Archive for November, 2006

Nov 28 2006

Når ordene blænder…

Følgende anmeldelse har jeg skrevet til kulturportalen www.byenkalder.dk… som med flere af de øvrige anmeldelser beder jeg folk bag forestillingen om at reflektere over hvad de søger hos en anmeldelse…Andre er også velkomne til at kommentere, hvad de søger hos en anmeldelse og en forestilling…


 **** (fire stjerner ud af seks)
Hvordan føles det at være ordblind?Performanceforedraget ”Blændet af ord” er en indføring i hvordan en ordblind oplever verden. Det er en på samme tid både meget  personlig og distanceret fortælling om alle de uforståelige ord og strenge ordmestre, der gør grin med ens manglende evne til at forstå den samme logik som alle andre.  

I foyeren inden forestillingen kan man læse e-mail korrespondancer mellem performer Helene Kvint og en anden ordblind. Det leder os straks på sporet af, at denne undersøgelse af det ordblinde univers har et dybt personligt afsæt. Hele forestillingen består dog af flere elementer, som når ordmesteren, musiker Kasper Jarnov, gennemgår alfabetets og sprogets historie eller når ekspressionistisk musik akkompagnerer performerens nærmest mekaniske dans.  

Tre strenge

Med disse tre scenarier fra forestillingen får vi præsenteret tre strenge i forestillingen: Socialrealistisk, pædagogisk og avantgardistisk – en fremmedgørende oplevelse. Og disse tre spor kommer til at modarbejde hinanden i forestillingen. Det konkrete emne ”ordblindhed” skaber en forventning om oplysning og tilgængelighed, mens emnet folder sig ud i et avantgardistisk og abstrakt set-up med distanceret performance, ikke-melodisk musik og animationer af ord (Astrid Lomholt), der flytter sig drilagtigt rundt, så de ikke giver nogen mening. Nudansk ordbog
Nudansk Ordbog er også animeret og spiller en central rolle, fordi den er autoriteten i et ordbaseret samfund. Den optræder som en projektion med både bladrende og tekstrige sider. Meget underholdende er det, når ordmesteren og performer Helene Kvint i en gennemgang af Nudansk Ordbog finder en fejl. Efterfølgende hører man en optagelse af en telefonsamtale mellem Helene Kvint og en repræsentant for Nudansk Ordbog, hvor hun spørger hvad ”Urmordisk” betyder – det står i Nudansk Ordbog. Han indrømmer efter lidt tid, at der må være en fejl. Det skal selvfølgelig være ”Urnordisk”. Helene Kvint slutter fortørnet samtalen med spørgsmålet, om der er andre fejl i Nudansk Ordbog, for nu er hun jo ordblind, og det er svært nok i forvejen.
Leg

Tonen i forestillingen veksler netop mellem det skarpt irettesættende og det legende. Styrken ligger klart i den legende del. For eksempel når ordmesteren inviterer publikum ind i et legende univers, hvor det er tilladt at kaste med papirsstykker, vi har rykket ud af en bog, efter performeren – ført an af ordmesteren. På alle sæder i salen ligger der også et lille pigeansigt som maske, vi skal bære under en scene. Forestillingen har godt fat i, hvordan publikum bliver medskabere af forestillingsoplevelsen og derfor er det også lidt ærgerligt, at forestillingen har sine ekskluderende passager.

Ordblindhed – en forstyrrelse på balancenerven

Forestillingens pointe kommer klart igennem: Ordblindhed er som en forstyrrelse på balancenerven, hvor man får problemer med orienteringen i samfundet. Det er kunstnerisk interessant, at forestillingen insisterer på en sammensat og mere ekskluderende form, der giver størstedelen af publikum den samme svækkelse på balancenerven, som den ordblinde, i forhold til forestillingens avantgardistiske udtryk. På et tidspunkt siger performeren: ”Jeg forstår ikke en lyd.” Udtalelsen kommer uvilkårligt til at relatere til publikums generelle forholden sig til avantgarde-musikken i forestillingen. Spørgsmålet må bare være om forestillingens distancerende avantgarde-træk kan harmonere med en personlig appel om at forstå de ordblindes vilkår i et orddomineret samfund. 

