Miss Katos Klumme

Jeg kan ikke høre bandet, der spiller. Det er nu heller ikke derfor, jeg er kommet. Jeg vil egentligt bare snakke…med folk, jeg kender og ikke kender. Heldigvis køber jeg deres cd “LYSERØD LYSEBLÅ BEIGE”, for jeg har på fornemmelsen, at der er noget, jeg må høre. Først da jeg kommer hjem og klikker rundt på bandets hjemmeside, ser jeg, at de også har den på vinyl. Og så lytter jeg – dag ind og aften ud.

Selv den bedste båd kan kæntre

Musik-mæssigt kan jeg bedst lide “Selv den bedste båd kan kæntre” med dens sprøde, legende livlige toner og et taktfast bornholmerur i baggrunden. Den har jeg faktisk hørt rundt regnet 25 gange nu. Teksterne er hverdag, hjerte og en lille smule smerte, der nogle gange er lige på kanten til det patetiske, men dog mest er nøgterne konstateringer med en lyrisk grundtone. Jeg kan godt savne lidt variation i lydbilledet, og finder samtidigt tryghed i dette klangfine univers af musiker Solveig Sandnes med en lidt fjern drømmende vokal. Det er ikke virkelighed, selvom lyriker Lone Hørslev skaber ordpryd ud af hverdagen og dens dramaer. Det er drømmende hverdagspoesi. 

De er sjældne

Og ja! Klangene og ordene er sjældne, men jeg savner, at noget af den feminine power, som musikerne i bandet udstråler, kommer til udtryk i teksterne. Det bliver lidt anstrengende i længden, når de smukke ord mest beskriver en passiv, skrøbeligt sårbar og livsforsigtig karakter. Faktisk lidt ligesom jeg har meget svært ved at kapere de selvcentrerede jeg-er-bare-en-lille-uskyldig-fugl-som-godt-kan-være-lidt-bitchet-men-altså-kun-på-den-sikre-måde-tekster fra Annika Aakjær. Hendes pragtfulde stemme giver forhåbninger om en kvinde, der bruser kraftfuldt igennem.

Kunstnerisk eskapisme

Der kan være meget power i sårbarhed og lyriske vendinger – der kan også godt være bare en lille smule mening…ER DE SJÆLDNE er en slags kunstnerisk eskapisme, der med afsæt i hverdagen flygter fra den og ikke rigtigt går i dybden med hverken følelser eller samfund. Og det kan også have en værdi. Jeg har jo jævnligt beskrevet vigtigheden af eskapisme her på bloggen.  Det skaber mentalt frirum. Det er måske også derfor, jeg har hørt “Selv den bedste båd kan kæntre” 25, nej nu 26 gange…Det ændrer dog ikke på at jeg vil glæde mig til at høre et lidt mere vovet, kraftfuldt udspil fra ER DE SJÆLDNE.

Det er den første dag på året, hvor jeg cykler uden jakke. Det er næsten sommer og der er mange mennesker på byens gader og pladser. Jeg drejer ind ad en hemmelig gade på Nørrebro, sætter kurs mod pladsen med mange menneskeklynger, der også har smidt jakken. Der står en Campingvogn. Jeg går hen imod den. Standser op og overvejer at vende om, da jeg hører én udbryde: “Det her er jo én stor familiefest”. Men jeg vælger alligevel at fortsætte. Da jeg kommer nærmere kan jeg se, at der heldigvis er flere, som er mødt op af nysgerrighed og ikke fordi de kender værten. Vi står samlet i ét af Nørrebros Mellemrum. Og vi skal afsted på tur igennem bydelen- sammen med vores to guider. Vi ved ikke, at om lidt over 2 timer vil vi opleve byen, hinanden og kunsten med en særlig følelse af fællesskab.

MELLEMRUM – byvandring med dans og sanselige overraskelser

Det er Kitt Johnson (X-Act), der præsenterer MELLEMRUM for 2. gang (første gang 2007 – læs her). Vi skal på vandring i en bydel (Nørrebro) med dans og sanselige overraskelser. Annette Skov og Sylvester Roepstorff har stået for planlægningen af byvandringens ruter og overraskelser. Kitt Johnson har kurateret koreograferne, der denne dag er: Mette Ingvartsen, Merete Byrial & Susanne Bonde samt tyrkiske Mustafa Kaplan. Sidstnævnte er fra et område i Tyrkiet (Konya), som mange af tyrkerne på Nørrebro har som hjemstavn.

