miss katos klumme

Jeg har i længere tid været overbevist om, at der må findes bedre måder at arbejde på. Især når jeg oplever flere og flere tilfælde af folk omkring mig, som melder blankt udsolgt på grund af stress - en tilstand som mere og mere regnes for at være Danmarks nationalsygdom.  Kulturbranchen har en arbejdsmoral, som ikke handler om gode arbejdstider og investering i medarbejderen. Her handler det derimod oftest om at (be)vise sit engagement gennem hårdt arbejde, hvor lange arbejdsdage flyder direkte over i ferniseringer, premierer og andre sociale aktiviteter, hvor man alligevel altid er sådan lidt på arbejde.
 
Arbejdsformen skal også være bæredygtig
Jeg har selv arbejdet hårdt og engageret med meget flydende grænser mellem social- og arbejdssfære gennem mange år. Både inden for og uden for kulturinstitutionerne - og jeg har ELSKET det. Jeg elsker at brænde igennem og mærke at det rykker. Og har også følt bekræftelsen i at opnå resultater gennem gedigent benarbejde og forvisset mig om, at det virkeligt betalte sig at investere de ekstra timer, aftener og weekender. Men når jeg ser mig omkring, så bliver det mere og mere tydeligt for mig, at man jo faktisk også nemt kan brænde ud. Og derfor er jeg begyndt at lede efter nye måder at arbejde på, så man sikrer sig en sundere livsstil uden at gå på kompromis med resultaterne og ambitionerne. For det er vel ikke kun vigtigt at kyllingen, som vi spiser, har levet et stressfrit liv. Det må da også give god mening at vælge økologiske eller bæredygtige arbejdsformer, som sikrer folk pauser og konstruktiv udvikling. Arbejdsformer, som gør at folk ikke får stress og må gå på nedsat arbejdskraft måske resten af deres liv.

Hvordan ser den bæredygtige kreative arbejdsform ud?

Jeg søger inspiration flere steder - blandt andre hos:
1. Steen Hildebrandt & Christian Stadil: ”Company Karma” – her har jeg indtil videre læst halvdelen af bogen og beskæftiger sig nok mest med ledelsesformer og dermed arbejdsrammer frem for konkrete bud på arbejdsformer. Men det vigtigste her er det værdibaserede lederskab, som fordrer nogle værdifunderede/-motiverede medarbejdere. Jeg vender (karmafyldt) tilbage, når jeg har læst mere…

2. Kirsten Stendevad: ”Moderskab som karrierefordel” – her er der god inspiration at hente især omkring hvordan man kan anskue sin arbejdsform. Den gennemgående pointe er at man med fordel kan bruge nogle af de kompetencer man tilegner sig i hjemmet på sit arbejde og omvendt. Samtidigt beskriver Stendevad også, hvordan vi er på vej ind i den feminine tidsalder, hvor arbejdsmarkedet i langt højere grad handler om mere feminine arbejdsværdier. Stendevad tager sammen med partneren Christine Eilvig disse feminine arbejdsværdier meget længere i deres forretningskoncept ”Millionøsemetoden”. Hvad præcist disse feminine arbejdsværdier går ud på flyder lidt ud en gang imellem, men der er en bunke gode selvhjælpsøvelser i begge bøger. Øvelser som skal styrke både selvværdet og afklare drømmevisionerne. Og så handler det om at ændre sin måde at tjene penge på, så man kan arbejde mindre for flere penge. Det kan de fleste sige ja tak til, men når det drejer sig om forholdet mellem økonomi og arbejde, så vil jeg nok hellere læne mig op ad nr. 3.

3. Lisbeth Nebelong: ”Sund økonomi – sådan”. Nebelong har en stor faglighed i sin formidling og virker en kende mere troværdig end Millionøsemetoden, der i sit sprogbrug taler en smule ned til folk og nogle gange gør det hele til Joachim von And-mytologi. Det skal dog retfærdigvis siges, at Millionøsemetoden i sine nyhedsbreve igennem det sidste år virkeligt er trådt i karakter i forhold til at tage folk seriøst og er blevet dygtige til at imødekomme og overbevise dem, der har en portion sund skepsis. Nebelongs gennemgående pointe er såre simpel – nemlig at den bedste måde at skabe sig en sund økonomi er ved bevidst om ens forhold til penge og hele tiden vide hvor meget man bruger på forskellige ting. Kort sagt skal man sådan set bare holde styr på finanserne og huske at det faktisk oftest betaler sig dobbelt at spare på udgifterne frem for at tjene flere penge. Og så skal man spare op og investere. Og når man så befinder sig i en overskudsposition, så kan man begynde at tage spendere-bukserne på. Oveni får man nogle gode redegørelser for samfundsøkonomiske forhold, som gør det lidt nemmere at forstå sammenhængene. Det er ikke så sexet at gøre opmærksom på at det ikke handler om hvor meget man tjener, men om hvor meget man bruger (og hvordan man investerer dem), men det giver god mening…

4. Center for New Ways of Working. Jeg faldt netop over denne hjemmeside for det danske center for New Ways of Working. Det hører til Alexandra-institutionen i Århus. Jeg glæder mig til at klikke mig på opdagelse i deres projekter…Jeg vender tilbage…

…og så er jeg faldet over bloggen “Ungt blod” med lækre livsglade billeder og sprød ung tekst. Den rammer lige plet i kategorien “Til fremme af livets nydelse”. God fornøjelse…

