Miss Katos Klumme

KBH: …det er nat og jeg trækker vejret. Kølig brise lister sig ind af det åbne vindue. Der er stille. Solen, byen, børnene og de voksne sover. Min hud er varm efter dagens sommersol. Basilikummen i mit køkkenvindue har rejst sig igen efter vanding. Pænt meget fotosyntese i dag…

eller: Kunne man forestille sig en synsk blæksprutte i kulturformidling?

Synske dyr forudser VM-kampresultater

Så er VM-finalekampen spillet færdig. Alle medier snubler over hinanden for at lave den første, hurtigste og mest rammende slutmontage af VM-højdepunkter. Jeg synes, det mest bemærkelsesværdige har været, at medierne har bragt den åbenbart synske blæksprutte Paul fra tyske Oberhausen med ind i dækningen af VM. Spanierne har også deres eget medium – duen Pedro. Holland byder på hunblæksprutten Pauline og i Indonesien er det en synsk parakit Mani, som forudsiger kampresultaterne. Danmark kan også være med: Go’ Morgen Danmark viser Danmarks Akvariums egen variant Guldfisken Gilbert. Alle forudsiger de vinderen, ved at vælge mellem kampens to landeflag. Guldfisken Gilbert er primært bragt på banen for at modbevise fænomenet synsk blæksprutte som en pointe fra eksperter på Danmarks Akvarium – siger de i hvert fald.

 Mon blæksprutten er synsk

Jeg prøver at forestille mig situationen, hvor videnskabsfolkene får den tanke, at de da nok hellere lige må teste, om deres blæksprutte er synsk. Formentligt er der et sjovt arbejdsklima med masser af humor på stedet. Og så forestiller jeg mig redaktionsmødet, hvor man bestemmer, at historien om blæksprutten Paul er en topgod historie på linie med mere seriøse indlæg. Men nå ja, dyrene er selvfølgelig noget mere spektakulære end sportsanalytiker Troels Bech & co. Og de bliver åbenbart også taget mere seriøst…

En synsk blæksprutte i kulturformidling?

Jeg forestiller mig, hvordan man kunne bringe en synsk blæksprutte ind i kulturformidlingen. “Den synske blæksprutte Paul har forudset, at denne forestilling vinder årets Reumert eller denne film vinder oscar…” Ville det virke? Måske man skulle lade det komme an på en prøve…

Jeg drikker min Bionade uden sukker og kunstige tilsætningsstoffer. Solen skinner her på hjørnet, hvor vi sidder uden for på Berlins brede fortove. Men præcis kl. 23.07 den 3. december 2010 bliver der ballade. Flaskens indhold er nemlig kun mindst holdbar til: 03.12.10  23:06. Det er da i hvert fald noget mere præcist end Aarstidernes holdbarhedsforventninger.

Vi bor i Bötzow viertel i Prenzl’berg, Berlin. Det er lige om hjørnet af, hvor jeg for omkring ni år siden boede halvandet år (2000-2001). Dengang var området stadig lidt beskidt, men alligevel kun et kraftfuldt stenkast fra det livlige kvarter omkring Kollwitzplatz og Kastanien Allee. Jeg bliver lidt overrasket, da vi står af trammen ved Ecke Hufelandstr./Greifswalderstr. og bevæger os op af Hufelandsstr.. Der ligger nu den ene mondæne butik efter den anden - med børnetøj og diverse livsstilskoncepter. Det er simpelthen smarte Vesterbro, vi er havnet i.

Jeg sender et langt blik ind i vaskehallen på Hufelandstr., hvor jeg helt ung med tendens til vestlig arrogance mødte den midaldrende østtyske kvinde, som savnede de gamle dage før murens fald. Dengang havde alle en plads og et arbejde. På det tidspunkt var det så småt begyndt at gå op for mig, at Murens fald ikke kun var alletiders lyksaliggørende fremskridt.

Engang var Prenzl’berg et råt sted. Nu er det pissesmart – Undskyld!

Jeg ser en butik med nordiske indbo-artikler og det hele minder mig lidt om postkortet: “Engang var Vesterbro et råt sted. Nu er det pissesmart - undskyld!”Jeg udskifter Vesterbro med Prenzl’berg på den mentale storskærm og smiler endnu engang af min åbenbart aldrig aftagende arrogance. Jeg husker en diskussion til én af de fester, hvor badekarret var fyldt op med alle mulige ølmærker, hvor både stemning og lugt var ‘locker’ og hvor drivkraften i diskussionerne var de store spørgsmål om samfundet, kunsten og historien. Jeg fik sagt noget om, at det havde en vis charme at fyre med kul, og at det var lidt synd med alle de renoveringer. Svaret kom prompte, at det nu var meget fedt ikke at fryse røven af om vinteren.