Guide til forførelse

Jeg havde store forventninger til MELLEMRUMs guides (læs her). Det er ellers ikke en god idé, men de blev generøst indfriet. Det skete ikke på den måde, som jeg havde efterlyst – med publikumsdeltagerne som intervention/iscenesættelse i byens rum. Men faktisk udviklede det sig i en retning, som passer langt bedre til det fine i MELLEMRUM-projektet, hvor det er deltagerens oplevelse, som er i fokus. Kodeordet er en tillidsvækkende, omsorgsfuld attitude over for byvandringens publikumsdeltagerne (folk skifter mellem at være publikum og deltager).

Med en gaffel

Vi bliver forført langsomt og næsten uden at bemærke det – med vandring gennem gårde, passager og gader, som åbenbarer sider af Nørrebro, vi ikke ser i hverdagen. Med en gaffel som vi får uden forklaring og holder om en halv gade og en lang trappe gennem et kulturhus med revolutionære slagord på væggen før den placeres i en velsmagende lille appetitvækker.

Vi beholder gaflen hele turen igennem og tager den frem på en somalisk restaurant, som ingen af os sikkert ville have besøgt, hvis det ikke var fordi vi blev guidet derind. Også selvom vi alle virker meget tolerante. Der er mørkt inden for og mændene sidder i restaurantens forlokale. Kvinderne skal om i baglokalet. Vi får vand at drikke og på bordet står der velsmagende ris med stegt kød og grønsager ovenpå. Og der er en grøn chili, der prikker kraftigt som en nu-smag (i modsætning til en eftersmag, taler vi om, mens vi spiser af samme fad). “Den er lavet af grøn chili, citron og hvidløg”, fortæller en af restaurantens unge mænd med et skævt overbærende smil, somom han synes, det hele er lidt fjollet, men alligevel ret ok, at der sker noget andet. Vi tører gaflen af og går videre. Da turen slutter bruger vi gaflen til at fiske jordbæret op af det boblebrusende champagneglas.

Oplevelsesbaseret kulturformidling

Når vi følger guide-stokken, så accepterer vi alt, hvad vi møder på vores vej – med et smil. Spekulerer på om det vi oplever er en del af oplevelsen eller noget, der ‘bare sker i virkeligheden’. Også da vi kører med cykeltaxa gennem Nørrebroparken. Guideningen er et virkeligt godt eksempel på, hvad jeg vil kalde oplevelsesbaseret kulturformidling. Her fungerer den guidede byvandringen som en kulturformidling, der forbereder og åbner publikumsdeltagernes sanser for danse-oplevelser, der er originale og særlige. Og med byvandringen (den oplevelsesbaserede kulturformidling) beviser Kitt Johnson, at hun har forståelse for, at mennesket oftest kræver respektfuld forførelse, når det står over for noget, det aldrig har prøvet før. Der er simpelthen tale om en meget effektiv forandringsstrategi, hvor den oplevelsesbaserede kulturformidling baner vejen for de særlige, off-stream kunsoplevelser.

Den Sensitive Have

Mette Ingvartsen har sammen med en børneflok fra Nørrebro skabt Den Sensitive Have. Hele deltagerflokken får udleveret et par briller, eller rettere et sæt hvide kugler med fjerkrans. Kuglerne er lysfølsomme, så det eneste du kan se er forskellige toner – lyshvid, gråhvid, blåhvid. Ørerne bliver dækket af et par høretelefoner. En hånd griber din og en anden hånd tager nænsomt rundt om dig. Du føres langsomt ind i Den Sensitive Have.

Jeg nynner først lettere nonchalant: “I’ve been down this road…”, men pludselig får jeg lyst til at dukke mig. Der er en hveps og den går helt tæt på mit øre. Den flyver rundt om mig og det er faktisk ubehageligt. Mit instinkt skriger:”Løb!”, mens jeg anerkendende tænker: “Det er sgu’ godt lavet”. Der kommer lyde af ild og vand med matchende farvenuancer, gråhvid og blåhvid. Jeg kan mærke luft-strøg nær min krop. Det må være børnene. Et prik i hånden og endnu et luftstrøg. Og det føles somom jeg står der en evighed – ikke som i ‘holder-det-ikke-snart-op-evighed’, men som i ‘jeg-mærker-og-er-til-evigheden’. Og da jeg bliver ført uden for haven igen, længes jeg allerede tilbage.

