miss katos klumme

Teaterbloggen “Mest om teater“, der skrives af Pernille Bøg. Hun har tidligere anmeldt for Urban, der nu lukker ned for teaterstof. Men hun fortsætter med at anmelde på sin blog - ligesom den ældre, garvede kollega Gregers Dirckin-Holmfeldt.

Jeg holder af hverdagen og kunsten…hverdagen i kunsten og kunsten i hverdagen…Jeg holder af, hvad kunsten kan gøre ved og give os mennesker.

Kulturformidling er vigtig for at kunst og kultur bliver integreret i samfundet og netop kommer i reel kontakt med de ikke-indviede. Man kan selvfølgelig altid rejse spørgsmålet om kulturformidling overhovedet burde være vigtig, for al god kunst burde indeholde en kommunikation til folk - og være integreret i samfundet.

Kunstens distancering til folk

Men sådan fungerer det ikke altid i praksis. “Er det kunst?” og “Jeg forstår mig ikke på kunst” er stadigvæk hyppige måder at forholde sig til kunst og kultur på. Og det er sådan set forståeligt nok idet kunsten igennem tiderne har været brugt til at markere samfundets forskellige statuspositioner. For eksempel var teatrene tidligere indrettet med pladser til adelen, borgerskabet og bønderne. Det var jo en forskel fra teatret på markedspladserne, hvor pladserne ikke var fordelt efter rang i samfundet…eller i hvert fald ikke lige så formelt. I dag er det priserne og adgangen til sær-billetaftaler, der markerer hvor folk kommer til at sidde i teatret. Sær-billetaftalerne afhænger enten af økonomisk kapital som virksomheds/sponsor-aftaler eller politisk strategiske personer med magt eller kulturel kapital. 

Elisabeth Toubroe, billedkunstner og formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg, mener at mange kunstnere kommer til at modarbejde sig selv, fordi de ikke kommunikerer til ikke-indviede folk, men til andre kunstnere - altså den indviede gruppe, som kender referencerne og strategierne. Det er problematisk, fordi kunsten dermed netop kommer til at lukke sig om sig selv.

Kunst i det offentlige rum

Kunst i det offentlige rum kan synes at være løsningen, fordi man dermed placerer kunsten i folks hverdag og dermed frigør dem fra at skulle opsøge kunsten selv. Da jeg var med til at stifte og udvikle AirPlay Street Gallery (2006 -), var den primære drivkraft netop, at vi ville give folk samtidskunst lige midt i deres hverdag, når de var på vej i fakta og hjem fra arbejde med børnene nyligt afhentede fra institutionen. Der er selvfølgelig også svagheder ved kunst i det offentlige rum, men intentionen om at ville møde folk bliver meget reel - i hvert fald hvis man ikke forsøger at overføre publikumskonventionerne fra institutionerne til det offentlige rum. Her opstår der andre. Hvor kulturformidlingen inden for institutionen måske primært handler om at formidle kunsten, så handler kulturformidling i det offentlige rum primært om at formidle nye måder at opleve og se kunst på.

Kunsten.nu har iværksat  en interessant diskussion om kulturformidling her

Så er det morgen og hun var lige stået op og så var det jo at der var sne og at hun aldrig havde set noget så smukt og hendes hjerte var ved at sprænges af fryd. Sådan en morgen er det. Sådan en morgen var det. Sådan en morgen ville det altid blive, når det var hende, der fortalte historien. Det var berusende smukt, drønende vitalt og ikke mindst vidunderligt levende…konstaterede han med et stille smil…

Jeg er igang med at læse “Milionøsemetoden” af Kirsten Stendevad og Christine Eilvig. Jeg hørte første gang om bogen nytårsaften 2008, hvor en kvinde begejstret fortalte, at hun havde fået bogen i julegave. Skeptisk men dog primært nysgerrig gik jeg efterfølgende ind på hjemmesiden millionøsemetoden.dk og læste om konceptet. Jeg tilmeldte mig deres nyhedsbrev og modtog gennem hele 2009 nyhedsbreve med tilbud om kurser og links til videoer, hvor Stendevad og Eilvig fortalte om, eller måske rettede kredsede om hvilke fantastiske muligheder, der lå i deres nye tankesæt. Og på videoernes stigende production-value kunne det ligne, at millionøse-tankesættet i hvert fald virkede for dem selv.

