Miss Katos Klumme

E-book er en god måde til kort og overskueligt at formidle et emne med kvalitet. Du kommer mere i dybden end en almindelig (kortere) web-tekst. Samtidigt har du hurtig distribution og minimale udgifter til udgivelse. Hvis du vælger at sælge den via for eksempel en webshop eller platformen Ebog.dk, så er du ikke på samme måde nødt til at sætte en høj pris for at få dækket omkostningerne.

ALLE vil gerne have noget gratis

Hvis du vælger at bruge E-book som markedsføring og distribuerer den gratis, så du får spredt budskabet om både emnet men også om dine fortræffelige kompetencer inden for området og/eller får styrket din kommunikationsplatform ved at bruge e-bogen som en gulerod, hvis man for eksempel tilmelder sig dit nyhedsbrev. Den helt klare fordel er, at ALLE vil gerne have noget gratis, så det virker, hvis E-book er godt lavet!

Skabertrang og skaberglæde

Lykke Rix har skrevet en E-book: “Skabertrang og skaberglæde“. Hun bruger den til markedsføring og det virker. Jeg har allerede spontant sendt hendes nyhedsbrev med bogens download-link videre til 5 personer. Det er ikke det, hun skriver. Det er måden, hun skriver det på, som gør “Skabertrang og skaberglæde” værdifuld. Det er ærlig (autentisk, om du vil) kommunikation på 26 sider inklusiv en personlig intro og outro af Lykke Rix. Hun skriver i et direkte, medmenneskeligt sprog, hvor hun viser stor forståelse for menneskers konkrete situationer. Man kan mærke hende og tror på hende, når hun beskriver kreativitetens styrke i dit liv som for eksempel her: ”Jeg siger ikke, at finder og plejer du dit kreative udtryk, så kan det redde ægteskabet og triste skæbner, men jeg siger blot, at der måske skal meget mindre til, end du tror, og at det starter hos dig. Hvorfor ikke starte der i stedet for at skabe store ændringer udenfor dig selv, som har konsekvenser for dig og dem du elsker?”

Selvudvikling kontra skabertrang

Lykke Rix udfordrer selvudviklings-fænomenet, der kan kamme over i navlebeskuende fokus på ens eget selv. Hendes tese er, at det er skabertrangen, som er det vigtige i forhold til at komme til at kende os selv. Ikke de “Fix-it” behov, som selvudviklingsindustrien skaber og nærer. Her forudsættes det, at vi alle er gået i stykker og skal repareres. Og jeg tenderer til at give hende ret. Jeg har netop læst to bøger sideløbende: Julia Cameron “Kunsten at være kreativ” og Debbie Ford “Når skyggen tager over”.

Åndedrætsbesvær og kvalme

Jeg fik bogstaveligt talt åndedrætsbesvær og kvalme af at læse Fords udredninger om, hvordan vi er vores egne værste fjender, når vi lader skam og vores skyggesider ødelægge os selv. Ikke fordi jeg synes, hun skrev dårligt. Nej, tværtimod fordi jeg synes, kvinden ramte så uhyggeligt plet i sin beskrivelse af den menneskelige natur. Jeg gik helt i baglås over al den skam – den sorte ulv, der måtte sidde indeni mig – parat til at voldtackle mig, hver gang jeg var på vej til succes. Vejen til selvudvikling går her igennem en rensende dekonstruktion af vores selvopfattelse og masker for at kunne blive genfødt påny som et mere harmonisk menneske. 

Glød i kinderne

Når jeg læste Julia Camerons konstruktive bog om kreativitet, blev jeg derimod begejstret og kunne mærke gløden i mine kinder, hjernen der stillede skarpt og tunede ind på frekvenser, som jeg havde glemt eller ikke troede, jeg kendte til. Her kommer du til at lære dig selv at kende gennem kreativiteten. Det bliver gennem den kreative praksis, at du bliver fortrolig med og anerkender forskellige sider af dig selv. Og det er konstruktivt, produktivt og energifyldt.