Pigerne på Græsbakken

Børn kigger frem bag bakkerne i det grønne landskab. Så er de væk igen. Hov, der var den ene der og så den anden igen. Og væk. Jeg bliver et øjeblik i tvivl om hvorvidt Teletubbies-land rent faktisk ligger på taget af Korsgadehallen. Men skyder hurtigt tanken fra mig, da unge Tania fra Nørrebro rejser sig foran os og fortæller, hvorfor hun godt kan li’ at bo på Nørrebro (hendes venner) – og hvad hun synes er dårligt (bilerne, der kører stærkt). Hun fortsætter: “Jeg drømmer om at blive skuespiller og at få en hund”. Hun kalder på hunden og mimer, at den kommer. Og med ét er hele bakkelandskabet fyldt med unge piger i røde dragter, der går tur med deres hunde.

Det allerbedste kommer frem

Det er sjovt, virker ærligt og drøncharmerende. Merete Byrial og Susanne Bonde har fundet det allerbedste frem i pigerne, ved at lade dem være sig selv og fortælle deres egen historie gennem små, præcise detaljer, der i sammenhæng kalder på hjertesmil. Og bevægelserne er superenkle og udført med en entusiasme, der slår alle forventninger om noget perfekt minimum 5 gange hjem i Ludo.

Kolbøttemanden

En mand råber op bag ved mig. Jeg vender mig om og prøver at vurdere om, det er en forstyrret person eller en del af turen. Er på nippet til at gå videre, da han begynder en stribe kolbøtter hen ad fortovet og over vejen. Jeg skæver hurtigt til guiderne, der gør antræk til at gøre ophold. Det er tyrkiske Mustafa Kaplan, som indtager byens rum med sin interventionistiske fremfærd. Det tegner lovende, men desværre inviteres vi inden for i en kælder til en performance, der langt fra er lige så interessant som hans måde at erobre byrummet på. Derudover er der videovisning af, hvordan han binder Assistents Kirkegaarden ind med et stykke garn og hvordan han bevæger sig langs Nørrebrogade med sin kolbøttegang og ved at mave sig frem. Det er underholdende og virker som en kunstens svar på skjult kamera.

Øjenåbnende (kliché, ja men alligevel meget rammende!)

Denne MELLERUM-vandring er meget vellykket både hvad angår de udvalgte koreografer og guideningen – STOR RESPEKT!. De får utroligt meget ud af få virkemidler. Jeg tænker: “Det er øjenåbnende, og bagefter ser du byen på en helt anden måde”. “KLICHÉ!” når mit formidler-overjeg at brøle, men hører så en deltager udbryde begejstret: “Det er øjenåbnende og du ser byen på en helt anden måde”. Og i det her tilfælde er det hende, der ved bedst. Det er hendes første møde med byen på denne måde – gennem kunsten og den forførende, sanselige byvandring. Jeg synes, hun har ret og slår følge med hende tilbage til vores cykler, der stadig står på pladsen – et hemmeligt sted på Nørrebro.

E-book er en god måde til kort og overskueligt at formidle et emne med kvalitet. Du kommer mere i dybden end en almindelig (kortere) web-tekst. Samtidigt har du hurtig distribution og minimale udgifter til udgivelse. Hvis du vælger at sælge den via for eksempel en webshop eller platformen Ebog.dk, så er du ikke på samme måde nødt til at sætte en høj pris for at få dækket omkostningerne.

ALLE vil gerne have noget gratis

Hvis du vælger at bruge E-book som markedsføring og distribuerer den gratis, så du får spredt budskabet om både emnet men også om dine fortræffelige kompetencer inden for området og/eller får styrket din kommunikationsplatform ved at bruge e-bogen som en gulerod, hvis man for eksempel tilmelder sig dit nyhedsbrev. Den helt klare fordel er, at ALLE vil gerne have noget gratis, så det virker, hvis E-book er godt lavet!

