Miss Katos Klumme

Følgende anmeldelse har jeg skrevet til kulturportalen www.byenkalder.dk… som med flere af de øvrige anmeldelser beder jeg folk bag forestillingen om at reflektere over hvad de søger hos en anmeldelse…Andre er også velkomne til at kommentere, hvad de søger hos en anmeldelse og en forestilling…

 **** (fire stjerner ud af seks)
Hvordan føles det at være ordblind?Performanceforedraget ”Blændet af ord” er en indføring i hvordan en ordblind oplever verden. Det er en på samme tid både meget  personlig og distanceret fortælling om alle de uforståelige ord og strenge ordmestre, der gør grin med ens manglende evne til at forstå den samme logik som alle andre.  

I foyeren inden forestillingen kan man læse e-mail korrespondancer mellem performer Helene Kvint og en anden ordblind. Det leder os straks på sporet af, at denne undersøgelse af det ordblinde univers har et dybt personligt afsæt. Hele forestillingen består dog af flere elementer, som når ordmesteren, musiker Kasper Jarnov, gennemgår alfabetets og sprogets historie eller når ekspressionistisk musik akkompagnerer performerens nærmest mekaniske dans.  

Den fornemmeste opgave i et demokrati må være at sikre, at der rent faktisk er plads til et mangfold af meninger og holdninger – at der er plads til kanaler, foraer og konkrete steder hvor alternative livsformer kan udfolde sig…jeg reflekterer over Christiania, der skal bygges om og Ungdomshuset, der skal rømmes til fordel for et religiøst minisamfund. Og inden for kulturpolitikken skæres der også ned på antallet af forskellige udbud – især på den alternative kant, i undergrunden…I princippet er sagen: Ungdomshuset vs faderhuset jo blot to minisamfund der kommer til at bekæmpe hinanden og som sådan meget ærgerligt - hvorfor griber folk fra ungdomshuset nu til vold over for faderhuset – desperation eller hævntørst…Tænk hvis faderhuset bare agerede stråmænd…bare en tanke…

For at der kan komme nyt skal man lade nogle gamle ting dø…det betyder dog ikke at man skal udrydde og strømline samfundets indretninger, alternative retninger og det offentlige rum. Jeg er ligeglad med politisk højre eller venstre og har det personligt skidt med fanatikere – netop fordi de kun ser deres egen vej som den rigtige, for idealistisk set så bygger tanken om demokrati på at aktivt deltagende samfundsborgere forholder sig til hinanden og indretter samfundet, så det tager vare på alles interesser…mangfoldighedspartiet…smage, smage…kommunerne har kapret mangfoldigheds-udtrykket i deres retorik…men det gør jo ikke ordet mindre væsentligt og essentielt for et samfund, som jeg kan være stolt af og har lyst til at være en del af.

…om at krydse spor med mennesker gennem hele livet…

pedro gjorde lige opmærksom på artikel om arabiske unge, der med stigende interesse blogger

http://politiken.dk/it/article198662.ece

tak:-)  

Denne anmeldelse har jeg skrevet til www.byenkalder.dk. I linje med den første anmeldelse af “Landskab med argonauter”, så opfordrer jeg folk, der har relation til forestillingen om at give feedback på anmeldelsen. Hvad kunne de bruge, og hvad manglede de at høre for at anmeldelsen blev konstruktiv og en kritisk tilføjende historiefortæller.

**** (4 stjerner ud af 6)

Teaterduoen diHva og instruktør Barbara Simonsen formår med ”Ensom Quinde”at skabe en aktuel og upretentiøs forestilling, der skiller sig ud fra det øvrige teatertilbud som en særlig perle – blandt andet fordi hele udgangspunktet: Samspillet mellem teater og klassisk guitar er så sjældent.

Verdens centrum er Marie Thordal
Publikum står afslappede i Bådteatrets lille foyer. Pludselig begynder en guitarist (Thea Vesti Pedersen) at spille klassisk guitar. Midt i det hele gør en kvinde højlydt sin entré, og man når lige at tænke, hvor pinligt det er, at hun taler så højt, når nu forestillingen er gået i gang. Det viser sig at være divaen Marie Thordal (Mia Møller). Hun skal ind og spille Hamlet på Bådteatrets scene.

