Miss Katos Klumme

Anmeldelse til kulturportalen: byenkalder.dk

MIDTVEJS 2006 – fra Odense Teater
**** (4 stjerner ud af 6) af Karen Toftegaard
 

De to enaktere ”Lysbringer” af Andreas Garfield og ”Alrune” af Bjørn Rasmussen lader begge en metafysisk dimension blande sig med hverdagsdramatikken. I de to dramaer er omdrejningspunktet den stærke selvstændige kvinde, der kan selv og som ofrer sit parforhold til en blød, sympatisk mand på sin vej mod målet.

I ”Lysbringer” arbejder den højgravide psykolog Kristine som besat, alt imens hendes arbejdsløse håndværkermand istandsætter huset til deres kommende barn. Hun bliver spurgt til sin mand og svarer ”Uden ham ville jeg i hvert fald ikke se sådan her ud”, alt imens hun ser ned på sin gravide mave. Hun holder møde med en klient, der har forsøgt at slå sit to-uger gamle spædbarn ihjel. Han er plaget af nogle syn om en lysbringer, der befaler ham at slå sit barn ihjel. Ifølge hans egen logik er der mulighed for at gå sin nyligt afdøde kone tilbage ved at følge lysbringerens bud. Kristine bliver mere og mere påvirket af klientens fortællinger om lysbringeren og begynder også selv at få disse syn. Manden Frank udbryder bange og frustreret, at han ikke kan kende hende mere.
 

Selve den dramatiske tekst i ”Lysbringer” har en medrivende fortælling, der ville gøre sig bedre på film, fordi den er så konkret og lægger op til en realistisk fremstilling. I den nyuddannede instruktør Moqi Simon Trolins iscenesættelse bliver stykket for karikeret i personkarakteristikken og den let-transportable turné-scenografi arbejder på alle måder imod en realistisk illusionsoplevelse.
 ”Alrune”har en anderledes levende iscenesættelse med blandt andet en underholdende startscene, hvor forestillingens to mandlige togpassagerer mimer, at de ikke kan få togkupéens dør til at gå op. Fortællingen om Alrune har en form for sproglig poesi, der forener et på samme tid konkret og mytisk univers. En slags magisk realisme åbner op for, at alt er muligt i denne fortælling. Stykkets rammefortælling er tre personer i en togkupé, som er på vej for at se Alrunes børn: ”11 døde kvinder, der ligger side om side i vandkanten”. De tre har alle en særlig fascination af Alrune. En oberst, der er blevet feminist på grund af Alrune. En millionarving, der gav alle pengene til Alrunes fond for selv at lave humanitært arbejde. En voksen dreng, der har været forelsket i Alrune meget længe med hendes navn skåret adskillige ind i sin krop.
  Alrune er en mytisk skikkelse med gråt hår, og tang ud af munden, der som barn blev fundet blå i vandkanten. Hun har et stort hul, hvor livmoderen, hendes kvindelighed, skulle have siddet. Hun passer ikke ind i det lille lokalsamfund og bliver betragtet som en heks, der skal brændes på Sankt Hans bålet. Alrune tager til storbyen. Hun kæmper for at blive et menneske. Hun leder efter at forstå sig selv ved at afprøve en masse klichéer – gamle som nye, som for eksempel:”Jeg er dugfrisk som en kølig juninat”. Hun får en kæreste, men det giver hende ikke ro. Til sidst forlader Alrune forholdet til kæresten og sig selv. Hun bliver en usynlig togstewardesse, der over togets højtaler siger: ”Det er stewardessen. Om et øjeblik vil jeg komme igennem toget med min salgsvogn”. Hun siger også: ”Jeg er Alrune – dette er min historie”. Og dermed opfylder hun sit eget mantra om, at ”Man må fortælle sig selv, for at blive sig selv”.
 

Horisontal Vertical – aerial dancers, originally uploaded by misskato.

Aerial dancers…

Horisontal Vertical – Tina Tarpgaard danser på en gavl og filmes nedefra, originally uploaded by misskato.

Tina Tarpgaard danser på en gavl, mens hun bliver filmet nedefra. Projektionen projiceres på gavlen hun danser på…

Horisontal Vertical – byggepladsen, originally uploaded by misskato.

