Miss Katos Klumme

Lizette Bryrup gjorde opmærksom på Nietzche-citatet: ”De stilleste ord er de, der fører stormen med sig. Tanker, der kommer på duefødder, er de der styrer verden – ” 

(Ecco Homo, side 15)

Citatet taler især til mig, fordi jeg netop skriver på en tekst om stilhed…*De stilleste*

Anmeldelsen er skrevet til kulturportalen www.byenkalder.dk. Forestillingen spiller indtil den 8. november 2006 på Pakhus 11. Se hjemmeside www.newvalue.dk. 

*** (tre ud af seks) af Karen Toftegaard
Eventen New Value giver en række svar til det søgende moderne menneske, og efterlader spørgsmål om kunstens rolle i samfundet. Men også om hvornår noget er god kunst eller mere en distanceret demonstration af et koncept.

New Value er en bevægelse, som giver folk entydige, værdiskabende svar. NV-coach Erik Pold forklarer: ”Den moderne kunst har siden det moderne gennembrud stillet spørgsmål, skabt tvivl og frustration. Nu har vi brug for svar!” Coach-prædikanten fortsætter med retoriske spørgsmål: ”Hvad gør I for at komme tvivlen til livs? Har I svarene? Do you know?” Og afslutter med et selvsikkert og beroligende ”Det har vi!”. NV-Coach Ann Crosset siger intenst ”Your’re special” til alle, mens hun hilser på bekendte blandt publikum. Hun skaber tillid. Dermed satiriserer forestillingen over personliggørelsen af den professionelle relation mellem coach og klient.

Åbning af New Value shop
Straks ved ankomsten til Pakhus 11 bliver man en del af en iscenesat åbning af en New Value-shop, hvor man kan købe sig til indhold i tilværelsen. Branding-konceptet er gennemført lige fra det udendørs NV-lysskilt og ophængte NV-faneblade til NV-shoppens produkter: NV-jord, NV-grene, NV-blade, NV-tørrede blomster, NV-sten og NV-vand. I salen holder et hold på fem livsstilscoaches en konference for publikum og beskriver, hvad New Value er. De fem NV-coaches præsenterer en demokratisk værdi-afstemning. Resultatet er, at friværdi indtager en førsteplads lige over ytringsfriheden, der placerer sig på andenpladsen. Det bliver antydet, at processen nok ikke har været så demokratisk alligevel, fordi de spørgsmål, som publikum må stille er præfabrikerede spørgsmål, som publikum får udleveret af coachene. Forestillingen slutter brat med, at én blandt publikum endelig vinder på New Value lykkehjulet. Præmien er New Value-franchise i Dubai.

Sjov og ørehængende musikoplevelse
Forestillingens største force er dens sjove og ørehængende musikoplevelser. NV-coach Thomas Sandberg var tidligere en ung vred musiker med et publikum på gennemsnitligt 8 mennesker til koncerterne. En dag gik han dog over til D-dur (New Values toneart), som er en meget mere”happy” toneart. Forestillingens musikalske overskud kommer tydeligt igennem ved New Value-sangen ”Happiness and Joy”, som gennemføres i forskellige varianter, som for eksempel i en country-version, i en Elvis Presley-udgave, som techno og som en indisk pop-sang.  

Har vi brug for kunsten?
Forestillingens udgangspunkt er spørgsmålet: Har vi overhovedet brug for kunsten? Forestillingens svar er nej. Medmindre den har en funktion og er med til at skabe værdi i andre ting. Forestillingen bliver et angreb på dén antagelse, og det gør forestillingen meget kompleks med et væld af problematikker, som publikum kun ser toppen af isbjerget. Forestillingen har en værdi i, at den beskæftiger sig med emnet, men temaet er for komplekst til forestillingens enkle formidlingsform. Forestillingens problem ligger i, at den skyder i mange forskellige retninger – mod det politiske system, mod livsstilmagasiner, mod hele coaching-bølgen, mod nyreligiøse strømning osv.. Og det går ud over præcisionen i forestillingens analyser af omverdenen. Det virker som om varmluftskonceptet har taget over og udhulet den kritiske spørgsmålsstillen, man må formode har været drivkraften for skabelsen af forestillingen. Det bliver aldrig klart, hvad holdet bag forestillingen vil med de karikerende rammer og det gennemførte, bemærkelsesværdige brand-set up. Kritikken savnes især, fordi dette hold har potentialet til at trænge igennem og spidde både NV-konceptet og NV-coachene, men New Value-forestillingens gennemslagskraft er desværre meget ulig den originalitet og hårdtslående humor, der kendetegnede Børsen Roadshow (2004).