Det lille Spørgsmål

Både Cameron og Ford påvirkede mig i høj grad, hvilket vil sige, at deres bøger har en virkning (selvfølgelig har de det – begge kvinder er hardcore bestseller-forfattere!). Hvis jeg skulle vælge ville jeg til enhver tid vælge Cameron, måske fordi jeg har en stor skaberglæde og måske er det også derfor, at Lykke Rix ryger direkte ind på førstepladsen af min blogtop 3 i denne uge. Hun skriver bloggen Det lille Spørgsmål med samme hjertevarme tone som hendes E-book.

For et par dage siden skrev jeg om eskapisme under overskriften “Dagens Detalje: A book a day keeps reality away…and creativity in shape“. Jeg har netop læst endnu et nyhedsbrev, der minder modtageren om at leve i nuet – ikke i fremtiden eller i fortiden. Og så overvejer jeg…er eskapisme det direkte modsatte af det allestedsnærværende mantra “Lev i nuet”? At leve i nuet er at forholde sig til det NU, man befinder sig i – ikke fortiden eller fremtiden. Fiktion er vel hverken fortid eller fremtiden. Hvis man fordyber sig i fiktionen, så opleves det jo lige så levende som virkelighedens NU. Bliver eskapisme så til fiktionens nuets kraft…eller?

Kunst kan gøre én afhængig på samme måde som mad, sport, arbejde. Nogle gange skal jeg bare have kunst lige ind i årerne og sluger film, bøger, scene- og samtidskunst i et væk. I så stor en grad at det bliver til en slags eskapisme. Eskapisme kan dog være virkeligt godt for sjælen, fordi det skaber et rum (dit rum!) til at drømme ud over hverdagens rammer. Selvfølgelig skal man nok lige overveje om man har en særlig grund til at ville væk fra realiteterne. Fiktionsjunkier kan have lidt svært ved virkeligheden, der enten er for kedelig eller alt for langt væk.

Kunstneriske eskapader

Eskapisme kan have en kvalitet i forhold til vores evne til netop at se nye muligheder i vores samfund og levevis, når vi ser det ude fra og sammenligner det med de universer, som vi har mødt på vore kunstneriske eskapader. Derfor synes jeg det ville være på sin plads at lave en lille tilføjelse til citatet: “A book a day keeps reality away”…and creativity in shape!

Direkte copy-pastet fra Wikipedia (om eskapisme):

Eskapisme er en karakteristik, som bruges om flere typer litteratur og film. Eksempler er: triviallitteratur, science fiction, helteskildringer (gerne historiske), westerns, krigslitteratur af fiktiv art, – kort sagt alt litteratur, som giver mulighed for at drømme sig væk eller ind i andres liv og roller, hvor hverdagen er anderledes og måske bedre end den her og nu.

Ikke alle litterater stiller sig lige negativt over for eskapisme. J.R.R. Tolkien hævdede i essayet “On Fairy-Stories”, at formen gjorde læserens horisont videre, og C.S. Lewis – ophavsmand til Romferd-trilogien og Narnia, påpegede spøgefuldt, at modsætningen til eskapisten var fangevogteren. Science fiction-tilhængere påpeger også, at nævnte genre har bidraget stærkt til, at man i dag har rumforskningsprogrammer.

Hvad tænker du om eskapisme? Hvordan er dit forhold til kunst?

Creative Time i New York har sendt den danske satiriske aktionskunstner Jacob Boeskov til Nigeria for at lave Nollywood. Han optræder som Dr. Cruel i, hvad der på traileren ser ud til at være, en pænt speedet satire om Afro Icelandic Liberation Front.

…rundt omkring. Nogle af dem blogger ganske livligt, og jeg holder af at følge med. Min uges top 3 er:

1. Mette Holbæk – Om Succes for Selvstændige Kvinder
2. Julia Lahme – Om familieliv samt PR & kommunikation
3. Minimega design - farverige designs og lækre DIY-input

De skriver levende og fotoblogger i alle farver og motiver – meget ofte…Skønt! Og nå ja, så er det godt for deres forretning, hvilket også gør dem til kloge forretningsfolk… Inspirerende!