På en MT Højgaard byggeplads i Valby
Var der lørdag den 16. september en stor kunstevent Horisontal Vertical med dansere og byggearbejdere på arbejde…dansere i luften, på kraner, i byggepladsens støv og på gavl. Videoprojektioner og lyde fra Svartbag, en pakistansk DJ og byggepladsens maskinlyde udvidede oplevelsen (Valby Langgade 95 – udenfor Prøvehallen)

som afskedshilsen:

“Til vi ses i en plet på fremtiden…”

FØLGENDE TEATER-ANMELDELSE HAR JEG SKREVET TIL KULTURPORTALEN WWW.BYENKALDER.DK - stjerneantallet giver en lille tilkendegivelse om, at jeg desværre ikke var særligt imponeret. Holder ellers meget af Dostojevskij… 

** (to stjerner ud af seks)

”Menneskene er desperate for at finde noget, de kan tro på”
Ivan Karamazov

Brødrene Karamazov har alle den samme far, men er vokset op forskellige steder i landet – alle sendt væk, da deres mødre døde, mens de var helt små. Nu er de tre tilbage som voksne i den by, hvor deres far bor. Han er en gammel, fordrukken horebuk, hvis mest forsonende træk er, at han er meget rig. Ingen er lykkelige, og de tre brødre har alle en fortvivlet søgen efter noget tilsyneladende uopnåeligt. Den ældste bror Dimitrij (Mads M. Nielsen) søger efter kærligheden hos en kvinde, der har et forhold til hans far og som i øvrigt har skænket sit hjerte til en polsk officer. Den mellemste bror Ivan (Jens Jacob Tychsen) sætter spørgsmålstegn ved Guds eksistens og søger kærligheden hos sin brors forlovede. Den yngste bror Aljosja (Thure Lindhardt) er en algod munk, som diplomatisk forsøger at skabe det gode liv for alle. Igennem forestillingen bliver det mere og mere klart, at det er en følelse af broderlig samhørighed, der kan sætte dem fri.

FØLGENDE PRESSEMEDDELELSE HAR JEG SKREVET FOR PERFORMANCEN “HORISONTAL VERTICAL” produceret af Wilma Version. Foregår på MT Højgaards byggegrund foran Prøvehallen, Valby Langgade 95 i Valby.

Pressemeddelelse:  
                         
H O R I S O N T A L    VERTICAL    
 Oplev byggepladsens rå poesi, når dansere danser på kraner og gavlmure, bygningsarbejdere arbejder, store videoprojektioner vender op og ned på perspektiverne og lyden af drone noise bandet Svartbag og en pakistansk DJ blander sig med byggepladsens maskinlyde og en sopransanger, der løftes til vejrs med en kran. Iscenesætter Helle Fuglsang skaber en poetisk og tværkunstnerisk parallelverden lørdag den 16. september kl. 22 på MT Højgaards byggegrund ved Prøvehallen i Valby. (KUN DENNE ENE AFTEN)
 

Forestillingen Horizontal-Vertical spørger: ”Kan vi opleve verden på en anden måde og se muligheder og visioner i en fremtid, der er ved at blive skabt?” Den giver selv svaret, når en danser bruger den 18 meter høje lodrette gavl på Prøvehallen som sit dansegulv, mens danserens billede samtidigt projiceres fra kameraer, der er fastspændt på hende, ned på hendes dansegulv – det vil sige gavlen, så perspektivet ændres endnu engang.

Højt oppe i luften danser et par i en kran og ophæver vores oplevelse af tyngdekraft, mens en gruppe ældre spiller boule i byggepladsens grus. På taget af en container danser to børn flamenco og skaber derved en følsom kontrast til byggepladsens voldsomhed. Føddernes rytme forstærkes af mikrofoner og blander sig med gravkøernes larm. Byggepladsens maskiner indgår som belyste kæmpeskulpturer, der også med deres bevægelser og lyde er med til at skabe forestillingen.

KUNST OG ERHVERV
Forestillingen realiseres i samarbejde med entreprenørfirmaet MT Højgaard, der på denne måde ønsker at åbne vores øjne for den ukendte fremtid, som byggeriet vil blive rammerne for. ”Horisontal-Vertical” er dermed et anderledes konkret samarbejde mellem Kunst og Erhverv, fordi begge parter deltager i et integreret samspil. I forestillingen Horizontal-Vertical bliver der helt vendt op og ned på den måde, vi oplever verden på: Dansere blander sig med bygningsarbejderne, så man bliver i tvivl om, hvor grænsen går mellem dansens koreografi og arbejdets bevægelse.
 

