lille og flere gange så umærkelig, at det mærkes som en stilstand. Det forbliver en kunstudstilling med levende performere og en række detaljer, der undrer. Helheden opløser sig, og det er grundpræmissen for denne forestilling, at man skal kunne acceptere at helheden er totalt fragmenteret og at man ikke har fået alle dele med, fordi det foregår i flere forskellige rum! Det virker som en form, der skal afprøves noget mere, før den finder sit rette udtryk…eller også skal publikum afprøves noget mere indtil de finder nogle nye briller…
Feb 22 2007
Rigtige jyder tager cyklen i snevejr!
…og så snakker jeg med en veninde (opvokset i Kbh), som jeg skal mødes med i aften. Da jeg i forbifarten siger at jeg jo godt kan vente lidt med at tage afsted for jeg er på cykel, så udbryder hun højt, at det tænkte hun sgu’ nok – “du er også så sund! Det er fordi du er …” Jeg afslutter grinende sætningen: “Jyde!” Jeg føler mig nu ikke specielt sund, og har kun én ting at tilføje:”Rigtige jyder tager cyklen i snevejr!”