3 responses so far

Nov 27 2006

mangfoldighedspartiet…?!?

Published by miss kato under Hverdagsrefleksioner

Den fornemmeste opgave i et demokrati må være at sikre, at der rent faktisk er plads til et mangfold af meninger og holdninger – at der er plads til kanaler, foraer og konkrete steder hvor alternative livsformer kan udfolde sig…jeg reflekterer over Christiania, der skal bygges om og Ungdomshuset, der skal rømmes til fordel for et religiøst minisamfund. Og inden for kulturpolitikken skæres der også ned på antallet af forskellige udbud – især på den alternative kant, i undergrunden…I princippet er sagen: Ungdomshuset vs faderhuset jo blot to minisamfund der kommer til at bekæmpe hinanden og som sådan meget ærgerligt - hvorfor griber folk fra ungdomshuset nu til vold over for faderhuset – desperation eller hævntørst…Tænk hvis faderhuset bare agerede stråmænd…bare en tanke…

For at der kan komme nyt skal man lade nogle gamle ting dø…det betyder dog ikke at man skal udrydde og strømline samfundets indretninger, alternative retninger og det offentlige rum. Jeg er ligeglad med politisk højre eller venstre og har det personligt skidt med fanatikere – netop fordi de kun ser deres egen vej som den rigtige, for idealistisk set så bygger tanken om demokrati på at aktivt deltagende samfundsborgere forholder sig til hinanden og indretter samfundet, så det tager vare på alles interesser…mangfoldighedspartiet…smage, smage…kommunerne har kapret mangfoldigheds-udtrykket i deres retorik…men det gør jo ikke ordet mindre væsentligt og essentielt for et samfund, som jeg kan være stolt af og har lyst til at være en del af.

6,389 responses so far

Nov 21 2006

…når blå spor mødes og tænker sort…

Published by miss kato under Hverdagsrefleksioner

…om at krydse spor med mennesker gennem hele livet…

2 responses so far

Nov 13 2006

blogging populært blandt arabiske unge…

pedro gjorde lige opmærksom på artikel om arabiske unge, der med stigende interesse blogger

http://politiken.dk/it/article198662.ece

tak:-)  

2 responses so far

Nov 12 2006

Original og frisk Dario Fo-inspireret gæste-forestilling på Bådteatret

Denne anmeldelse har jeg skrevet til www.byenkalder.dk. I linje med den første anmeldelse af “Landskab med argonauter”, så opfordrer jeg folk, der har relation til forestillingen om at give feedback på anmeldelsen. Hvad kunne de bruge, og hvad manglede de at høre for at anmeldelsen blev konstruktiv og en kritisk tilføjende historiefortæller.

**** (4 stjerner ud af 6)

Teaterduoen diHva og instruktør Barbara Simonsen formår med ”Ensom Quinde”at skabe en aktuel og upretentiøs forestilling, der skiller sig ud fra det øvrige teatertilbud som en særlig perle – blandt andet fordi hele udgangspunktet: Samspillet mellem teater og klassisk guitar er så sjældent.

Verdens centrum er Marie Thordal
Publikum står afslappede i Bådteatrets lille foyer. Pludselig begynder en guitarist (Thea Vesti Pedersen) at spille klassisk guitar. Midt i det hele gør en kvinde højlydt sin entré, og man når lige at tænke, hvor pinligt det er, at hun taler så højt, når nu forestillingen er gået i gang. Det viser sig at være divaen Marie Thordal (Mia Møller). Hun skal ind og spille Hamlet på Bådteatrets scene.

Forestillingen er aflyst
Guitaristen kan dog oplyse om, at forestillingen er blevet aflyst. Det stopper nu ikke Marie Thordal, der selvopslugt og uden hensynstagen til guitaristens arbejde, lynhurtigt går i gang med at iværksætte en hel forestilling med sig selv som det absolutte centrum. Hun placerer guitaristen i baggrunden, aflytter kort guitaristens repertoire, mens hun giver korte, upræcise instrukser til hvilke musikstykker, der matcher hvilke stemninger. Entreprenant inddrager hun også stedets militærnægter ved at give ham både noter om lys og stikord til telefonopringninger.