INTERNATIONALE  og DANSKE KUNSTNERE
Ud over de lokale bygningsarbejdere deltager en række internationale og danske dansere og videokunstnere i forestillingen. Fra USA kommer Karl Gillick. Han er oprindeligt bjergbestiger, og nu ”aerial dancer”. Han danser i luften ved hjælp af ophængte tove og trisser. Fra Israel kommer Esther Wrobel, der danser i Charlotte Ikedas verdensberømte butoh-dansekompagni. Gavlperformance er skabt af danseren Tina Tarpgaard (bosat i Schweiz) samt komponist og programmør, Pelle Skovmand.

Bevægelserne understøttes af en lydside med lyde fra byggepladsens maskiner, som pladevibratorer, trykluftsbor og cementblandere, organiseret af komponisten Peter Kyed. Sammen med gruppen Svartbag, der blandt andet kommer fra det tidligere Düreforsøg og den pakistanske DJ Kid Kishore skabes et lydunivers hvor det voldsomme og det poetiske blander sig og skaber nye oplevelser.
 

Så begyndte kurset “Kulturproduktion: Fra idé til realisering af tværkunstneriske projekter”. Det foregår tirsdage på institut for kunst og kulturvidenskab.

Den første undervisningsgang diskuterede og indkredsede vi, hvad vi mente kendetegner et tværkunstnerisk projekt:

“Det tværkunstneriske værk er skabt af kunstnere i proces med hinanden”

Det tværkunstneriske handler om, at kunstnere med forskellige discipliner indgår i en udvekslende proces. Et tværkunstnerisk værk har altså en forudgående proces, der satte projektets forskellige aktører i spil med hinanden. Det skal nok lige præciseres, at jeg gerne vil have diskussioner i undervisningen og dermed tydeliggøre, at det er lige så meget kandidater fra moderne kultur som andre, der er med til at definere, hvordan tingene er. Det vigtigste er bare, at man altid søger at skabe en fælles forståelsesramme.

Tværæstetisk eller tværkunstnerisk? 

“De to begreber dækker i princippet over det samme” kom vi også ind på i den første undervisningslektion. Spørgsmålet er (efter jeg har diskuteret det med blandt andet Eva fra Workshopscenen), om det tværæstetiske og det tværkunstneriske adskiller sig fra hinanden ved, at det tværkunstneriske beskriver den integrerende og udvekslende proces, der foregår mellem kunstnere med forskellige discipliner. Mens det tværæstetiske værk er når én kunstner blander forskellige æstetiske udtryk?  

Google gav et andet svar: “Tværæstetisk” anvendes primært i forsknings- og universitetssammenhæng eller de store prestigefyldte fondsansøgninger. Med undtagelse af Aalborg Universitets Center for Modernismeforskning, der beskriver sit formål som følger:

Og her anvendes betegnelsen “tværkunstnerisk” da også til at beskrive en praksis tendens.  “Tværkunstnerisk” anvendes nemlig primært i praksis, som en beskrivelse af kunstprojekter, der går på tværs – af dem, som laver og formidler dem.

“Kulturministeriets pulje for tværgående projekter” (tidligere tværkunstneriske) beskriver sin formålserklæring:

“Man kan søge om støtte til projekter der indeholder tværkunstneriske elementer inden for og mellem områderne billedkunst, litteratur, musik og scenekunst”.

Det virker somom tværæstetisk knytter sig til videnskabelige, teoretiske sammenhænge, mens tværkunstnerisk knytter sig til praksis sammenhænge, hvor der også sker en formidling af værket til et publikum. 

FØLGENDE ARTIKEL OM TVÆRKUNSTNERISK KULTURPRODUKTION HAR JEG SKREVET TIL TERPSICHORE – TIDSKRIFTET FOR MODERNE DANS

Når kunsten bryder ud, ind og igennem…på tværs
Terpsichore sætter fokus på én af samtidens kulturelle tendenser – det tværkunstneriske samarbejde.  Folk med forskellige tilgange til tværkunstneriske projekter kommer til orde, og det er oplagt at relatere til tankerne fra andre af kulturhistoriens nybrud, som Bauhaus og dens forlængelse situationisterne, der begge havde tværfagligheden som et skabende mantra.

