Det er den første dag på året, hvor jeg cykler uden jakke. Det er næsten sommer og der er mange mennesker på byens gader og pladser. Jeg drejer ind ad en hemmelig gade på Nørrebro, sætter kurs mod pladsen med mange menneskeklynger, der også har smidt jakken. Der står en Campingvogn. Jeg går hen imod den. Standser op og overvejer at vende om, da jeg hører én udbryde: “Det her er jo én stor familiefest”. Men jeg vælger alligevel at fortsætte. Da jeg kommer nærmere kan jeg se, at der heldigvis er flere, som er mødt op af nysgerrighed og ikke fordi de kender værten. Vi står samlet i ét af Nørrebros Mellemrum. Og vi skal afsted på tur igennem bydelen- sammen med vores to guider. Vi ved ikke, at om lidt over 2 timer vil vi opleve byen, hinanden og kunsten med en særlig følelse af fællesskab.

MELLEMRUM – byvandring med dans og sanselige overraskelser
Det er Kitt Johnson (X-Act), der præsenterer MELLEMRUM for 2. gang (første gang 2007 – læs her). Vi skal på vandring i en bydel (Nørrebro) med dans og sanselige overraskelser. Annette Skov og Sylvester Roepstorff har stået for planlægningen af byvandringens ruter og overraskelser. Kitt Johnson har kurateret koreograferne, der denne dag er: Mette Ingvartsen, Merete Byrial & Susanne Bonde samt tyrkiske Mustafa Kaplan. Sidstnævnte er fra et område i Tyrkiet (Konya), som mange af tyrkerne på Nørrebro har som hjemstavn.
Guide til forførelse
Jeg havde store forventninger til MELLEMRUMs guides (læs her). Det er ellers ikke en god idé, men de blev generøst indfriet. Det skete ikke på den måde, som jeg havde efterlyst – med publikumsdeltagerne som intervention/iscenesættelse i byens rum. Men faktisk udviklede det sig i en retning, som passer langt bedre til det fine i MELLEMRUM-projektet, hvor det er deltagerens oplevelse, som er i fokus. Kodeordet er en tillidsvækkende, omsorgsfuld attitude over for byvandringens publikumsdeltagerne (folk skifter mellem at være publikum og deltager).
Med en gaffel
Vi bliver forført langsomt og næsten uden at bemærke det – med vandring gennem gårde, passager og gader, som åbenbarer sider af Nørrebro, vi ikke ser i hverdagen. Med en gaffel som vi får uden forklaring og holder om en halv gade og en lang trappe gennem et kulturhus med revolutionære slagord på væggen før den placeres i en velsmagende lille appetitvækker.
Vi beholder gaflen hele turen igennem og tager den frem på en somalisk restaurant, som ingen af os sikkert ville have besøgt, hvis det ikke var fordi vi blev guidet derind. Også selvom vi alle virker meget tolerante. Der er mørkt inden for og mændene sidder i restaurantens forlokale. Kvinderne skal om i baglokalet. Vi får vand at drikke og på bordet står der velsmagende ris med stegt kød og grønsager ovenpå. Og der er en grøn chili, der prikker kraftigt som en nu-smag (i modsætning til en eftersmag, taler vi om, mens vi spiser af samme fad). “Den er lavet af grøn chili, citron og hvidløg”, fortæller en af restaurantens unge mænd med et skævt overbærende smil, somom han synes, det hele er lidt fjollet, men alligevel ret ok, at der sker noget andet. Vi tører gaflen af og går videre. Da turen slutter bruger vi gaflen til at fiske jordbæret op af det boblebrusende champagneglas.
Oplevelsesbaseret kulturformidling
Når vi følger guide-stokken, så accepterer vi alt, hvad vi møder på vores vej – med et smil. Spekulerer på om det vi oplever er en del af oplevelsen eller noget, der ‘bare sker i virkeligheden’. Også da vi kører med cykeltaxa gennem Nørrebroparken. Guideningen er et virkeligt godt eksempel på, hvad jeg vil kalde oplevelsesbaseret kulturformidling. Her fungerer den guidede byvandringen som en kulturformidling, der forbereder og åbner publikumsdeltagernes sanser for danse-oplevelser, der er originale og særlige. Og med byvandringen (den oplevelsesbaserede kulturformidling) beviser Kitt Johnson, at hun har forståelse for, at mennesket oftest kræver respektfuld forførelse, når det står over for noget, det aldrig har prøvet før. Der er simpelthen tale om en meget effektiv forandringsstrategi, hvor den oplevelsesbaserede kulturformidling baner vejen for de særlige, off-stream kunsoplevelser.