Efterfølgende overlevede jeg selv en meget kold vinter ved at fyre med kul og vente under dynen et par timer, inden jeg kunne stå op og taste løs på specialet. Og jeg måtte give fyren fra festen ret i, at det er så som så med charmen, når man ikke kan røre sig af kulde. Lige så er det vel også med kvarteret her, der for de fleste stiger i værdi i takt med at livsstils-butikkerne og caféerne pibler frem. 

Hallo, wo ist meinen Döner?

I toget har vi fantaseret om en saftig Döner og så snart vi har placeret vores bagage i lejligheden, begiver vi os afsted. Vi går en blok, så to blokke og en insisterende sult hiver mig utålmodigt i ærmet: HALLO, WO IST MEINEN DÖNER?  

Der er åbenbart ikke så mange Imbiss’er tilbage i dette område. Til gengæld er der mange steder intermistiske skærme med lidt plastik omkring for sol og regn – sat op i anledning af VM. Ikke noget med ophavsafgifter her. Vi får senere at vide, at reglerne for public viewings er blevet lempet meget netop  i forbindelse med VM – you rock Angela. Luften er lun, stemningen er høj, og den arabiske sandwich smager såmænd også fint, mens vi skæver op til kampen mellem Australien og Ghana. Berlin, here we are.

Granola på værnedamsvej 5 er i hvert fald pænt hyggelig med dens omhyggelige sans for stil og detaljer. Og så åbner den kl. 7, hvilket betyder jeg kan holde tidligt møde med en inspirerende person, inden hverdagen begynder for de fleste… At vi så præcist i dag kun sad der fra kl. 9.02 til kl. 9.57 er en anden snak – det er muligheden, jeg sætter pris på.

…og så begynder jeg at smile. De fra-himlen-fossende vandmasser har fundet vej til mit inderste eller i hvert fald min hud. Mine fantasier antager nye højder for eskapisme i hverdagen: Varm kakao og under dynen med “UNDTAGELSEN” af Christian Jungersen, som jeg netop er stormbetaget af. Det er jo grotesk med haglvejr i juni – min måned, en sommermåned. Ja, jeg smiler, for jeg kommer i tanke om, at jeg har lyttet til Winkler og gemt et lille smil til det blev gråvejr…Håber ikke det bliver opfattet som asocial hamstring…

…mødte lige én, der skal være med på RISK:RECLAIM:ENTERTAIN - the stage that wasn’t there her til september 2010. Det er en gruppe dansere, der har taget initiativ. Deres drivkraft minder mig lidt om dansekollektivet E.K.K.O., der redefinerede min oplevelse af dansere som kreative iværksættere med ZOOM (2004) – en danseforestilling med en række tilknyttede events.

Jeg er nysgerrig på RISK:RECLAIM:ENTERTAIN…og synes det er sprødt med den aktuelle, lidt flabede titel “the stage that wasn’t there”.

Den 6. juni er min fødselsdag. Og jeg elsker at fejre. Solen var yderst gavmild og der var cava, kage, grønt græs og livfulde stemmer…

Fadet var min bedstefars. Kagerne bagte jeg lørdag aften, da bygningen sov. Græsset er nyslået af gårdmanden, mens fødderne venligst er udlånt af AlbaGry.

Han fylder 80 – det stilsikre spaghettiwestern-ikonet, dirty Harry og den modne mesterinstruktør med sans for gribende gode, stilfærdigt fortalte historier. CLINT EASTWOOD. Det er imponerende, at han er blevet ved så længe, med en relativt stor spændvidde. Jeg har en svaghed for historier om æreskodekser, ridderlighed, hvor der er forskel på rigtigt og forkert. Og det leverer Clint Eastwoods fortællinger – ofte fra uventede kanter.

For a few dollars more

Vi fejrer ham med Cava og én af hans mest overlegne præstationer i den fine spaghetti-western “For a few dollars more” (inst.: Sergio Leone, 1965). En film om ære og respekt med en usædvanligt veloplagt lydside af Ennio Morricone. Der er selvfølgelig også skarp dialog som når Mortimer nøgternt slår fast: “This train stops at Tucumcari”, hvorpå han hiver i nødbremsen og står af med sin hest.

Dårligste performance

Vi smiler også over én af hans dårligste performances som sanger: “I talk to the trees”. I en gammel avisartikel “Verdens dårligste plader” (Politiken Kultur, 30. marts 1997) skriver Ole Knudsen om forskellige Hollywood-stjerners uheldige pladeindspilninger. “…hans meget tynde tenor (er) flere gange på så store udflugter, at man er bange for, den farer vild under de store åbne vidder”. Knudsen fortsætter opildnet: “…den fine lille sang ‘I Talk to the Trees’ med den uforlignelige linie ‘jeg taler til træerne, men de hører ikke efter’. Nej det tror da pokker”.

TILLYKKE!!!

…jeg har fået “How much wood would a woodchuck chuck…” på hjernen. Nethinden viser egentligt Werner Herzogs film om mesterskabet for auktionariusser. Søger på youtube og falder så over denne mildest talt overraskende syntese af et fjollet rim og højtidelig kirkesang…