Miss Katos Klumme

Kvinfo har lavet en mentorordning for kvinder med flygtninge/indvandrerbaggrund i Danmark. Netværket er opstået, fordi det har været efterspurgt af en længere række kvinder, der bad om hjælp til at forstå de mere eller mindre uskrevne regler, der gælder på arbejdsmarkedet i Danmark. Jeg blev tiltrukket af netværket og meldte mig som mentor, fordi jeg gerne vil gøre noget nyttigt og i dette tilfælde er det min viden, erfaring og netværk, der evt. kan gøre en forskel. Samtidigt er jeg bare nysgerrig efter at møde mennesker fra andre lande. I København søger netværket danske kvinder med en baggrund som:

Interesseret? Send en e-mail til mentor@kvinfo.dk eller ring til 33 13 50 88 og bed om mentornetværket

MIT FØRSTE MØDE: I fredags havde jeg mit første møde. Det var inspirerende at møde en kvindelig kunstner fra Letland. Jeg fik den samme kosmopolitiske følelse, som jeg oplevede, da jeg boede i Berlin. Samtidigt var vi begge novicer inden for mentorordningen – jeg som mentor og hun som mentee. Det betød at vi begge ikke var helt klar på hvad mødet gik ud på. Det fik vi talt om og det var faktisk meget rart. Vi fandt ud af, at vi allerede havde en fælles bekendt og jeg så hendes kunstværker. Jeg ser frem til, at vi mødes næste gang.

Jeg har været en del i teatret på det sidste og blandt andet set: ‘The End’ af LiminalDK (inst.:Erik Pold), der spiller på den anden Opera indtil den 27. maj. Forestillingen tager udgangspunkt i teatrets død og udstiller i princippet teatrets identitetskrise som en konsekvens af at virkeligheden er teatraliseret. Virkelighedens katastrofer som the Twin Towers, flodbølgen i Thailand og voldsomme orkaner er meget mere teatralske end teatret. Her kunne man forestille sig, at , men forestillingen stiller ikke spørgsmål som: Hvad er teatrets opgave, når virkelighedens dramaer lige nu appellerer i langt højere grad end teatrets dramaer? Hvor bringer det teatret hen som medie? Forestillingen giver heller ingen svar, i tilfælde af, at man ledte efter nogen. Det virker ikke somom det har været dets ærinde. Hele forestillingen virker i endnu højere grad som en drillende provokation med ironisk glimt i øjet efter devisen: “Hvis det er det I vil ha’, okay så får I det… suckers” sagt på samme charme-afvæbnende måde, som den unge Jodie Foster siger det i “Alice doesn’t live her anymore” (Martin Scorsese), da hun bliver hentet af sin mor hos politiet: “Solong Suckers!”. Der er provokation, men ingen krigerisk revolte. “The End” indeholdt nogle overlegne formmæssige aspekter, som bluescreening der indsatte performerne på henholdsvis Manhattan, strand i Thailand og en tilsyneladende harmonisk, fredelig grøn mark i Danmark. Der udspiller sig et meget komisk og underholdende drama med store effekter. Det komiske ligger netop i at performerne viser noget ubegribeligt stort og naturkraftfuldt ved hjælp af små legetøjsbondegårdsdyr, -biler, -fly samt malede flodbølger. Forestillingen er ikke så skarp og præcis som nogle af Erik Polds tidligere værker. Jeg ser en stor underholdningsværdi i forestillingen og det er klart den mest reelt involverende forestilling, jeg har set længe. Det allerstørste plus er, at den også tiltrækker dem, der ikke kan lide teater, fordi den hele tiden overrasker med gode idéer. Denne forestilling ville være en fantastisk ambassadør for scenekunsten. Og lige dér ligger hunden, hønen eller skoen begravet: Folk skal vide noget mere om at forestillinger som denne findes. Teatrets krise handler vel i lige så høj grad om, at vi er ved at blive kvalt i vores egen velfærd og en overflod af kulturtilbud, velgørenhedstilbud, livsstilstilbud osv..  

Jeg faldt over dette citat af ukendt: Inderst inde gemmer vi alle en ømhed, som en blomst, der vokser under sne. Jeg smilede, da jeg faldt over det, og nu er det hermed givet videre. Hvad er det der gør, at nogle sætninger rammer ind i noget, der føles rigtigt, mens andre glemmer man i det øjeblik, ens øjne har forladt det afsluttende punktum? 