Flere penge på kortere tid

Jeg var stadig skeptisk men også interesseret i at begribe, hvad de havde gang i - for det var tydeligt at noget gjorde de rigtigt. Idéerne om spiritualitet og femininitet forbundet med at tjene mange penge lyder jo meget godt. Og jeg vil da gerne hæve min indre pengetermostat, så jeg kan tjene flere penge på kortere tid. Dog fast besluttet på ikke selv at deltage i et spirituelt pyramidespil, hvor jeg ville være med til at betale for endnu bedre producerede salgsvideoer lånte jeg her først i 2010 bogen på biblioteket. Og den er overraskende inspirerende.

Moderskab som karrierefordel

Jeg savner dog den personlige og langt mere engagerede tone, som Kirsten Stendevad ligger for dagen i bogen “Moderskab som karrierefordel”. I denne bog er der også langt flere referencer til forskellige bøger og den er derfor mere gennemsigtig i forhold til inspirationskilder. “Millionøsemetoden” fremstår mere skarp og uden den ekstra ‘krummelure-information’, som ellers var en del af charmen ved “Moderskab som karrierefordel”. Men millionøsemakkerparret gør jo netop dét, som de underviser i - nemlig satser på passiv indtægt, hvor bogen ikke fortæller alt hvad de ved, men netop danner grundsten/udgangspunkt for foredrag og kurser. Bogen understøtter deres forretning i stedet for at overflødiggøre den. Og når man læser bogen fornemmer man er par sympatiske forfattere, der måske først og fremmest ”teach, what they most of all need to learn”. Og det er sympatisk, at de på deres egen vej til millionerne kan hjælpe andre til at blive mere bevidste om deres pengerødder (=forhold til penge, som det blev etableret i ens barndom) og styrke dem i at hæve deres egen pengetermostat.

Det er dig, der skal lykkes og kun din egen skyld, hvis det ikke sker

Min skepsis er der stadig fordi jeg ikke helt køber den holistiske tankegang og bogens grundtanke om, at der er nok til alle, for der er altid nogen, som ikke selv evner at gribe ud og omfavne. Og det er lige lovligt enten nisse-naivt eller strategisk at påstå at det bare handler om at ændre sit indre mindset. Deri ligger også at det er din egen skyld, hvis du ikke lykkes. Lige så vel som det er din egen skyld, hvis coachingen ikke hjælper dig. Det er jo dig selv, der skulle ligge inde med alle svarene. Problemet bliver med hele konsulent og coaching-fremgangsmåden, at den sælger en forestilling om, at du bare ved at ændre en tankegang og indstilling kan løse dine problemer. Og hvis det ikke hjælper, så er det din egen skyld - fordi du ikke er klar eller gør det godt nok. Ideerne i Millionøsemetoden er god nok. Jeg kunne dog godt savne en mere ærlig kommunikation omkring selve salgsarbejdet udenom. Men så igen - det var jo millionerne og dermed salget, der var hele pointen, så det ligger vel egentligt implicit.

På Kommunikationsforum.dk har Kresten Schultz Jørgensen i øvrigt skrevet et næsten lige så ambivalent indlæg om trenden spirituel ledelse - “Mindfulness - mind the bullshit“.

ADVARSEL: Læs ikke dette indlæg, hvis du ikke vil kende slutningen på “Six feet under”

