Miss Katos Klumme

…anmeldelse af independent teatergruppen Wildfuxs opsætning af “Onsdagsbarn” af dramatiker Julie Kirkegaard og instruktør Arne Johannsen – skrevet til kulturportalen www.byenkalder.dk

*** (tre ud af seks)  

’Onsdagsbarn’af Julie Kirkegaard inviterer dig ind i en poetisk æstetik og et sygt univers. Omdrejningspunktet i det syge univers er kvinden, som støder alle fra sig – det uskyldsrene barn, sig selv og manden ved en række selvdestruktive handlinger.
 

Det er en klassisk problemstilling i parforhold, at kvinden føler sig overset og savner opmærksomhed fra manden. Faktisk så klassisk at kvinder både i virkeligheden og i fiktionens verden har fundet mange opfindsomme måder at få opmærksomhed på fra deres mænd. Den usikre og søgende Liselotte i ”Onsdagsbarn” har en provokerende måde at kræve opmærksomhed på fra sin naive og rutineprægede mand Erik. Hun trækker ham med ned i parrets kælder, fordi hun vil vise ham noget. Han lukker øjnene, og hun stiller sig foran ham, trækker sine underbukser ned. Da han åbner øjnene, ser han direkte ind i hendes sprængte røvhul. Det er naturligvis lidt af en chokerende oplevelse for ham. Især taget i betragtning at Liselotte og Erik aldrig har haft ”analsex”.
 

”Jeg gør, hvad der passer mig”
I en fragmenteret fortælleform får vi præsenteret en historie om Liselotte, der har inviteret masser af mænd til at røvpule sig. På en manipulativ måde får Liselotte vendt sine notoriske sidespring til at være et svigt fra Erik, fordi han ikke reagerer, da han på et tidspunkt møder hendes øjne gennem deres køkkenvinduet. Bag hende står ikke mindre end tre stærke, høje og behårede herrer og pumper løs i hende. Da parret senere konfronterer hinanden med lige præcis denne oplevelse, bebrejder han hende, at hun lo vellystigt, mens hun lod sig tage bagfra. Han indrømmer, at han ikke konfronterede hende, fordi han var bange for, at hun roligt ville sige: ”Jeg gør, hvad der passer mig”. Han var bange for at miste hende. Spørgsmålet er, om han ikke allerede har mistet hende og bare fungerer som en brik i hendes neurotiske spil. Hun insisterer på, at de nu skal redde deres forhold. Måske er det fordi hendes røvhul er ødelagt, at hun nu vil have sin mand igen?

Uskyldsren lillepige og poetisk musik
Min opmærksomhed som publikum går hovedsageligt til den unge indtagende, rene lillepige (Maiken Gerdorf) og forestillingens lydside af Philip Faber, der lægger sig i linje med islandske Sigur Ros – især med de baglæns spillede afslutninger, der giver en punktvis fornemmelse af at blive suget ind i et univers. Den unge lillepige fremsiger sine replikker med en klar, troværdig røst.
Forestillingen indeholder poetisk stemningsskabende visuelle valg, som når lillepigen i sin hvide kjole går hen over fliserne. På et tidspunkt vender hun en flise, og der er et spejl på bagsiden. Hendes bevægelser fremfører hun med en betagende og rolig naturlighed, som jeg kunne savne smittede af på resten af forestillingen.

”Vores indkørsel bliver så lang”
Erik giver ikke Liselotte den fornødne omsorg og opmærksomhed. Han lægger derimod stor energi i at lægge fliser i indkørslen – på et tidspunkt kommenterer kvinden tørt: ”Vores indkørsel bliver så lang”. Helt konkret består scenografien bl.a. af en enkelt række fliser i en stribe af sand på gulvet. Måden, som manden stryger kosten hen over sandet og lægger den ene flise efter den anden på, har en sanselighed, der reelt mangler i forholdet til kvinden – Liselotte. Og det er et generelt savn ved forestillingen. Forestillingens poetiske elementer giver en forventning om et storslået drama, men karaktererne folder sig ikke ud i forhold til de stærkt selvdestruktive og dybt frustrerede seksualdrifter, dramaet lægger frem. Måske fordi fortællingen om en usikker kvinde fortaber sig i et – ikke navlepillende – men, ja, røvhulsomkredsende drama, der banaliserer både nuancerne i det afsporede parforhold og forestillingens poetiske anslag.

I går aftes genså jeg filmklassikeren “Once upon a time in America” af Sergio Leone med Robert de Niro og James Woods i de bærende hovedroller. Da jeg først blev grebet af den langsomme fortællestil, der blandt andet gør at filmen varer 3 timer og 40 minutter, så blev jeg betaget igen og igen. Leone har udtalt, at alle hans film handler om venskab og denne er ingen undtagelse. Venskabet mellem Noodles og Max folder sig ud af en had-kærlighedstangent og udgør filmens altoverskyggende hovedakse…Spørgsmålet er bare hvorfor Noodles – Robert de Niro – smiler i filmens sidste scene? Han ligger på en briks i en opiumsbule – hvor han også lå i filmens første scene. Det er lige efter, at han har stukket sin bedste ven for at redde hans liv, men noget gik galt og Max dør under politianholdelsen. Hvorfor ender hans meget triste ansigt så i et smil? Er alt hvad han oplever 35 år senere bare noget han har forestillet sig? For at retfærdiggøre sin handling? Eller er det rigtigt – og han griner bare fordi han fornemmer at Max endnu engang var ham klogere? Eller er det bare et forløsningens smil, som følge af opiumsberuselsen…?

Det har jeg gået og funderet over i dag, mens jeg pyntede adventskrans og skrev kursusbeskrivelse til forårskursus på KUA færdig.

I går tog jeg endnu engang turen over Øresund til Malmø universitet for at deltage i kurset “Networked Digital Storytelling”. Den samme tur havde to danske videobloggere også taget – Anders Pollas og Jon Froda. De holdt et oplæg på kurset om videoblogging som form. Det kom til at stå klarere, hvad videoblogging egentligt kan og er. Jeg har hele tiden været tiltrukket af videomediet og jeg fornemmer, at der er ved at være mere og mere grobund for at bruge videoblogging. Der er deciderede video-shows på nettet, men dem er jeg ikke så interesserede i, fordi de skaber deres egen form i forhold til at skabe en kontinuitet i udtrykket. Det er mere interessant at se på de enkelte video-blogs. Disse er ofte karakteriseret ved:

- at være korte 

- at have en enkel pointe

- at være kommenterende i forhold til omverdenen – enten community eller i den offentlige debat…

  Jeg vil nu har i weekenden lave et videoblog-indslag som følger disse tre ting om julepynt på Amagerbrogade og de forskellige butikkers engagement i oppyntningen…Derefter vil jeg lave et remix og se hvad der sker…

…julen…