Forestillingen er aflyst
Guitaristen kan dog oplyse om, at forestillingen er blevet aflyst. Det stopper nu ikke Marie Thordal, der selvopslugt og uden hensynstagen til guitaristens arbejde, lynhurtigt går i gang med at iværksætte en hel forestilling med sig selv som det absolutte centrum. Hun placerer guitaristen i baggrunden, aflytter kort guitaristens repertoire, mens hun giver korte, upræcise instrukser til hvilke musikstykker, der matcher hvilke stemninger. Entreprenant inddrager hun også stedets militærnægter ved at give ham både noter om lys og stikord til telefonopringninger.

Jeg elsker dig, Maria
Forestillingen går i gang med præsentationen: ”Her står jeg – ta’ rigtigt godt imod mig!”. Med et stykke kridt i hånden går Marie Thordal ombord i Dario Fos monolog om den ensomme kvinde, Maria, der bliver låst inde af sin mand, efter at han opdager hendes utroskab. Med enkel barnestreg tegner skuespilleren illustrerende kridtbilleder af Marias hus. Der er musik i alle værelser og ”så gør det ikke så meget, at han (manden, red.) låser mig inde”. Der følger en række af scener med skift mellem henholdsvis Maria og Marie.

Selvsvingninger
Marie Thordal har klar en tendens til at gå i selvsving over sin egen henførthed og stærke skuespillerfølelser. På et tidspunkt forlader guitaristen scenen i protest over Maries selvsvingnings-projekt. Efter en forhandling backstage kommer Marie Thordal ud og rykker guitaristens stol helt frem på scenen – hun be’r om en spot og lader guitaristen spille et solostykke, mens hun selv sætter sig på forreste række og spiser raslende slik. Efter lidt tid afbryder hun og fortsætter sin forestilling, hvor hun som Maria, den ensomme kvinde, henrevet beskriver, hvordan der i hele byen står: ”Jeg elsker dig, Maria” og hvordan hendes unge elsker er syg af kærlighed efter hende.

Marie og Maria
Forestillingens svage punkt er den dramatiske sammenhæng mellem Maria og Marie Thordal. Relationen og parallellerne kunne sagtens være trukket mere op.  Marie Thordals refleksioner over kvinders aktuelle situationer bringer ikke noget nyt og bliver lidt for unuanceret og postulerende uden rammende bid, som man forventer, når en Dario Fo-tekst danner idéoplæg.

Velspillende duo
Til gengæld er det en utroligt velspillende og energismittende duo, der styrker hinanden – denne styrke giver forestillingen en naturlig integritet. De klassiske guitar-passager, der spilles med en temperamentsfuld styrke samt Maria og Marie Thordals patetiske og selvoptagede univers giver samlet en meget underholdende, skrøbelig og stærk oplevelse. Hele stykket igennem fornemmer man instruktør Barbara Simonsen, der har styrket duoens vilje og evne til at fortælle på en original, overraskende og inkluderende facon.  

I løbet af de sidste to uger har jeg været til tre diskussionsarrangementer, der alle handlede om Københavns teaterlandskab og især Københavns Teaters strategiplan. Det ene arrangement var i et postdiskussionsforum fra Nordiske Teaterdages politiske seminar, det andet var i regi af Uafhængige Scenekunstnere og det tredje var danske teaterjournalister som havde sat Eva Jørgensen og Steen Pade fra Københavns Teaters bestyrelse i stævne - i panel med socialdemokratiske kulturordfører Jytte Andersen og tidligere formand for teaterrådet Bjørn Lense-Møller.