Reviewing “The Matrix” was fantastic – it was like “Welcome to the real world” and you just wanted to follow the white rabbit all over the place – real and surreal. Incredible pictures swalloved me completely. Best of all was the wisdom: There is a difference between knowing the way and walking the way!!! So that’s what I am – walking the way…

Best Regards

Your Female Neo (at least to day I am)

****** (6 stjerner ud af seks)

Tysk teater fra Schaubühne i Berlin viser overlegen scenografi og en forsoningsløs, moderne aktualisering af Ibsens ”Hedda Gabler”, hvor ligegyldighed er borgerskabets værste fjende.
 

Hr. Jørgen Tesman og Fru Hedda Tesman (født Gabler) vender tilbage fra en lang bryllupsrejse eller ifølge Jørgen Tesman: en arbejdsrelateret bryllupsrejse. Nu er de tilbage og tante Julle og vennen Hr. Brack har indrettet et luksuriøst og (for) dyrt hus til dem. Her skal der holdes prestigefyldte selskaber, når den unge Hr. Tesman får sit professorat. Huset er dog købt, før bjørnen er skudt. Og mens parret var på arbejdsrelateret bryllupsrejse er der kommer en konkurrent til professoratet på banen – Eilert Løvborg. Han havde tidligere et forhold til Hedda Gabler. Stykkets ironi vil, at hun dengang fravalgte ham, fordi han ikke kunne give hende statusfyldte sociale rammer. Han har imidlertid skiftet livsstil og netop fået udgivet en meget populær og omdiskuteret bog om kulturens udvikling. Og nu er Eilert Løvborg, som en reel modkandidat til professoratet, en trussel mod dét liv, Hedda har valgt på bekostning af ham. Eilert Løvborg skriver på en ny bog, der tegner til at overgå debut-bogen. Han beroliger dog Jørgen Tesman med, at han venter med udgivelsen af denne til efter professoratet er besat. Det ændrer bare ikke på det nye faktum, at Eilert Løvborg er mere kompetent end Jørgen Tesman.

Fru Elvstedt er kvinden bag Eilert Løvborgs vej ud af selvdestruktion. Hun har støttet ham moralsk og været hans sekretær i forbindelse med skrivningen af hans nye værk. Hun føler sig forsømt af sin mand og har efterhånden kastet sine følelser på Eilert Løvborg. Hun er fulgt efter ham til byen – delvist af bekymring og delvist af trang til at gøre deres forhold reelt. Da hun dukker op hos Tesman-parret vækker hun jalousi hos Hedda, der behandler hende med en vis nedladende forståelse. Hedda manipulerer oplysninger nok ud af hende til, at hun senere kan skubbe Eilert Løvborg og Fru Elvstedt fra hinanden og Eilert Løvborg ud i en omsiggribende drukmiddag.   

Nattens udskejelser gør, at Eilert Løvborg glemmer sin bærbare computer i en taxi og Jørgen Tesman får den med hjem. Hedda bliver betaget af manuskriptet, men jalousien over, at værket er Eilert Løvborg og Fru Elvstedts ’barn’, får hende til at smadre computeren med det eneste eksemplar af det nye værk. Det sker vel at mærke efter, at hun har haft en fortvivlet Eilert Løvborg på besøg og givet ham én af sine pistoler med, så han kan begå et værdigt selvmord, der har storhed over sig. Hans selvmord bliver dog alt andet end værdigt. Han dør på Wong Mai – et asiatisk bordel – ved et fejlagtigt skud i underlivet, som om han en sidste gang vægrer sig ved Hedda Gablers krav om prestigefyldte liv, rammer og handlinger.

Samtidigt ude og inde
Den scenografiske ramme matcher det stærke drama perfekt. Sjældent er scenografier så intelligent integreret i forestillingens udtryk som denne scenografi af Jan Pappelbaum. Han har skabt et rum, der i sig selv indkapsler forestillingens klaustrofobiske atmosfære med silende regn ned af de store vinduesflader, der som altandøre adskiller stuen fra haven. Den hvide mur, der adskiller stuen til husets øvrige rum, men også til den omkringliggende verden og som sådan projiceres der videoprojektioner på den, der viser glimt af, hvad der sker uden for husets mure. For eksempel Eilert Lønborg, der i tåger danser på den asiatiske bordel klub Wong Mai eller Hedda, der kæmper sig igennem skoven. På scenens bagvæg er der en samlet flade af spejl, der stille røber, hvad der sker på den anden side af den store drejescene. Det vil sige, at der visuelt arbejdes med en række af forskellige vinkler, som publikum kan se dramaet fra. Som sådan får forestillingens iscenesættelse samme funktion som litteraturens alvidende fortæller.