Skabertrang og skaberglæde

Lykke Rix har skrevet en E-book: “Skabertrang og skaberglæde“. Hun bruger den til markedsføring og det virker. Jeg har allerede spontant sendt hendes nyhedsbrev med bogens download-link videre til 5 personer. Det er ikke det, hun skriver. Det er måden, hun skriver det på, som gør “Skabertrang og skaberglæde” værdifuld. Det er ærlig (autentisk, om du vil) kommunikation på 26 sider inklusiv en personlig intro og outro af Lykke Rix. Hun skriver i et direkte, medmenneskeligt sprog, hvor hun viser stor forståelse for menneskers konkrete situationer. Man kan mærke hende og tror på hende, når hun beskriver kreativitetens styrke i dit liv som for eksempel her: ”Jeg siger ikke, at finder og plejer du dit kreative udtryk, så kan det redde ægteskabet og triste skæbner, men jeg siger blot, at der måske skal meget mindre til, end du tror, og at det starter hos dig. Hvorfor ikke starte der i stedet for at skabe store ændringer udenfor dig selv, som har konsekvenser for dig og dem du elsker?”

Selvudvikling kontra skabertrang

Lykke Rix udfordrer selvudviklings-fænomenet, der kan kamme over i navlebeskuende fokus på ens eget selv. Hendes tese er, at det er skabertrangen, som er det vigtige i forhold til at komme til at kende os selv. Ikke de “Fix-it” behov, som selvudviklingsindustrien skaber og nærer. Her forudsættes det, at vi alle er gået i stykker og skal repareres. Og jeg tenderer til at give hende ret. Jeg har netop læst to bøger sideløbende: Julia Cameron “Kunsten at være kreativ” og Debbie Ford “Når skyggen tager over”.

Åndedrætsbesvær og kvalme

Jeg fik bogstaveligt talt åndedrætsbesvær og kvalme af at læse Fords udredninger om, hvordan vi er vores egne værste fjender, når vi lader skam og vores skyggesider ødelægge os selv. Ikke fordi jeg synes, hun skrev dårligt. Nej, tværtimod fordi jeg synes, kvinden ramte så uhyggeligt plet i sin beskrivelse af den menneskelige natur. Jeg gik helt i baglås over al den skam – den sorte ulv, der måtte sidde indeni mig – parat til at voldtackle mig, hver gang jeg var på vej til succes. Vejen til selvudvikling går her igennem en rensende dekonstruktion af vores selvopfattelse og masker for at kunne blive genfødt påny som et mere harmonisk menneske. 

Glød i kinderne

Når jeg læste Julia Camerons konstruktive bog om kreativitet, blev jeg derimod begejstret og kunne mærke gløden i mine kinder, hjernen der stillede skarpt og tunede ind på frekvenser, som jeg havde glemt eller ikke troede, jeg kendte til. Her kommer du til at lære dig selv at kende gennem kreativiteten. Det bliver gennem den kreative praksis, at du bliver fortrolig med og anerkender forskellige sider af dig selv. Og det er konstruktivt, produktivt og energifyldt.

Det lille Spørgsmål

Både Cameron og Ford påvirkede mig i høj grad, hvilket vil sige, at deres bøger har en virkning (selvfølgelig har de det – begge kvinder er hardcore bestseller-forfattere!). Hvis jeg skulle vælge ville jeg til enhver tid vælge Cameron, måske fordi jeg har en stor skaberglæde og måske er det også derfor, at Lykke Rix ryger direkte ind på førstepladsen af min blogtop 3 i denne uge. Hun skriver bloggen Det lille Spørgsmål med samme hjertevarme tone som hendes E-book.

For et par dage siden skrev jeg om eskapisme under overskriften “Dagens Detalje: A book a day keeps reality away…and creativity in shape“. Jeg har netop læst endnu et nyhedsbrev, der minder modtageren om at leve i nuet – ikke i fremtiden eller i fortiden. Og så overvejer jeg…er eskapisme det direkte modsatte af det allestedsnærværende mantra “Lev i nuet”? At leve i nuet er at forholde sig til det NU, man befinder sig i – ikke fortiden eller fremtiden. Fiktion er vel hverken fortid eller fremtiden. Hvis man fordyber sig i fiktionen, så opleves det jo lige så levende som virkelighedens NU. Bliver eskapisme så til fiktionens nuets kraft…eller?