…den kører rundt i hovedet på mig, ja og kroppen med - afslutningen på HBO tv-serien “Six feet under“. Jeg var kommet til at holde af hovedpersonerne i den fem sæson-lange serie om liv og død hos familien Fisher og deres familie-begravelsesfirma.  Bar efterhånden over med det pisseirriterende i Mor Ruths for velmenende, selvcentrerede og alt for forcerede måde at håndtere familiens problemer og indgå i relationer på. Fulgte hele udviklingen i Keith og Davids parforhold, som sendte dem begge ud i kriser, selvfornægtelser og til sidst en styrke ved hinanden. Åndede lettet op, da Claire endeligt fandt ud af at komme ud af sin afhængighed af borderline-mænd, der havde alt for meget brug for en mor frem for et ligeværdigt parforhold. Følte med hele familien, da endnu en Nathaniel dør i femte sæson - det sidste familieoverhoved og efterlader hele familien et sted, hvor det føles uoverstigeligt at komme videre fra. Og på den måde var Sønnen og Brorens død langt mere hårdtslående for familien end Faren Nathaniels død, som indleder hele tv-serien. Ringen sluttes med død og familiens håndtering deraf. Det allersidste afsnit ender med en fremtidsmontage over hovedbegivenheder i Familien Fishers liv og ikke mindst, hvordan de resterende hovedpersoner dør - ligesom de korte indledninger, som hvert afsnit indledes med. Her vises de sidste minutter af en persons liv, som så oftest efterfølgende bliver begravet af Fisher & Sons (eller Fisher & Diaz for en kort periode). Men til forskel fra de fleste andre tv-serier og film, så skrives personerne ikke automatisk ud af manuskriptet i det øjeblik, de er døde. De døde optræde ofte som samvittighed og indre dialog-partner for seriens levende karakterer.

Jeg spekulerer derfor også på hvorfor bagmændende har valgt at afslutte serien med en fremtidsmontage, der fortæller slutningen på alle hovedpersonernes liv. Det er selvfølgeligt en meget effektiv måde at undgå enhver fortsættelse af serien. Teknisk set virker den dog lidt ufrivilligt komisk med utroværdige alders-sminkninger. Men den gør samtidigt et stærkt indtryk fordi vi får ‘closure’ med alle hovedkaraktererne og det bliver pludseligt tydeligt at vi alle skal dø. Tydeligt på den der måde, som fiktionen nogle gange kan være mere oplysende og understregende end virkeligheden. Men skal vi virkeligt alle dø? Eller var det den bedste måde at slutte denne serie på? Den fulgte sådan set seriens koncept til døren og også godt med en afslutning på en så succesfuld tv-serie. Det kunne man jo for eksempel savne på en anden af HBO’s helt forrygende tv-serier som “Deadwood“.

Rockn’roll i Guds hus og mit hoved det brænder, et øje for et øje og jeg fortæller altid sandheden, når jeg siger, at det var vrangvilligt, beskidt og osende sexet. Ja, det er Nick Cave koncerten, jeg taler om – instrueret af Rolf Heim, opsat på Århus Teater og nu senest Betty Nansen. Normalt ville man synes, det var en ualmindeligt dårlig idé at oversætte Nick Cave-tekster til dansk, men det fungerer - endda usædvanligt godt. Måske også fordi skuespillerne synger råt og med løssluppen, kontrolleret nerve.

Melodi og tekst gør mig taktfast slæbende i opstemt humør, mens den reelle verden forbliver en parentes omkring mig på cykelturen i sneen…religion er opium for folket - siger de…hvad er kunst?

Jeg er kommet med i en inspirerende litteraturklub. Vi læser et par bøger ad gangen og mødes en gang hver anden måned. Første møde var i sidste uge, hvor vi fik sat Martha Christensens “Høvdingebørn” og Yann Martels “Pi’s liv” på dagsordenen. Jeg tilbragte weekenden i Nordjylland og slugte “Høvdingebørn” med al dens smertelige og unødvendige afsavn.

Den er så vanvittigt godt skrevet i sin personkarakteristik. Høvdingen er en central dannet levemand og meningsdanner på egnen, mens hans etik og høje idealer kommer til at få fatale eller psykologisk knusende følger for de fleste af hans børneflok på 6. Bogen er godt skrevet, må jeg gentage, i en bemærkelsesværdig balance mellem placering af skyld men også en kærlig tilgivelse af Høvdingen, der jo også selv havde oplevet smerten og ensomheden ved at blive enkemand med seks børn. Og så er hele bogen en meget rammende beskrivelse af mentaliteten i en stolt og værdig bondeslægt, der gennem generationerne integrerer sig i et samfund, hvor landbrugets betydning ændrer sig, og hvor ældste sønner ikke længere overtager slægtsgården. Som datter, barnebarn, oldebarn, etc. af en værdig bondeslægt, så rammer bogen mig lige i hjertekulen…