Scenografi med indbyggede lyddimensioner
Scenografien rummer desuden en lydlig dimension, fordi den forstærker oplevelsen af ude og inde. Når personerne taler ude i haven – på den anden side af altandøren, så er oplevelsen af talen lavere, end hvis den var blevet sagt inde i stuen. Og på et tidspunkt er dørene lukket, hvor publikum ser scenen ude fra. Synsvinklen er fra haven og ind i stuen. Man kan kun se to personer, der taler bag ved ruderne. Der er ingen lyd, for vinduerne er jo lukkede. En indtryksfuld og filmisk måde at fortælle på, der kalder på associationer til Michael Hanekes sanselige måde at fortælle på, hvor der er et konstant nærvær af smerte i hver eneste billedindstilling. Alt bliver synligt og hørbart for publikum, men i forskydninger, så oplevelsen bliver meget virkelighedstro.

Ligegyldigheden er borgerskabets værste fjende
’Hedda Gabler’ er en stærk fortælling om mennesker, der gør forfærdelige ting mod hinanden og sig selv i deres stræben efter at få social anseelse og efterleve sociale normer. Deres stræben skaber ligegyldighed over for deres medmennesker og i denne iscenesættelse af Thomas Ostermeier bliver ligegyldigheden omdrejningspunktet og borgerskabets værste fjende, fordi det er ligegyldigheden, der dræber glæden og viljen til at leve.

Hedda… Hedda Gabler
Hedda Gabler er en sølle person, som har en blasert og kynisk – ligegyldig tilgang til alt og alle. Hendes mand, Jørgen Tesman, ænser ikke hendes fortvivlelse og er villig til at fortolke hendes ord som kærlighedserklæring, selvom hun tydeligvis ikke elsker ham. Hun leger distanceret med vennen hr. Brack, der er meget fascineret af at indlede et trekantsforhold. Hun er dybt irriteret over mandens tante Julle, der optager en alt for stor plads i mandens bevidsthed. Den eneste, hun nærer en eller anden form for varme følelser over for, er Eilert Løvborg – spillet forrygende af Kay Bartholomäus Schulze.

Da Hedda dør til sidst fortsætter omgivelserne i et nyt spor og deres liv bliver faktisk bedre for Hr. Tesman og Fru Elvstedt, der har fundet sammen om at rekonstruere det ødelagte værk. Det er en understregning af den ultimative ligegyldighed. Sangen lyder fra højtalerne: ”God only knows what I’ve be without you”. Svaret for Hr. Tesman er tilsyneladende: Lykkelig uden Hedda. Ikke fordi hun ikke elsker ham eller ikke har respekt for hans borgerlige værdier, og alligevel presser ham til at opnå sociale statussymboler. Men fordi hun i bund og grund er ligegyldig for ham, som han er ligegyldig for hende. Det vigtige for ham er arbejdet, professoratet og at indgå i sociale sammenhænge, der forstærker hans mål. Det vigtigste for hende har været de ydre rammer og den samfundsmæssige prestige, der alligevel ikke havde reel værdi for hende.

På intet tidspunkt er der antydningen af en lykkelig udvej for Hedda Gabler. Hun går til grunde i sin egen ligegyldighed. Og hiver Eilert Løvborg med i faldet. Forestillingen har i sig selv en alletidsnærværende aktualitet. Instruktør Thomas Ostermeier formår at fortælle på en intens og  mangefaceteret måde samtidigt med, at han i fortolkningen har taget nogle meget klare valg, så hans fortællingen om ligegyldighed på ingen måde bliver ligegyldig.

Det er nu pudsigt som kunsten og reaktionerne på kunstens verden ændrer sig i et spil mellem mere eller mindre forståelige/tilgængelige konkretiseringer og abstraktioner. Samtidigt så får nogle kunstværker/udstillinger en stor popularitet, fordi de simpelthen går ind og rører ved nogle dybt identitetsskabende følelser…som denne drengedrømsudstilling på AROS…B.T. skriver:ÆGTE KÆRLIGHED. Prins Joachim åbnede udstilling på AroS, hvor 20 af verdens mest fantastiske – og hurtigste – fuldblods racerbiler er udstillet.

Livet er som en cirkus. Man kommer ind i manegen, går en omgang rundt, bukker, og går ud igen.

Robert Storm Petersen