Skrevet af Karen Toftegaard, cand. mag

Det tværkunstneriske perspektiv
Der er en voksende fokus på tværkunstneriske projekter. Og der udbreder sig en erkendelse af, at mange kunstneriske input samlet i ét projekt kan skabe en kunstnerisk synergi-effekt. En populær arbejdsmetode inden for dans og teater (de performative kunstarter) er også blevet devising. Princippet er her, at alle parter i projektet skaber og bidrager med materiale til projektet – i samarbejde med instruktøren. Det er essentielt i denne samarbejdsproces, at hvert individs kompetencer bliver aktiveret, udfordret og til sidst samlet i et integreret udtryk.
 

Der er en voksende fokus på tværkunstneriske projekter. Og der udbreder sig en erkendelse af, at mange kunstneriske input samlet i ét projekt kan skabe en kunstnerisk synergi-effekt. En populær arbejdsmetode inden for dans og teater (de performative kunstarter) er også blevet devising. Princippet er her, at alle parter i projektet skaber og bidrager med materiale til projektet – i samarbejde med instruktøren. Det er essentielt i denne samarbejdsproces, at hvert individs kompetencer bliver aktiveret, udfordret og til sidst samlet i et integreret udtryk.Det tværkunstneriske samarbejde befinder sig stadig i en afsøgende fase, hvad angår formulering og optimering af de produktionsmæssige vilkår. Lige nu er de tværkunstneriske projekter reelt en konkretisering af, at en voksende gruppe kunstnere ønsker at arbejde på en måde, der etablerer et inspirerende krydsfelt med kunstnere, der kan noget andet end dem selv.
 

BAUHAUS
Det tværkunstneriske fokus er ikke noget nyt. I begyndelsen af det 20. århundrede blev Bauhaus’ manifest skrevet. Manifestet opfordrede til en sammensmeltning af kunst og håndværk i en ny formel enhed. Denne form for tværfaglighed er interessant i dag, fordi der på de kunstneriske scener viser sig en vilje til og nysgerrighed overfor at indgå i både tværfaglige og tværkunstneriske samarbejder.
Walter Gropius fra Bauhaus skrev i ”The Theory and Organization of Bauhaus”: ”No longer can anything exist in isolation. We perceive every form as the embodiment of an idea, every piece of work as a manifestation of our innermost selves [...] The solution depends on a change in the individual’s attitude toward his work, not on the betterment of his outward circumstances, and the acceptance to this new principle is of decisive importance for new creative work”.
Bauhaus taler dermed meget markant imod en isolering af kunstnerne og kunstarterne. Bauhaus-filosofien lød: ”Det enkelte menneske er i stand til at forstå helhedens idé og besidder evnerne til, på en harmonisk facon, at koordinere sin uafhængige aktivitet med det kollektive arbejde”. Målet var at udvikle den enkeltes evne til at indgå i den tværfaglige proces. Bauhaus konkretiserede dermed en generel reaktion mod den dekadente stilforvirring og overklasseornamentik, som prægede perioden omkring århundredeskiftet.
 

Situationisterne
Som en forlængelse af Bauhaus-skolens tankesæt kom situationisterne på banen i slutningen af 1960’erne. Situationisterne var ikke mindre radikale i deres revolutinære tankegang, og de kom til at repræsentere en kunstnerisk avantgarde, hvor der skulle være fuldkommen deltagelse og en direkte organisering af det levende øjeblik – i modsætning til henholdsvis skuespillet og den konserverende kunst. Situationisterne ville være dialogens og vekselvirkningens kunst, idet de, som Bauhaus, kritiserede adskillelsen mellem kunstnerne og samfundet. De ville lave globale aktiviteter frem for opdelte kunstoplevelser – og hele denne retnings ideologi giver god mening for store dele af kunsten i dag, hvor publikumsinvolvering og iscenesættelse af virkeligheden står højt på samtidskunstens dagsorden.
 

Udfordringer i det tværkunstneriske produktionsarbejde
Hvad kræver det tværkunstneriske arbejde? Terpsichore har spurgt repræsentanter fra en administrativ og undervisende instans, samt en kunstner, der befinder sig lige midt i en tværkunstnerisk proces. Spørgsmålene lød: ”Hvad ville give bedre produktionsvilkår for tværkunstneriske projekter?” og ”Hvad oplever I som de største kunstneriske og produktionsmæssige udfordringer i tværkunstneriske projekter?”
 