Jeg har lige oplevet livestreaming af Wilma Versions Danceperformance “BONDAGE”. Live fra værtshuset La Copa, Åboulevarden går Wilma aka Helle Fuglsang rundt blandt gæsterne. “Living next door to Alice” toner i baggrunden. Et par af værtshusets gæster hæver stemmen og istemmer brølende “Who the fuck is Alice”. Nogle danser opstemt til “Rock around the clock tonight”. Wilma inviterer alle folkene op i sin lejlighed for at se en form for danseperformance. “Hvad er det for noget?” lyder det langsomt bævende, men dog intereresseret. “Hvis I har lyst, så har jeg en fantastisk forestilling, jeg vil dele med jer”. “”Hvad sal er det på?” Wilma svarer: “4. sal”. “Nå men det kender jeg godt. Jeg bor selv på 4. sal”. Wilma siger begejstret: “Jamen, så er vi naboer”. “Nej, nej, jeg bor jo helt ude ved Bispebjerg”. JEG ER BEGEJSTRET!

Når kunsten kommer til folket

Wilma genner værtshusets gæster op i sin lejlighed på 4. sal for at se danseforestillingen BONDAGE. Happeningen er et stjerneeksempel på kunst, der kommer til folket. Wilma smiler på vejen: “Jeg synes, det må være en ny politik at man går bare ud og henter sit publikum!” Og det gør hun både på værtshuset og på nettet via livestreaming. Selvom der er lidt tekniske udfordringer med en Live Poll-boks lige midt i billedet, et ekko og til tider mørke billeder, så er det interessant. Netop på grund af det direkte møde der sker mellem performer og publikum. Jeg tilgiver nemt de tekniske mangler ved livestreamingen, fordi jeg kan se potentialerne i den. Det ville ikke være interessant, hvis man begyndte at livestreame forestillinger uden publikumsinteraktion. Det er alt det uden om, som giver streamingen nerve – publikum, der bliver forført ind i en privat lejlighed af sirenen Wilma. En lejlighed med et kæmpe vægskab, der udnyttes af den adrætte danseperformer – ud gennem en låge, ovenpå skabet og i karambolage med en klap-ned-seng.

“Du kommer aldrig nogensinde hjem til min lejlighed”

Det varer 10 minutter og publikum lyder mere begejstret end flere dannede premierepublikummer tilsammen. Måske fordi de er blevet taget så godt imod og mødt med en upretentiøs og meget gavmild tilgang til kunsten. Hele projektet er en fin kunstgestus over for mennesker, hvilket er så karakteristisk for Helle Fuglsangs arbejde. Hun kan forføre mennesker ind i kunstens univers og vise dem hverdagens kunstneriske potentiale med en beundringsværdig respekt for dem. Måske også derfor opstår der en spontan publikumssamtale bagefter. Og ikke én af de der artige setups med kunstnere, der fortæller om forestillingen. Nej, det er en decideret samtale mellem mennesker – om forestillingen, lejligheden, livet. Samtalerne og møderne bliver kunst ligesom danseforestillingen. Og vi griner alle med – live og sikkert også online, da én af publikummerne drævende konstaterer: “Du kommer aldrig nogensinde hjem til min lejlighed”.

På et helt lavpraktisk plan er livestreaming selvfølgelig også genial, fordi du kan opleve performance live, mens lilletrolden sover og manden er til koncert.

Kunst kan gøre én afhængig på samme måde som mad, sport, arbejde. Nogle gange skal jeg bare have kunst lige ind i årerne og sluger film, bøger, scene- og samtidskunst i et væk. I så stor en grad at det bliver til en slags eskapisme. Eskapisme kan dog være virkeligt godt for sjælen, fordi det skaber et rum (dit rum!) til at drømme ud over hverdagens rammer. Selvfølgelig skal man nok lige overveje om man har en særlig grund til at ville væk fra realiteterne. Fiktionsjunkier kan have lidt svært ved virkeligheden, der enten er for kedelig eller alt for langt væk.

Kunstneriske eskapader

Eskapisme kan have en kvalitet i forhold til vores evne til netop at se nye muligheder i vores samfund og levevis, når vi ser det ude fra og sammenligner det med de universer, som vi har mødt på vore kunstneriske eskapader. Derfor synes jeg det ville være på sin plads at lave en lille tilføjelse til citatet: “A book a day keeps reality away”…and creativity in shape!

Direkte copy-pastet fra Wikipedia (om eskapisme):

Eskapisme er en karakteristik, som bruges om flere typer litteratur og film. Eksempler er: triviallitteratur, science fiction, helteskildringer (gerne historiske), westerns, krigslitteratur af fiktiv art, – kort sagt alt litteratur, som giver mulighed for at drømme sig væk eller ind i andres liv og roller, hvor hverdagen er anderledes og måske bedre end den her og nu.