Jeg elsker dig, Maria
Forestillingen går i gang med præsentationen: ”Her står jeg – ta’ rigtigt godt imod mig!”. Med et stykke kridt i hånden går Marie Thordal ombord i Dario Fos monolog om den ensomme kvinde, Maria, der bliver låst inde af sin mand, efter at han opdager hendes utroskab. Med enkel barnestreg tegner skuespilleren illustrerende kridtbilleder af Marias hus. Der er musik i alle værelser og ”så gør det ikke så meget, at han (manden, red.) låser mig inde”. Der følger en række af scener med skift mellem henholdsvis Maria og Marie.

Selvsvingninger
Marie Thordal har klar en tendens til at gå i selvsving over sin egen henførthed og stærke skuespillerfølelser. På et tidspunkt forlader guitaristen scenen i protest over Maries selvsvingnings-projekt. Efter en forhandling backstage kommer Marie Thordal ud og rykker guitaristens stol helt frem på scenen – hun be’r om en spot og lader guitaristen spille et solostykke, mens hun selv sætter sig på forreste række og spiser raslende slik. Efter lidt tid afbryder hun og fortsætter sin forestilling, hvor hun som Maria, den ensomme kvinde, henrevet beskriver, hvordan der i hele byen står: ”Jeg elsker dig, Maria” og hvordan hendes unge elsker er syg af kærlighed efter hende.

Marie og Maria
Forestillingens svage punkt er den dramatiske sammenhæng mellem Maria og Marie Thordal. Relationen og parallellerne kunne sagtens være trukket mere op.  Marie Thordals refleksioner over kvinders aktuelle situationer bringer ikke noget nyt og bliver lidt for unuanceret og postulerende uden rammende bid, som man forventer, når en Dario Fo-tekst danner idéoplæg.

Velspillende duo
Til gengæld er det en utroligt velspillende og energismittende duo, der styrker hinanden – denne styrke giver forestillingen en naturlig integritet. De klassiske guitar-passager, der spilles med en temperamentsfuld styrke samt Maria og Marie Thordals patetiske og selvoptagede univers giver samlet en meget underholdende, skrøbelig og stærk oplevelse. Hele stykket igennem fornemmer man instruktør Barbara Simonsen, der har styrket duoens vilje og evne til at fortælle på en original, overraskende og inkluderende facon.
  

 

 

 

2 responses so far

Nov 09 2006

Om Københavns Teaters strategiplan og ledelsesstrategier i dansk kulturliv

I løbet af de sidste to uger har jeg været til tre diskussionsarrangementer, der alle handlede om Københavns teaterlandskab og især Københavns Teaters strategiplan. Det ene arrangement var i et postdiskussionsforum fra Nordiske Teaterdages politiske seminar, det andet var i regi af Uafhængige Scenekunstnere og det tredje var danske teaterjournalister som havde sat Eva Jørgensen og Steen Pade fra Københavns Teaters bestyrelse i stævne - i panel med socialdemokratiske kulturordfører Jytte Andersen og tidligere formand for teaterrådet Bjørn Lense-Møller.

Det mest bemærkelsesværdige ved disse arrangementer er, når jeg prøver at trække essenser ud af dem, at der er en gabende kløft imellem de retorikker – følelsesmæssige og rationelle, der tages i brug, som bare forværrer dialogen og især viljen til dialog. Den allerstørste fejl, der er blevet begået i hele arbejdet med Københavns Teaters Strategiplan og den efterfølgende fordeling af ledelsesposter er da også en kommunikationsfejl. Hele processen er foregået bag lukkede døre uden at rådføre sig med de folk, beslutningerne ville påvirke. Hele projektet er dermed blevet meget top-down styret. Dette udgangspunkt er så himmelråbende forfejlet og fører så mange unødvendige konflikter med sig.