Flere blogs i dag

I dag er der mange flere (kvinder) som blogger, end da jeg selv begyndte i 2006. Der var det stadigt sådan mest lidt nørdet, hvilket jeg såmænd godt vil stå ved at være, når det gælder kommunikationsmuligheder online. I 2007-2008 var jeg redaktør på Camp X’s blog, hvilket dog fik en brat slutning i forbindelse med teatrets lukning. Og i 2009 var der så meget andet at lave, at det kun blev til et halvhjertet come back på Miss Katos Klumme. 

Tak for god blog-inspiration

Det er blandt andet seje damer som Holbæk, Lahme og Minimega-damen Sara Andersen, der her i 2010 inspirerer mig til at give Miss Katos Klumme fornyet kraft…Tak for det!

…er vanvittigt velskrevet og især den første novelle “Det vi kalder Berna” rammer mig med en lige højre i mellemgulvet og giver mig åndenød på grund af dens ubarmhjertighed. Hele bogen er en sønderlemmende kritik af kultur-elitens dobbeltmoral, ideologiske forfald og blødende distanceret kynisme over for dem, der ikke kan leve op til kultur-elitens høje standarder inden for dannelse og kreativt talent.

Knallert i Kregme og Baader-Meinhof

“Det vi kalder Berna” fortæller historien om den talentfulde, dynamiske altid-i-centrum kvinde Clara, der har gået på Bernadotteskolen sammen med bogens jeg-fortæller Mikkel. Clara har forelsket sig i den meget handlekraftige Jannik, der tunede sin knallert i Kregme, mens de andre lyttede til Weather Report og diskuterede Baader-Meinhof. 

Romantiker blandt kynikere

Jannik lever ikke op til Berna-klikens forståelse af dannelse, fordi hans viden er tillært og ikke funderet i hjertet. Han er derimod romantiker og ender med at få sit hjerte flået ud og eksploderet i stykker, da kvinden, han netop offentligt har erklæret sin kærlighed, lader en gammel Berna-ven tage sig bagfra. Kvinden, der ventede hans barn, som hun ikke var sikker på at hun ville have. Og novellesamlingen har adskillige eksempler på, hvordan kultur-elitens kynisme ender med at såre mennesker, der lever mere i deres følelser. Sentimentalitet og følelser forbindes med småborgerlighed og ligger langt fra den desinteresserede interesse, som kendetegner kultur-eliten.

Ubarmhjertig jeg-fortæller

Som novellesamlingen skrider frem træder jeg-fortælleren, madskribenten Mikkel Vallin, mere og mere i karakter som en mand, der er ved at gå i opløsning. Det bliver tydeligt at nok er der noget i vejen med kultur-eliten, men de ubarmhjertige øjne tilhører også en mand, som er kørt fast i den samme kritiske rille og hvis selvrespekt smuldrer.

Styrke og Svaghed

Det er både novellesamlingens styrke og svaghed at jeg-fortælleren kommer mere på banen i de sidste noveller. Styrke fordi det trækker fortælleren ud af den rent beskrivende rolle. Det gør novellesamlingen mere balanceret. Det er samtidigt en svaghed, fordi der var mere bid i de første noveller. I de sidste noveller er der tendens til, at de tipper over i selvdestruktiv jeg-fortællerstil, som ikke er lige så stærke som de rammende beskrivelser Martin Kongstad skaber af de mennesker omkring jeg-fortælleren.