Hvordan er det nu, det er med byrummet? Hvem har størst ret til at være der? Og hvordan får man skabt en praksis, der giver plads til både nye kreative tiltag og børnefamiliers behov for ro?

Politikerne lægger visionære planer for København som kreativ metropol, samtidigt med at de satser på børnefamilierne, som skal have større lejligheder og bedre vilkår i København. Hvordan kommer det til at hænge sammen? Spørgsmålet er om det behøver at være et komplekst problem. Hvis udgangspunktet er, at når man vælger at bo i en by, så er man nødt til at forholde sig til vilkårene for byen. Der findes mange skønne, billige boliger på afsides liggende egne, hvor man ikke behøver forholde sig til sin nabo i samme grad. I byen er der mange forskellige slags mennesker, som du hele tiden skal forholde dig til. I byrummet er der kommet flere aktører, som vil udnytte byrummets potentialer for kreativ udfoldelse, meningsytringer, idrætsaktiviteter og så videre. Pointen må være, at folk ikke skal isolere sig asocialt i deres lejligheder og udelukkende forholde sig reaktionært til byrummet uden for, men deltage aktivt i de samfund, som de er en del af, så der sker en vekselvirkning imellem beboere og aktører i byrummet – eller?

Måske handler det også om, at initiativer i byrummet altid husker borgerne i nærmiljøet – det er deres hverdag, man går ind og påvirker. Ikke fordi jeg mener, at man skal lade være med at gøre noget, men fordi man kommer længere med at betragte borgerne i nærmiljøet som en vigtig interessent i projektet. En garvet person fra Vej og Park, Københavns Kommune kom med rådet: “Jo mere information, jo færre klager”. Der må være nogle løsninger… 

og Ørepuljen på Amager har imødekommet projektet “Sommer til vinter”, der i al sin enkelhed går ud på at projicere videooptagelser fra sommerens varme og solrige dage op på husmure i kvarteret  – til vinter. Jeg går igang med optagelserne fra nu - “store vejrmagter - jeg er ydmyg – jeg anerkender jeres magt og storhed” 

Hvad var det lige, der skete? Jeg skimmer nyhedsbrevet fra Kulturministeriet her til morgen og ser overskrifter som “Nyt teaterlandskab i København” (Politiken) og “Københavns teaterliv er revolutioneret” (Berlingske Tidende). Jeg tager min pung og går ned til 7eleven: Politiken, Berlingske Tidende og Information – tak.

I Berlingske Tidende læser jeg, at Teaterfællesskabet Hovedstadens Teater (HT) har skiftet navn til Københavns Teater (KbhT). Medlemmerne af bestyrelsen er: Natsja Arcel, Nikolaj Cederholm, Mai Buch, formand Christian Scherfig, Steen Pade samt Michael Obel.

De har netop præsenteret en ny plan for de københavnske teatre. Sagen er kort skitseret: København skal have et nyt eksperimenterende teater – indtil videre kaldet Teater X. Det skal opstå ved at lukke Gladsaxe Teater (der lukkede kort efter jul), Aveny-T og Rialto Teatret. Samtidigt skal en fusion mellem Folketeatret og Det Danske Teater. I Berlingske står følgende:

• Teater X, Profil: Et nyt teater for moderne scenekunst. Skal udvikle nye produktionsformer. Bygninger: KbhT vil bygge et nyt teater, der kan erstatte Rialto og Aveny-T, som lukker fra 2007. Budget: 24, 6 millioner kroner. Pengene stammer fra Rialto Teatret, Aveny-T samt Gladsaxe Teater.
• Betty Nansen/Edison, Profil: Fortsat et teater for klassikere, der er læst på nye måder samt eksperimenterende teater med nye fortælleformer. Budget: 15,7 millioner kroner. Stort set uændret (100.000 kr. mere)
• Folketeatret/Hippodromen/Boxen, Profil: Folkeligt teater i samarbejde med Det Danske Teater. Bygninger: Lokalerne på Nørregade shines op med ny facade. Budget: 44 millioner kroner. Pengene kommer fra de nuværende tilskud fra Folketeatret og Det Danske Teater.
• Nørrebros Teater, Profil: Moderne morskabsteater fra stand up til folkekomedie. Bygningerne: Fortsætter på Ravnsborggade. Får nye prøvefaciliteter betalt af Københavns Teater. Budget: 13,8 millioner kroner. Stort set uændret (100.000 kr. mere).
• Østre Gasværk, Bygninger: Fortsætter på Nyborggade. får nye prøvefaciliteter betalt af Københavns Teater. Desuden publikumsrækkerne gjort mere fleksible, så der ved særlige lejligheder er plads til 1400 mennesker. Budget: Sættes op til 16,4 millioner kroner.