Det hele kommer til at virke somom, der er fordækte intentioner om at lade teatrene afgå ved en stille død, mens det måske mere handler om at tage konsekvensen af en samfundsudvikling, hvor teatret à la slagterier, systuer og skibsværfter, oplever at samfundsudviklingen er løbet fra visse dele af deres brancheerhverv. Det ville have hjulpet meget, hvis udgangspunktet havde været at samle en række interessenter og høre deres bud på hvordan teatret bedst kunne udvikle sig, frem for at holde det hele hemmeligt, fordi “ellers ville der ikke være sket nogle ændringer” (citat: Eva Jørgensen). Det er jo ikke helt tilfældigt, at der efter mange års tale om de dårlige tilstande og manglende udvikling i det danske teater, at rationelt tænkende folk konkluderer…jamen så er der nok ikke så meget brug for teatret længere…Og så handler hele konflikten i virkeligheden om et smertefuldt farvel til en bestemt klassisk del af en kunstart, der tidligere har haft en meget central rolle i samfundet, men mere og mere oplever en marginalisering i forhold til alle mulige andre kulturtilbud. Det var måske dér, man skulle starte og iværksætte en plan, der konstruktivt forholder sig til hvilke konsekvenser, det har for hele branchen, sådan som fagforeningerne gik ind i forbindelse med store lukninger af skibsværfter, systuer og lignende. Nogle ville måske indvinde at teatret er kunst og dermed er hævet over den slags pragmatisk indgriben – men jeg tvivler alligevel på at de fleste ikke gerne vil have løsninger frem for bitre og ufrugtbare diskussioner.

Med hensyn til Ledelse i kulturlivet, så påpeger Kresten Schultz Jørgensen i sin mandagsklumme (6. november 2006) i MetroXpress: “…mediernes komentatorer har delt sig i to adskilte lejre. Den ene ønsker folk fra erhvervslivet, der kan ‘professionalisere’ tingenes tilstand, mens den anden foretrækker det vilde anarki og er oprigtigt bange for, at både kunsten og kulturlivet lider administrationsdøden under indflydelse af den herskende DJØF-klasse.”

Han opfordrer til at ledelse i kulturlivet sker ud af en anerkendelse af, at “et dynamisk og moderne kulturliv naturligvis har brug for både vildskab og professionalisme”…og dermed forbereder han måske sin egen vej til at overtage Michael Christiansens lederstilling på det Kongelige Teater, som der hviskes om i nogle kroge… Jeg er stor tilhænger af dikotomier og at beholde et komplekst perspektiv på sammenhænge…

To be continued…

2 responses so far

Nov 09 2006

To efterladte duer på et hospital

Anmeldt til kulturportalen www.byenkalder.dk

I linje med den første anmeldelse af “Landskab med argonauter”, så opfordrer jeg folk, der har relation til forestillingen om at give feedback på anmeldelsen. Hvad kunne de bruge, og hvad manglede de at høre for at anmeldelsen blev konstruktiv og en kritisk tilføjende historiefortæller.

*** (3 stjerner ud af seks) af Karen Toftegaard

”Dem der svigter sin familie bliver splittet i tusind stykker.”
Poul fra Lolland
”Dueslag” er et lollandsk trekantsdrama med en mand og en kvinde…og hans bror. Skovhuggeren Rasmus er stor i kæften, men holder meget af sin kone – hun er den smukkeste kvinde, han nogensinde har set. En dag kommer han til skade ved at ramme sig selv i foden med en økse. Han nægter at gå til egnens asiatiske læge, og det bliver begyndelsen på en tid, hvor Rasmus bliver mere og mere indelukket og utilnærmelig – på grund af sit ildelugtende ben og bitre humør.

Der opstår bogstaveligt talt sød musik mellem hans kone Bodil og bror Poul. De kan danse sammen, og de udvider med tiden dansen til samleje i blandt andet dueslaget. Konstellationen virker især grotesk, fordi forestillingens karakterer konstant understreger vigtigheden i, at man kan regne med sin familie. Poul udbryder da også: ”Du ved jo, at jeg ikke er sådan én, der svigter”, mens han lader sig ride af sin brors kone.

Lollandske one-liners
Manuskriptet har en række underholdende one-liners, som når det ældre familiemedlem Margrethe siger: ”Sådan noget moderne svineri” omkring en kvindes utroskab. Eller den forslåede nabokone Helga, der ofte kommer forbi og som det første siger: ”Gi’r du ik’ en kop blå cola?” der er lig med en Royal Export fra færgen. Alt sammen på syngende lollandsk og hele tiden tangerende til plathumor. Skuespillerne er troværdige i deres lollandske dialekt og især Birgitte Prins, der indgår i en række af forskellige roller skiller sig ud, fordi hun rammer plet både som den forslåede nabokone og den snerpede tante Margrethe.