Kulturchok

Martin Kongstad skriver utroligt rammende, og jeg ville da næsten ønske at jeg havde læst bogen, da jeg begyndte på humaniora som 20-årig. Det ville nok have sat det hele i perspektiv for en ung nordjyde, der hørte Black Sabbath første gang, da hun var 19. Og selvom jeg havde suget en del kulturel dannelse til mig på Fjerritslev gymnasium, så skete det sideløbende med kvindefodbold, Jomfru Ane gades dunkende rytmer og the voice som primær musikkilde. Det var et lille kulturchok at dukke op på KUA efter en hel sommer som livredder i Faarup Sommerland – heldigvis et af de mere positive. Jeg smiler ved tanken. Der er sket en del siden og der har da heldigvis også været flere kulturchok siden hen.

…og så går jeg der i solen, mens tankerne flyver og kinden smiler ad forårets stråler. Pludselig trænger en frisk klar røst igennem med et “Hej” og jeg får øje på Wilma, aka Helle Fuglsang, i solen.

Hun står lige der og har som altid en masse inspirerende idéer på spidsen af tungen. Hendes særlige evne til at iscenesætte hverdagen og virkelighedens rum åbner øjnene for fantasifulde, gakkede og pænt sjove versioner af verden – se hvordan på WILMA VERSION.

…gjalder det fra børnene på tilskuerrækkerne i Teater Zeppelin på Vesterbro. Det er midt under forestillingen “Den helt vildt sørgelige historie om Den lille Pige med Svovlstikkerne“, som er instrueret af performance kunstner Erik Pold for Apollo Teater. Det er børneteater, når det er rigtigt godt! Det klassiske og meget sørgelige eventyr får en masser varm humor, når for eksempel rapporteren fra “Tændstik Breaking News” ihærdigt prøver at finde ud af, hvad der er sket med den lille pige, som ligger død på fortovet på årets første dag. 

Samtidigt bliver fortællingen især aktuel gennem velanbragte beskrivelser af, hvad det vil sige at være fattig i dag. Det er en lektie, der burde have været fast pensum i min egen skoletid. I flere årtier har der i velfærdsdanmark ikke været tale om fattigdom – og hvordan den kan opstå. Og så er det lige pludselig da også mest ens egen skyld, hvis man ikke klarer sig godt – uden skelen til social arv. Hvis man vil, så kan man jo bare sætte sig nogle mål og komme videre med sit liv.

Tændstik Breaking News: “Tilbage til studiet!” Det er i det hele taget en meget veloplagt forestilling, der tager børnene seriøst med en humoristisk og bogstavelig ‘alle er gået fra Snøvsen”-logik. For børnene følger jo med i hvad de voksne taler om og ser i fjernsynet. Og det er sjovt, når skuespiller Niels Jørgensen spiller distræt politiker på tv, der ikke kan forklare, hvad finanskrisen egentligt er for noget.

Efter forestillingen råber børnene begejstret: “Ekstranummer, ekstranummer, ekstranummer…” og jeg smiler, da jeg hører et par piger pjatte med ”Tændstik Breaking News” på vej ud i regnvejret. Og mit indre legebarn banker og vil ud – hvorfor er voksenteater ikke så involverende? Hvorfor virker det som om at det ofte bliver lavet for at få mennesker til at føle sig små – over for kunsten? I stedet for at føle sig berusede og levende medrevet.

“Hvorfor har Danmark ikke større tradition for co-financierede scenekunstprojekter, hvor produktioner financeres af forskellige samarbejdspartnere, som vi ofte ser i for eksempel Tyskland?” eller ”Hvorfor har vi ikke produktionshuse inden for scenekunsten, hvor kunstnerne har producenter tilknyttet?”…lyder det ofte til diverse velinitierede netværks-arrangementer inden for dansk scenekunst. En del af svaret ligger nok i, at der ikke har været tradition for producenter i Danmark. Den 1-årige sceneproducent-uddannelsen begyndte på Statens Teaterskole i august 2008. Den uafhængige scenekunst har altid skåret producenten væk – selvom det måske nok var den del af branchen, der har allermest brug for det. Inden for den etablerede scenekunst er det først inden for de seneste år, at for eksempel Århus Teater og Republique (Københavns Teater) er begyndt at operere med en producent-stilling. På det kongelige Teater har man også producenter. Men det er ikke en rolle, der er tradition for.