Ikke alle litterater stiller sig lige negativt over for eskapisme. J.R.R. Tolkien hævdede i essayet “On Fairy-Stories”, at formen gjorde læserens horisont videre, og C.S. Lewis – ophavsmand til Romferd-trilogien og Narnia, påpegede spøgefuldt, at modsætningen til eskapisten var fangevogteren. Science fiction-tilhængere påpeger også, at nævnte genre har bidraget stærkt til, at man i dag har rumforskningsprogrammer.

Hvad tænker du om eskapisme? Hvordan er dit forhold til kunst?

SYNSFORSTYRRELSER af Anders Christiansen

Eneren Anders Christiansen har skabt ny forstyrrende danseforestilling “SYNSFORSTYRRELSER“. Forestillingen spiller den 7. – 12. maj på Dansescenens intimscene “Lille Carl” – alle dage kl. 20. Du kan vinde 2 billetter via Kultunaut - inden den 5. maj 2010.

Frasortering

Jeg har egentligt i mange år undgået Anders Christiansens forestillinger. For snart et årti siden så jeg en soloforestilling, som jeg ikke engang kan huske hvad hedder. Jeg skulle skrive en anmeldelse til Terpsichore - DK’s eneste tidsskrift om dans som scenekunst. Jeg husker bare, at jeg oplevede forestillingen som meget selvhøjtidelig og med ungdommens arrogance frasorterede jeg Anders Christiansens forestillinger i årene, der kom efter.

Jeg tog fejl

Men jeg tog vist fejl og er nok gået glip af flere ganske glimrende forestillinger på et spinkelt vurderingsgrundlag. Dansekunstneren Anders Christiansen har mange facetter, som både er kommet til udtryk i koreografering af originale danseforestillinger og diverse solo-forestillinger. Nu glæder jeg mig til at få mit blik forstyrret her først i maj på Dansescenen – og jeg fortæller selvfølgelig om oplevelsen lige her….

Egentligt bryder jeg mig ikke om offentlig transport. Man står tit alt for klemt og mange forskellige lugte, man helst var foruden trænger sig anmasende på – hele tiden. Men én af de helt store gaver ved offentlig transport, er muligheden for at overhøre samtaler mellem de rejsende.

“Det synes hun var kunst”

På de foreste sæder i 5A sidder et yngre par, måske midt i tyverne. De kunne godt ligne nogle, der var på vej til at besøge deres forældre i en lille by syd for København. Kvinden sidder og sms’er, mens hun remser eksempler op på hvad en veninde synes er kunst. “…en der skar en jøde stjerne i sin mave. Det synes, hun var kunst”, understreger hun skeptisk med den der underliggende dybe, lidt søvnsnøvlende tone. “Og der var én, der skulle sidde på en udstilling og stirre publikum ind i øjnene i tre måneder – altså hun tog jo hjem og spiste. Det synes, hun var kunst!” Og så står de af. Uden at han får et ord indført og uden at jeg får flere pragmatiske kunstrefleksioner.

Der er kun 130 sider i Don Delilos bog “Kropskunstneren”. Jeg har netop genlæst dem og  undervejs overvejede jeg et kort sekund, hvorfor det nu lige var, at jeg havde anbefalet min litteraturklub, at vi skulle læse den. I min hukommelse står den som én af de store små bøger på linje med Milan Kunderas “Langsomheden”.

Formmæssig fryd

Jeg kan godt lide dens skift mellem subjektive og mere objektive fortællevinkler. En alvidende fortæller, der både beskriver kropskunstnerens indre stemme og subjektive opfattelse af situationen. Et afsnit med nekrolog-tekst i avis. Et interview med kropskunstneren. De sproglige beskrivelser er en fryd. Læs f.eks. lige: “Vindens tuden gjorde hende urolig, indadvendt, på en måde værre end udviskende sne eller isaflejringer, der trækker stærkstrømsledninger ned”. Formmæssigt er bogen inspirerende.