Den Sensitive Have
Mette Ingvartsen har sammen med en børneflok fra Nørrebro skabt Den Sensitive Have. Hele deltagerflokken får udleveret et par briller, eller rettere et sæt hvide kugler med fjerkrans. Kuglerne er lysfølsomme, så det eneste du kan se er forskellige toner – lyshvid, gråhvid, blåhvid. Ørerne bliver dækket af et par høretelefoner. En hånd griber din og en anden hånd tager nænsomt rundt om dig. Du føres langsomt ind i Den Sensitive Have.
Jeg nynner først lettere nonchalant: “I’ve been down this road…”, men pludselig får jeg lyst til at dukke mig. Der er en hveps og den går helt tæt på mit øre. Den flyver rundt om mig og det er faktisk ubehageligt. Mit instinkt skriger:”Løb!”, mens jeg anerkendende tænker: “Det er sgu’ godt lavet”. Der kommer lyde af ild og vand med matchende farvenuancer, gråhvid og blåhvid. Jeg kan mærke luft-strøg nær min krop. Det må være børnene. Et prik i hånden og endnu et luftstrøg. Og det føles somom jeg står der en evighed – ikke som i ‘holder-det-ikke-snart-op-evighed’, men som i ‘jeg-mærker-og-er-til-evigheden’. Og da jeg bliver ført uden for haven igen, længes jeg allerede tilbage.
Pigerne på Græsbakken
Børn kigger frem bag bakkerne i det grønne landskab. Så er de væk igen. Hov, der var den ene der og så den anden igen. Og væk. Jeg bliver et øjeblik i tvivl om hvorvidt Teletubbies-land rent faktisk ligger på taget af Korsgadehallen. Men skyder hurtigt tanken fra mig, da unge Tania fra Nørrebro rejser sig foran os og fortæller, hvorfor hun godt kan li’ at bo på Nørrebro (hendes venner) – og hvad hun synes er dårligt (bilerne, der kører stærkt). Hun fortsætter: “Jeg drømmer om at blive skuespiller og at få en hund”. Hun kalder på hunden og mimer, at den kommer. Og med ét er hele bakkelandskabet fyldt med unge piger i røde dragter, der går tur med deres hunde.
Det allerbedste kommer frem
Det er sjovt, virker ærligt og drøncharmerende. Merete Byrial og Susanne Bonde har fundet det allerbedste frem i pigerne, ved at lade dem være sig selv og fortælle deres egen historie gennem små, præcise detaljer, der i sammenhæng kalder på hjertesmil. Og bevægelserne er superenkle og udført med en entusiasme, der slår alle forventninger om noget perfekt minimum 5 gange hjem i Ludo.
Kolbøttemanden
En mand råber op bag ved mig. Jeg vender mig om og prøver at vurdere om, det er en forstyrret person eller en del af turen. Er på nippet til at gå videre, da han begynder en stribe kolbøtter hen ad fortovet og over vejen. Jeg skæver hurtigt til guiderne, der gør antræk til at gøre ophold. Det er tyrkiske Mustafa Kaplan, som indtager byens rum med sin interventionistiske fremfærd. Det tegner lovende, men desværre inviteres vi inden for i en kælder til en performance, der langt fra er lige så interessant som hans måde at erobre byrummet på. Derudover er der videovisning af, hvordan han binder Assistents Kirkegaarden ind med et stykke garn og hvordan han bevæger sig langs Nørrebrogade med sin kolbøttegang og ved at mave sig frem. Det er underholdende og virker som en kunstens svar på skjult kamera.
Øjenåbnende (kliché, ja men alligevel meget rammende!)
Denne MELLERUM-vandring er meget vellykket både hvad angår de udvalgte koreografer og guideningen – STOR RESPEKT!. De får utroligt meget ud af få virkemidler. Jeg tænker: “Det er øjenåbnende, og bagefter ser du byen på en helt anden måde”. “KLICHÉ!” når mit formidler-overjeg at brøle, men hører så en deltager udbryde begejstret: “Det er øjenåbnende og du ser byen på en helt anden måde”. Og i det her tilfælde er det hende, der ved bedst. Det er hendes første møde med byen på denne måde – gennem kunsten og den forførende, sanselige byvandring. Jeg synes, hun har ret og slår følge med hende tilbage til vores cykler, der stadig står på pladsen – et hemmeligt sted på Nørrebro.