Chapter 15 er et netværk for producenter af international scenekunst. Her arbejder man for at styrke producenternes internationale netværk, men har samtidigt indirekte fokus på kommunikations- og producent-arbejdets vilkår på den internationale arena. Altsammen tegn på, at en proces er igang i forhold til produktionen af scenekunst.

MEN HVORFOR IKKE RYDDE BORDET OG SAMTIDIGT… skele til de mange gode idéer til financiering, som findes inden for andre brancher. Og her tænker jeg nemlig ikke kun på filmbranchen, der danner rollemodel for hele producent-strukturen. Socialsquare henviser for eksempel til crowd funding, der er en slags mikro-børs for projekt-idéer. Der er store financieringspotentialer for kulturlivet og måske især inden for den innovative del af kunstprojekter, der går på tværs af brancher og også evner at have diverse  samfundsmæssige dimensioner med. I en nær fremtid, hvor de private fonde lukker i og de offentlige bevillinger bliver mindre kunne crowd funding være fremtidens mikro-investering i kulturlivet for den enkelte borger. Og her er det brugerne/borgerne, der bestemmer, hvilke projekter, de ser en værdi i. Det er da mega-armslængdeprincip og nærværende borger-engagement på samme tid.

Kulturformidling er vigtig for at kunst og kultur bliver integreret i samfundet og netop kommer i reel kontakt med de ikke-indviede. Man kan selvfølgelig altid rejse spørgsmålet om kulturformidling overhovedet burde være vigtig, for al god kunst burde indeholde en kommunikation til folk - og være integreret i samfundet.

Kunstens distancering til folk

Men sådan fungerer det ikke altid i praksis. “Er det kunst?” og “Jeg forstår mig ikke på kunst” er stadigvæk hyppige måder at forholde sig til kunst og kultur på. Og det er sådan set forståeligt nok idet kunsten igennem tiderne har været brugt til at markere samfundets forskellige statuspositioner. For eksempel var teatrene tidligere indrettet med pladser til adelen, borgerskabet og bønderne. Det var jo en forskel fra teatret på markedspladserne, hvor pladserne ikke var fordelt efter rang i samfundet…eller i hvert fald ikke lige så formelt. I dag er det priserne og adgangen til sær-billetaftaler, der markerer hvor folk kommer til at sidde i teatret. Sær-billetaftalerne afhænger enten af økonomisk kapital som virksomheds/sponsor-aftaler eller politisk strategiske personer med magt eller kulturel kapital. 

Elisabeth Toubroe, billedkunstner og formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg, mener at mange kunstnere kommer til at modarbejde sig selv, fordi de ikke kommunikerer til ikke-indviede folk, men til andre kunstnere – altså den indviede gruppe, som kender referencerne og strategierne. Det er problematisk, fordi kunsten dermed netop kommer til at lukke sig om sig selv.

Kunst i det offentlige rum

Kunst i det offentlige rum kan synes at være løsningen, fordi man dermed placerer kunsten i folks hverdag og dermed frigør dem fra at skulle opsøge kunsten selv. Da jeg var med til at stifte og udvikle AirPlay Street Gallery (2006 -), var den primære drivkraft netop, at vi ville give folk samtidskunst lige midt i deres hverdag, når de var på vej i fakta og hjem fra arbejde med børnene nyligt afhentede fra institutionen. Der er selvfølgelig også svagheder ved kunst i det offentlige rum, men intentionen om at ville møde folk bliver meget reel – i hvert fald hvis man ikke forsøger at overføre publikumskonventionerne fra institutionerne til det offentlige rum. Her opstår der andre. Hvor kulturformidlingen inden for institutionen måske primært handler om at formidle kunsten, så handler kulturformidling i det offentlige rum primært om at formidle nye måder at opleve og se kunst på.

Kunsten.nu har iværksat  en interessant diskussion om kulturformidling her