Poetiske duer
Forestillingen rummer dog også flere poetiske detaljer, som når Poul kaster fjer i luften – samtidigt med at lydsporet afspiller kaglende duer – for at markere, at han befinder sig i dueslaget. Her tilbringer Poul meget tid og finder ro, men da konflikterne hober sig op, står han, magtesløs og frustreret i dueslaget og skælder ud på duerne, publikum: ”Hvorfor siger I ikke noget. I sidder bare dér og glor!” Og skuespillerne involverer flere gange publikum, som når forsamlingen opfordres til at synge med på Bents bitre og hævngerrige sølvbryllupssang til Mona, der udstiller hende som én, der har kneppet de fleste tilstedeværende mænd. Det fungerer.

Forestillingen er dog gennemgående ujævn i sin række af rørende, groteske og vulgære oplevelser. Flere steder bliver den direkte forvirrende blandt andet i forbindelse med fortælleren, der viser sig at være Bodil og Pouls søn – spillet af Pauli Ryberg, der også spiller de to brødre. Scenografien af lys blå bølgeplast, havebord og grønne mælkekasser og håndteringen af rekvisitterne er mildest talt en rodebunke. Det virker meget tilfældigt, og det samme gør brugen af lyd i iscenesættelsen. Forestillingen kunne også med lethed have været skåret minimum 20 minutter.

Intim teateroplevelse
Når det er sagt, så balancerer forestillingen mellem originalt overraskende idéer og træk, der ellers oftest ses i amatørteatret, som for eksempel når øksen usædvanligt umaskeret og kluntet rammer benet. FÅR302 sælger sig selv på den intime helhedsoplevelse. Med plads til 48 publikummer sænker der sig en følelse af intimitet og forbundethed med det øvrige publikum, når man sætter sig til rette på ’fåret’. Det giver en velvilje hos publikum, så man for det meste bærer over med diverse ujævnheder i selve forestillingen og lader sig rive med af det til tider underholdende drama.

4 responses so far

Nov 09 2006

Faust – et iscenesat blændværk

Anmeldt til kulturportalen www.byenkalder.dk **** (fire stjerner ud af seks)     Anmeldt af Karen Toftegaard
 Denne Faust-iscenesættelse giver hverken svar eller rejser spørgsmål.

Den formidler derimod, i et æstetisk blændværk, en historie om at blive ledt og at lade sig lede i fristelse.
 

Dr. Heinrich Faust er en meget belæst herre, men har ingen glæde ved tilværelsen. Selvom han har læst alverdens lærde bøger, har han en følelse af ikke at vide noget. Hans problem er velsagtens, at han ikke kender til livet. Hans skæbne bliver beseglet af, at Djævelen udfordrer GUD til at kunne lede Faust i fristelse. Djævelen lokker Faust og ender med at give ham en drik, der vækker hans kødelige begær. Uheldigvis kaster Faust sin kærlighed på den fromme og uskyldsrene Gretchen. Han forfører hende og leder hende dermed i fordærv.
 

Gretchen
Gretchen udstødes af samfundet og drives fortvivlet ud i at dræbe sit nyfødte barn, der er frugten af hende og Faust’s møde. Sin moder har hun allerede dræbt uforsætligt, da Gretchen gav hende sovemedicin, så hun og Faust kunne gennemføre deres elskovsakt. Oveni al elendigheden dræbes hendes bror, da han ærekært angriber Faust for at have bragt sin familie i skam. Faust forsøger halvhjertet at redde Gretchen ud af fængslet, hvor hun er anbragt – anklaget for mord. Hun ser dog ingen anden udvej end at bøde for sine synder og ender på skafottet til spot og spe for hele samfundet, men tilgivet af Gud.
 