Nikolaj Cederholm brugte bil-metafor til at illustrere den konkurrence københavnske teatre ligger i med Det Kgl. Teaters nye operahus og kommende nye skuespillerhus og nationalscene: “Det Kgl. Teater kører i Volvo-klassen, mens vi kører Toyota og vil sælge flere  og bedre modeller og øge det reelle billetsalg.” Planen indeholder også en kønskvotering: En tredjedel af teatrenes ledere skal være kvinder – dvs. mindst to. Planen sendes nu ud i høring sølle 14 dage. Det betyder, at der skal reageres hurtigt, hvis der er nogle indvendinger – og har dermed mest karakter af et demokratisk alibi.

Spørgsmålet er, hvad dette oplæg betyder?

Hvis man ser på budgetterne, så kan man undre sig over fordelingen. Og især at Waage Sandø bare får skænket ansvaret for folketeatret med det suverænt største budget på 44 millioner kroner. Og hvad sker der med det mystiske Teater X? Er det bare en fiks rokade af nogle budget-tildelinger, som nu alle kommer til at tilfalde Jon Steffensen som ny direktør for Teater X (mine spekulationer)? I den forbindelse er det iøvrigt underligt, at der aldrig er blevet stillet spørgsmålstegn ved, at Jon Steffensen fortsatte som teaterdirektør efter at min store helt Ole Bornedal valgte at forlade teatret i protest mod dansk teater (hans heltestatus hænger primært sammen med, at han er fra Nørresundby og dermed er fra Nordjylland, som jeg selv:-)). Jeg er nysgerrig efter, hvordan det politiske spil er… Nu kun ca. et halvt år efter Kanonhallens lukning, der også var en underligt ugennemsigtig sag, så kan jeg se mange fordele i at teaterpolitik, som al anden politik, kommer til at foregå meget mere gennemsigtigt – ligegyldigt om det drejer sig om Københavns Kommunes beslutning om et lille storby teater (Kanonhallen) eller om Københavns Teaters fremtidsplan for Københavns store teatre.   

Et andet spørgsmål er, hvor skal/kan den kritiske debat tages?

Pressen har svært ved at få spalteplads, når de har skrevet det første indlæg om planen. Redaktionerne vil kategorisere efterfølgende oplæg som værende af specifik teaterpolitisk karakter. Pressen er udelukkende blevet håndteret som et oplysningsmedie: Mandag kl. 13 fik pressen besked og teatrenes ledere var indkaldt til møde senere på dagen. Det vil sige, at pressestrategien fra KbhT gjorde det svært for pressen at forholde sig kritisk til emnet – fordi journalisterne fik svært ved at gennemskue tingene. Journalisterne har en deadline, men kan ikke få udtalelser fra teaterlederne, fordi de sidder i møde hele mandagen. Tirsdag præsenteres det nye teaterprogram og det bliver sværere for teaterjournalisterne på dagbladene at få historien igennem. Der er lidt Arnold Schwarzenegger PR-strategi over det. Til guvernørvalget i Californien kørte han hele sin kampagne på styre pressen jernhårdt - gennem meget få interviews og stor hemmelighed omkring ham. Københavns Teater har gennemført meget hemmelige forhandlinger og løftede først mandag den 15. maj sløret for dem – det inviterer ikke til åben debat, men understreger endnu engang topstyringen i dansk teater – Der er et eller andet i vejen med strukturerne.

“Københavns Teater er en selvejende institution under Kulturministeriet, der fra 1. januar 2006 overtog de opgaver, der hidtil lå i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab under HUR. Københavns Teater har til formål at støtte driften af et antal teatre i Storkøbenhavn. Den samlede årlige tilskudsbevilling udgør knap 150 mio. kroner. Senest ved udgangen af 2006 fraflytter sekretariatet for Københavns Teater sin nuværende adresse og etablerer sig i nye rammer.”