Mere gennemsigtig projektstøtte til tværkunstneriske samarbejder
Hanne Svejstrup fra projektcentret i Dansens Hus påpeger, at tværkunstneriske projekter har et stort problem, både hvad angår støtte og spillested: ”For det første er det svært at gennemskue Kunstrådets pulje for tværkunstneriske projekter. Hvad er præmissen for, at projektet er tværkunstnerisk? Hvad er princippet for uddeling og i hvor stor grad skal der være nytænkning? Puljen er blevet indsnævret i sin støttegivning, blandt andet fordi den har fået nycirkus som en hovedprioritet. Der mangler en risikovillig pulje/fond á la Kulturministeriets tidligere udviklingsfond”.
 

Scener med tværkunstneriske profiler?
For det andet er det en udfordring at finde det rigtige sted at opføre værket: ”Mange scener har efterhånden udviklet en meget klar profil, hvilket er en nødvendighed. Men det kan betyde, at de tværkunstneriske projekter lander mellem to stole”. I den forbindelse bliver det interessant at se, hvad det nye PLEX kan (tidligere Den Anden Opera). Hanne Svejstrup gør opmærksomhed på danseren Tina Tarpgaard, der har en administrativ aftale med Projektcentret. Tina Tarpgaard laver september 2006 et tværkunstnerisk projekt (”Grenzstadt”) i natklubben CultureBox. Det sker i samarbejde med og samtidigt med serbiske kunstnere på et galleri i Beograd. Elektronisk musik, live video og DJ’s vil blive streamet mellem de to steder og dermed inddrager projektet også hele netdimensionen. Begge steder vil henholdsvis serbiske og danske dansere agere som en del af hele scenariet. Publikum fra begge steder vil også kunne se og høre hinanden under hele den ”kulturelle event”, som Tina Tarpgaard selv betegner ”Grenzstadt”.
 

En kulturproducent med tværkunstneriske kompetencer
Hanne Svejstrup afslutter med at efterlyse en målrettet dansk uddannelse af kulturproducenter. Det ville gøre de kunstneriske, og herunder også de tværkunstneriske, sparringsprocesser bedre. Hun henviser til diverse forsøgsordninger på RUC i Arts Management og nu performancedesign, men der mangler noget mere målrettet. Mange andre lande har uddannelser heri. Hun understreger: ”Der er behov for nogen, der kan gå ind i både de kunstneriske udfordringer ved det tværkunstneriske arbejde og samtidigt være med til strategisk at sikre projektet i et større perspektiv”.
 

Eva Wendelboe fra Workshopscenen ser ligesom Hanne Svejstrup et stort behov for ”en producent, der har forståelse for den tværkunstneriske proces og som kan være en lige så stor medspiller i den udviklingsprocessen som de øvrige kunstnere. Men hvilke kompetencer skal en sådan producent have? Eva Wendelboe foreslår: ”Det skal være én der kender til både teori og praksis inden for projektledelse, én der har en viden om den kunstneriske proces og helst én, der har oplevet den tværkunstneriske proces selv. Det er vigtigt at producenten bliver opfattet som en kreativ medspiller i processen, fordi det i sidste ende kan være producenten, der binder projektet sammen og realiserer projektet økonomisk og administrativt. Producenten skal være med fra starten og kan være garant for at produktionen smelter sammen med den kunstneriske proces”.
 

KUNSTNERISKE PERSONLIGHEDER EFTERLYSES!
Eva Wendelboe specificerer: ”Jeg er træt af for meget demokrati i de kunstneriske udviklingsprocesser. Der er brug for stærke, visionære ledere i de tværkunstneriske projekter, der kan løfte den tværkunstneriske udfordring, hvor man styrer og udvikler et fælles koncept. Der skal være en tydelig placering af det kunstneriske ansvar i de tværkunstneriske projekter – ellers bliver værkets kvalitet ofte ikke god nok”. Hun fortsætter: ”Det er svært for projektets deltagere at turde slippe de metoder og udtryk, som de har lært og indgå i et reelt tværkunstnerisk samarbejde! Udfordringen er at turde udholde at være i den usikkerhed, der er forbundet med den tværkunstneriske arbejdsproces. Og der spiller en styring igen en stor rolle, for det er igennem ledelse, man kan få tillid til processen”. På Workshopscenen handler det om at undersøge og udforske det tværkunstneriske felt, så stedet ligger op til at hvert projekt finder det sæt spilleregler og den organisationsform, der motiverer og skaber kreativ dynamik i projektet. Kunstneren Tina Tarpgaard fra Recoil Performance Group supplerer: ” De største kunstneriske udfordringer er helt klart at bryde mine egne vaner i forhold til hvordan jeg er vant til at arbejde med dansen – jeg kan mærke mine begrænsninger”.
 