Fausts Pop Up-bog
”Faust” foregår i en slags historisk tid – at dømme efter iscenesættelsens slaviske holden sig til
datidens (det 18. århundredes) moral-kodeks. Der er ingen reaktualisering af forestillingen ved at trække linjer op til nutidens samfund. Scenografien er kunstnerisk intelligent med en kæmpe bog. Gennem en enkel pop up bog indkapsler scenografien Fausts tidligere livsopfattelse. På bogens sider videoprojiceres først bogskrift og siden andre mere sanselige videoprojektioner, der udvider scenerummet og skaber poetiske, gribende øjeblikke. Hele universet, der slåes an har flere originale træk og er rig på idéer. På lydsiden er der interessant brug af effekter, som for eksempel, når skuespillerne mimer sabler, så gør de det til nogle præcise lyde af sabler, der klinges. En enkelt irriterende anke er dog, at det efterhånden er blevet en fæl kliché at anvende tyske Rammstein som repræsentant for ond vildskab.
 

Håndværksmæssigt overskud griber ikke
Desværre knytter det fantastisk iscenesatte univers sig aldrig an til nogle af forestillingens karakterer, men kommer primært til at fungere som stemningsskabende og –forstærkende. Det er ærgerligt, for det bevirker, at historien om to menneskeskæbner, der begge ledes i fordærv, ikke bliver rigtigt rørende. Iscenesættelsen vidner om et håndværksmæssigt overskud hos forestillingens besætning, men det er bemærkelsesværdigt at kun én af skuespillerne brænder igennem, og at instruktøren tilsyneladende ikke vil andet med forestillingen end at iscenesætte et klassisk drama.
Nicolas Bro som djævelen folder sig ud i anden akt og træder i karakter, men printet ind på nethinden efter forestillingen forbliver Kirsten Olesen, der som personlighed formår at brænde igennem forestillingens stiliserede og manierede karaktergalleri.
 

Når fortællingen ikke bliver vedkommende eller rammer ind i hjertet gennem karakterne, så kommer iscenesættelsen, ironisk nok, til at virke som et æstetisk blændværk på samme måde som fristelsen bliver et blændværk for både Faust og Gretchen.

One response so far

Nov 05 2006

En note om organisationsteori

på teatervidenskabs mailingliste kom følgende råd til litteratur om organisationsteori:

Ole Thyssen: Værdiledelse 

Ole Thyssen: Æstetisk ledelse, om organisationer og brugskunst

Jørgen Bakke: Organisationsteori: struktur, kultur, processer

Poul Erik Christiansen: Organisation J.F. Bakka: Organisationsteoriens klassikere

Kjell Nordström: Fynky business: talent får kapital til at danse

Henrik Dahl: Marketing og semiotik

Anette Næsborg: Organisation – for smilets skyld

Jacob Michael Lund: Følelsesfabrikken – oplevelsesøkonomi på dansk

…som en note til mig selv og andre, der er interesseret i at anskue og udvikle kulturlivet organisationsteoretisk og -praktisk. Det var meget befriende, da jeg for nogle uger siden deltog i et teaterpolitisk møde og en erfaren bestyrelsesformand fra Dansk Skuespillerforbund direkte anvendte ordet ‘organisationsteoretisk’. Det er helt sikkert kommet meget mere ind i kulturlivet, men det har ikke knæsat sig i kulturlivet og jeg kan frygte at der kommer til at ske nogle forviklinger og misforståelser, når diskussionen om hvor vidt kulturorganisationer over hovedet kan ledes som erhvervsorganisationer kommer godt igang. Jeg mener, at der er stor forskel på at lede en kulturorganisation/institution og andre virksomheder, men kulturlivet tager bestemt ikke skade af at lade sig inspirere af metoder og praksisser fra andre brancheområder. Kulturlivets achilleshæl med det hidtidige system har været, at det nogle gange fik karakter af at være en lukket, selvbekræftende og selvmanifesterende klub. Der er ingen miljøer eller brancher, der har godt af at være lukket om sig selv. Det har været en tiltrængt energi-indsprøjtning, at der kom erhverv og kultur, hverdag og kultur…Altsammen uden at det får plads til at blive altdominerende praksis. Kulturlivet udvikler sig netop i et mangfold af metoder, tilgange og livsopfattelser. 

13 responses so far

Nov 04 2006

Spis lort

Published by miss kato under Dagens Detalje

»En million fluer kan ikke tage fejl. Spis lort!«

citat grafittikunstner på Nørrebro

3,026 responses so far