On Air-Line er en weblog-performance, som vises på AirPlay Street Gallery den 20. + 22. juni kl. 21.00 og den 23. juni kl. 19.00. AirPlay Street Gallery ligger på hjørnet af Ravnsborggade og Sankthansgade. Målet med performancen er at undersøge webloggen som medie, og hvad folk bruger deres ytringsmulighed til.

I dag har jeg lavet et interview med Trine-Maria Kristensen fra Social Square. Social Square beskriver sig selv som: ”Vi hjælper organisationer med at omstille sig til en verden, hvor kunder er deltagere – ikke modtagere. Vi arbejder med weblogs og andre teknologier, der fremmer samtaler, fordi samtaler er et bærende element i organisationsudvikling, innovation og kommunikation.”  www.socialsquare.dk

Interviewet skal bruges i en video/computerinstallation som en del af “On Air-line”. Målgruppen for interviewet er både folk, der ved en masse om weblogs og dem, der knap nok har hørt navnet før. Jeg brugte interviewet som en undersøgelsesmetode og havde nytte af at trække gamle Steinar Kvale frem (“Interview – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview”).

“Forskningsinterviewet – det halvstrukturerede livsverdensinterview: ”et interview, der har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener.”

”Et interview er en samtale, der har en struktur og et formål. Det går ud over den spontane udveksling af synspunkter som i den dagligsdags samtale og bliver til en omhyggeligt udspørgende og lyttende metode, der har til formål at tilvejebringe en grundigt efterprøvet viden.” s. 19 – KvaleJeg er igang med at redigere interviewet og lægger nok en kort version ud her om nogle uger…

Jeg går en tur igennem byen. Jeg lægger mærke til en mor, der cykler med hendes barn bagpå. Da de stopper for rødt, drejer barnet hovedet ud til siden og kaster op. Ingen siger noget – heller ikke jeg. Lyset skifter til gult, moren sætter af og kører videre. Der er blevet grønt.

Jeg går en tur igennem byen midt på dagen. Jeg overhører diskussionen mellem en buschauffør og en næsten påkørt cyklist. Han er vred – cyklisten. Buschaufføren taler ham til fornuft, mens han signalerer til mig, at det helt klart var en overreaktion.

Jeg går en tur igennem byen, mens jeg tænker på noget andet.

Jeg går en tur igennem byen, fordi jeg kan.

Jeg har lavet en kursusbeskrivelse på kurset “Kulturproduktion: Fra Idé til Realisering af tværkunsteneriske projekter”. Kurset udbydes på Moderne Kultur og Kulturformidling (Københavns Universitet) til efteråret. I forberedelsen af projektet havde jeg blandt andre positive oplevelser en god og inspirerende samtale med Eva fra Workshopscenen – kunstuddannelsernes tværkunstneriske netværk. Målet med kurset er at få fokus på, hvad formidlingen og produktion af tværkunstneriske projekter rent faktisk indebærer. Det er derfor vigtigt, at der etableres en kontakt med dem, der via deres kunstuddannelse arbejder tværfagligt. Jeg prøver at gennemskue, hvordan de studerende vil få mest ud af kurset – have fuld indflydelse og råderum – samtidigt med nogle kreativt befordrende rammer.

Til vi ses!Q! 

Kursusbeskrivelsen: Hvis man kaster et blik ud over kunstscenerne, ser man en række hybrider og tværkunstneriske værker, som ikke passer ind i de kategorier, kulturformidling traditionelt har anvendt og flere steder stadig anvender. Kulturformidlere fra Moderne Kultur og Kulturformidling har dén tværkunstneriske kunstforståelse, der skal til for at formidle tværkunstneriske projekter. Men hvordan gør man? Hvordan udvikler, planlægger og afvikler man et tværkunstnerisk projekt? Dette kursus diskuterer og afprøver projektudvikling og -styring med udgangspunkt i et metode-teoretisk og et praktisk forløb. Kursets deltagere vil i grupper udvikle og afvikle en tværkunstnerisk installation/event/udstilling – fra idé til realisering af et tværkunstnerisk projekt. Det er kursets deltagere, der udvikler og formgiver det konkrete projekt.