…til hun kan leve igen…

Selve fortællingen om kropskunstneren Lauren Hartke, der mister sin mand er dog ikke vanvittigt ophidsende. Hun udtænker en plan, der går ud på at “tilrettelægge tiden, til hun kunne leve igen”. Det rører mig ikke, eller det vil sige at mine associationer rører mig. Sætningen minder mig nemlig om min bedstefar, der blev enkemand i en ung alder. Det gjorde stort indtryk på mig, da han 4 årtier senere fortalte, at han var nødt til at sende sine små drenge væk til familie i et halvt år og selv arbejde fra kl. 6 morgen til kl. 22 aften hver eneste dag efter hans kones alt for tidlige død. Det føltes for ham som den eneste måde, han kunne overleve på – ved at tilrettelægge tiden stramt, til han kunne leve igen og få sine drenge hjem igen.

Og så alligevel

Der er nu alligevel noget særegent over fortællingen. Lauren Hartke møder (skaber) et mandsvæsen, som opfylder hendes behov for at gennemleve den sidste tid med sin mand – på et helt konkret niveau med de samme sætninger og situationer, fragmenteret. Det er et sært univers, som vokser ud af hendes ensomme sorg. Et univers, der antyder det der er sket, nutiden i sorgen og en ny fremtid for hende.

…er vanvittigt velskrevet og især den første novelle “Det vi kalder Berna” rammer mig med en lige højre i mellemgulvet og giver mig åndenød på grund af dens ubarmhjertighed. Hele bogen er en sønderlemmende kritik af kultur-elitens dobbeltmoral, ideologiske forfald og blødende distanceret kynisme over for dem, der ikke kan leve op til kultur-elitens høje standarder inden for dannelse og kreativt talent.

Knallert i Kregme og Baader-Meinhof

“Det vi kalder Berna” fortæller historien om den talentfulde, dynamiske altid-i-centrum kvinde Clara, der har gået på Bernadotteskolen sammen med bogens jeg-fortæller Mikkel. Clara har forelsket sig i den meget handlekraftige Jannik, der tunede sin knallert i Kregme, mens de andre lyttede til Weather Report og diskuterede Baader-Meinhof. 

Romantiker blandt kynikere

Jannik lever ikke op til Berna-klikens forståelse af dannelse, fordi hans viden er tillært og ikke funderet i hjertet. Han er derimod romantiker og ender med at få sit hjerte flået ud og eksploderet i stykker, da kvinden, han netop offentligt har erklæret sin kærlighed, lader en gammel Berna-ven tage sig bagfra. Kvinden, der ventede hans barn, som hun ikke var sikker på at hun ville have. Og novellesamlingen har adskillige eksempler på, hvordan kultur-elitens kynisme ender med at såre mennesker, der lever mere i deres følelser. Sentimentalitet og følelser forbindes med småborgerlighed og ligger langt fra den desinteresserede interesse, som kendetegner kultur-eliten.

Ubarmhjertig jeg-fortæller

Som novellesamlingen skrider frem træder jeg-fortælleren, madskribenten Mikkel Vallin, mere og mere i karakter som en mand, der er ved at gå i opløsning. Det bliver tydeligt at nok er der noget i vejen med kultur-eliten, men de ubarmhjertige øjne tilhører også en mand, som er kørt fast i den samme kritiske rille og hvis selvrespekt smuldrer.

Styrke og Svaghed

Det er både novellesamlingens styrke og svaghed at jeg-fortælleren kommer mere på banen i de sidste noveller. Styrke fordi det trækker fortælleren ud af den rent beskrivende rolle. Det gør novellesamlingen mere balanceret. Det er samtidigt en svaghed, fordi der var mere bid i de første noveller. I de sidste noveller er der tendens til, at de tipper over i selvdestruktiv jeg-fortællerstil, som ikke er lige så stærke som de rammende beskrivelser Martin Kongstad skaber af de mennesker omkring jeg-fortælleren.

Kulturchok

Martin Kongstad skriver utroligt rammende, og jeg ville da næsten ønske at jeg havde læst bogen, da jeg begyndte på humaniora som 20-årig. Det ville nok have sat det hele i perspektiv for en ung nordjyde, der hørte Black Sabbath første gang, da hun var 19. Og selvom jeg havde suget en del kulturel dannelse til mig på Fjerritslev gymnasium, så skete det sideløbende med kvindefodbold, Jomfru Ane gades dunkende rytmer og the voice som primær musikkilde. Det var et lille kulturchok at dukke op på KUA efter en hel sommer som livredder i Faarup Sommerland – heldigvis et af de mere positive. Jeg smiler ved tanken. Der er sket en del siden og der har da heldigvis også været flere kulturchok siden hen.