Det mest bemærkelsesværdige ved disse arrangementer er, når jeg prøver at trække essenser ud af dem, at der er en gabende kløft imellem de retorikker – følelsesmæssige og rationelle, der tages i brug, som bare forværrer dialogen og især viljen til dialog. Den allerstørste fejl, der er blevet begået i hele arbejdet med Københavns Teaters Strategiplan og den efterfølgende fordeling af ledelsesposter er da også en kommunikationsfejl. Hele processen er foregået bag lukkede døre uden at rådføre sig med de folk, beslutningerne ville påvirke. Hele projektet er dermed blevet meget top-down styret. Dette udgangspunkt er så himmelråbende forfejlet og fører så mange unødvendige konflikter med sig.

Det hele kommer til at virke somom, der er fordækte intentioner om at lade teatrene afgå ved en stille død, mens det måske mere handler om at tage konsekvensen af en samfundsudvikling, hvor teatret à la slagterier, systuer og skibsværfter, oplever at samfundsudviklingen er løbet fra visse dele af deres brancheerhverv. Det ville have hjulpet meget, hvis udgangspunktet havde været at samle en række interessenter og høre deres bud på hvordan teatret bedst kunne udvikle sig, frem for at holde det hele hemmeligt, fordi “ellers ville der ikke være sket nogle ændringer” (citat: Eva Jørgensen). Det er jo ikke helt tilfældigt, at der efter mange års tale om de dårlige tilstande og manglende udvikling i det danske teater, at rationelt tænkende folk konkluderer…jamen så er der nok ikke så meget brug for teatret længere…Og så handler hele konflikten i virkeligheden om et smertefuldt farvel til en bestemt klassisk del af en kunstart, der tidligere har haft en meget central rolle i samfundet, men mere og mere oplever en marginalisering i forhold til alle mulige andre kulturtilbud. Det var måske dér, man skulle starte og iværksætte en plan, der konstruktivt forholder sig til hvilke konsekvenser, det har for hele branchen, sådan som fagforeningerne gik ind i forbindelse med store lukninger af skibsværfter, systuer og lignende. Nogle ville måske indvinde at teatret er kunst og dermed er hævet over den slags pragmatisk indgriben – men jeg tvivler alligevel på at de fleste ikke gerne vil have løsninger frem for bitre og ufrugtbare diskussioner.

Med hensyn til Ledelse i kulturlivet, så påpeger Kresten Schultz Jørgensen i sin mandagsklumme (6. november 2006) i MetroXpress: “…mediernes komentatorer har delt sig i to adskilte lejre. Den ene ønsker folk fra erhvervslivet, der kan ‘professionalisere’ tingenes tilstand, mens den anden foretrækker det vilde anarki og er oprigtigt bange for, at både kunsten og kulturlivet lider administrationsdøden under indflydelse af den herskende DJØF-klasse.”

Han opfordrer til at ledelse i kulturlivet sker ud af en anerkendelse af, at “et dynamisk og moderne kulturliv naturligvis har brug for både vildskab og professionalisme”…og dermed forbereder han måske sin egen vej til at overtage Michael Christiansens lederstilling på det Kongelige Teater, som der hviskes om i nogle kroge… Jeg er stor tilhænger af dikotomier og at beholde et komplekst perspektiv på sammenhænge…

To be continued…

Anmeldt til kulturportalen www.byenkalder.dk

I linje med den første anmeldelse af “Landskab med argonauter”, så opfordrer jeg folk, der har relation til forestillingen om at give feedback på anmeldelsen. Hvad kunne de bruge, og hvad manglede de at høre for at anmeldelsen blev konstruktiv og en kritisk tilføjende historiefortæller.

*** (3 stjerner ud af seks) af Karen Toftegaard

”Dem der svigter sin familie bliver splittet i tusind stykker.”
Poul fra Lolland
”Dueslag” er et lollandsk trekantsdrama med en mand og en kvinde…og hans bror. Skovhuggeren Rasmus er stor i kæften, men holder meget af sin kone – hun er den smukkeste kvinde, han nogensinde har set. En dag kommer han til skade ved at ramme sig selv i foden med en økse. Han nægter at gå til egnens asiatiske læge, og det bliver begyndelsen på en tid, hvor Rasmus bliver mere og mere indelukket og utilnærmelig – på grund af sit ildelugtende ben og bitre humør.