Tværkunstnerisk center
Hvordan bliver kunstnerne bedre til at arbejde tværkunstnerisk? Eva Wendelboe foreslår, at ”der skabes et center for tværkunstneriske projekter, der kan fungere som et laboratorium, så man kan blive fortrolig med den tværkunstneriske form. Det ville også være dette centers opgave at iværksætte projekter, der indsamlede viden om tværkunstneriske projekter og fik det tværkunstneriske område defineret som et felt. Kunsten, der kommer ud af disse samarbejdsprocesser er nemlig meget svær at formidle. Ligesom NordScen (gør det som en samlende instans på det nordiske område, red.) skulle dette center også lave workshops, symposier og arbejdsprogrammer”.
 

Tina Tarpgaard ser også en idé i et tværkunstnerisk center: ”Der er brug for øvesteder som har multikunstneriske faciliteter, der dækker de forskellige genrers behov: musik, net-, danse- eller videoorienteret. Det skulle være et multitask’ende center, der har kendskab til de forskellige miljøer – og på den måde kan koordinere og varetage de tværkunstneriske projekters interesser”.
 

Tina Tarpgaard dog en ikke-topstyret, kollektivt baseret løsningsform, hvor ”det er konceptet, der bestemmer, og hvor projektlederen primært er koordinerende. Der skal være et stærkt koncept, der blander de kunstneriske udtryk sammen. I projektet ”Grenzstadt” har vi forsøgt at skabe os et koncept omkring, hvad vi skaber, hvor vi i processen træder til med vores forskellige sprog”.
 

Det tværkunstneriske projekt – præmisser og potentiale
Potentialet for en mere helstøbt kunst, der aktiverer alle sanser, ligger i det synergistiske samarbejde, som den tværkunstneriske proces opstiller rammerne for. Præmisserne for dén kunst, der er opstået i det producerende krydsfelt mellem kunstnere med forskellig kunstfaglig baggrund og en indre tværkunstnerisk forståelse, er konkluderende: Den tværkunstneriske arbejdsproces kræver omstillingsparate og fleksible kunstnere, der formår at indgå i kollektivt skabende processer. Samt producenter med særlige forudsætninger for at navigere denne slags projekter. Den tværkunstneriske kunst kræver formidlere, som forstår selve det tværkunstneriske udtryk og potentiale. Og den kræver et publikum, som allerede findes, der søger mere komplekse udtryk og kunstoplevelser. De produktionsmæssige vilkår for tværkunstneriske projekter vil helt sikkert udvikle sig, men kun fremtiden kan besvare det sidste spørgsmål: ”Hvordan?”
 

[INFO-BOKS1]
Begrebsafklaring:
Tværkunstnerisk kunst: Kunst, hvis udtryk skabes/er blevet skabt i krydsfeltet og sammenstødet mellem flere forskellige kunstarter.
 

Tværkulturel kunst: Kunst, hvis udtryk skabes/er blevet skabt i krydsfeltet og sammenstødet mellem forskellige kulturer.
 

Tværfaglige projekter: Projekter, der er blevet til i et samspil mellem forskellige fagområder/erhverv.
 

Synergi-effekt: beskriver det samspil, der sker, når forskellige elementer skaber noget nyt sammen.
 

[INFO-BOKS2]
Workshopscenen:
- en netværksorganisation (støttet af Kulturministeriet), der har til formål at fremme tværkunstneriske samarbejder og projekter mellem studerende fra kunstuddannelserne i København
www.workshopscenen.dk 

Projektcentret
(tidligere dansekontoret) – et center, hvor dansere kan få administrativ bistand til projekter. Det sker via kontrakt, hvor centret har omkring 9 store projekter og 8 mindre projekter om året. Centret har desuden en public service funktion, hvor folk kan søge råd og vejledning hos dem
www.dansenshus.dk
 Tina Tarpgaard/Recoil performance group:       
“Grenzstadt” – 6.-7. og 13.-14. september 2006 på CultureBox
www.recoil-performance.org