“Hvorfor har Danmark ikke større tradition for co-financierede scenekunstprojekter, hvor produktioner financeres af forskellige samarbejdspartnere, som vi ofte ser i for eksempel Tyskland?” eller ”Hvorfor har vi ikke produktionshuse inden for scenekunsten, hvor kunstnerne har producenter tilknyttet?”…lyder det ofte til diverse velinitierede netværks-arrangementer inden for dansk scenekunst. En del af svaret ligger nok i, at der ikke har været tradition for producenter i Danmark. Den 1-årige sceneproducent-uddannelsen begyndte på Statens Teaterskole i august 2008. Den uafhængige scenekunst har altid skåret producenten væk - selvom det måske nok var den del af branchen, der har allermest brug for det. Inden for den etablerede scenekunst er det først inden for de seneste år, at for eksempel Århus Teater og Republique (Københavns Teater) er begyndt at operere med en producent-stilling. På det kongelige Teater har man også producenter. Men det er ikke en rolle, der er tradition for.

Chapter 15 er et netværk for producenter af international scenekunst. Her arbejder man for at styrke producenternes internationale netværk, men har samtidigt indirekte fokus på kommunikations- og producent-arbejdets vilkår på den internationale arena. Altsammen tegn på, at en proces er igang i forhold til produktionen af scenekunst.

MEN HVORFOR IKKE RYDDE BORDET OG SAMTIDIGT… skele til de mange gode idéer til financiering, som findes inden for andre brancher. Og her tænker jeg nemlig ikke kun på filmbranchen, der danner rollemodel for hele producent-strukturen. Socialsquare henviser for eksempel til crowd funding, der er en slags mikro-børs for projekt-idéer. Der er store financieringspotentialer for kulturlivet og måske især inden for den innovative del af kunstprojekter, der går på tværs af brancher og også evner at have diverse  samfundsmæssige dimensioner med. I en nær fremtid, hvor de private fonde lukker i og de offentlige bevillinger bliver mindre kunne crowd funding være fremtidens mikro-investering i kulturlivet for den enkelte borger. Og her er det brugerne/borgerne, der bestemmer, hvilke projekter, de ser en værdi i. Det er da mega-armslængdeprincip og nærværende borger-engagement på samme tid.

…i dag var jeg til foredrag med nogle fyre fra Google. De fortalte om alle fortræffelighederne i Google og google adwords. Da jeg så kom hjem googlede jeg rundt efter diverse info og pludselig dukkede der denne blog op omkring søgemaskineoptimering SEO Blog med Rosenstand.

…jeg faldt lige over denne præsentationsvideo for creative network, som fremhæver det professionelle look frem for selfmade youtube. Det gør de ved at have puttet en sælger fra firserne ind i veludført video- og slideshow på site. Moralen må være, at man sagtens kan være innovativ selvom ens frisure ikke er det.

Teaterbloggen “Mest om teater“, der skrives af Pernille Bøg. Hun har tidligere anmeldt for Urban, der nu lukker ned for teaterstof. Men hun fortsætter med at anmelde på sin blog - ligesom den ældre, garvede kollega Gregers Dirckin-Holmfeldt.

Jeg holder af hverdagen og kunsten…hverdagen i kunsten og kunsten i hverdagen…Jeg holder af, hvad kunsten kan gøre ved og give os mennesker.

Kulturformidling er vigtig for at kunst og kultur bliver integreret i samfundet og netop kommer i reel kontakt med de ikke-indviede. Man kan selvfølgelig altid rejse spørgsmålet om kulturformidling overhovedet burde være vigtig, for al god kunst burde indeholde en kommunikation til folk - og være integreret i samfundet.

Kunstens distancering til folk

Men sådan fungerer det ikke altid i praksis. “Er det kunst?” og “Jeg forstår mig ikke på kunst” er stadigvæk hyppige måder at forholde sig til kunst og kultur på. Og det er sådan set forståeligt nok idet kunsten igennem tiderne har været brugt til at markere samfundets forskellige statuspositioner. For eksempel var teatrene tidligere indrettet med pladser til adelen, borgerskabet og bønderne. Det var jo en forskel fra teatret på markedspladserne, hvor pladserne ikke var fordelt efter rang i samfundet…eller i hvert fald ikke lige så formelt. I dag er det priserne og adgangen til sær-billetaftaler, der markerer hvor folk kommer til at sidde i teatret. Sær-billetaftalerne afhænger enten af økonomisk kapital som virksomheds/sponsor-aftaler eller politisk strategiske personer med magt eller kulturel kapital. 

Elisabeth Toubroe, billedkunstner og formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg, mener at mange kunstnere kommer til at modarbejde sig selv, fordi de ikke kommunikerer til ikke-indviede folk, men til andre kunstnere - altså den indviede gruppe, som kender referencerne og strategierne. Det er problematisk, fordi kunsten dermed netop kommer til at lukke sig om sig selv.

Kunst i det offentlige rum

Kunst i det offentlige rum kan synes at være løsningen, fordi man dermed placerer kunsten i folks hverdag og dermed frigør dem fra at skulle opsøge kunsten selv. Da jeg var med til at stifte og udvikle AirPlay Street Gallery (2006 -), var den primære drivkraft netop, at vi ville give folk samtidskunst lige midt i deres hverdag, når de var på vej i fakta og hjem fra arbejde med børnene nyligt afhentede fra institutionen. Der er selvfølgelig også svagheder ved kunst i det offentlige rum, men intentionen om at ville møde folk bliver meget reel - i hvert fald hvis man ikke forsøger at overføre publikumskonventionerne fra institutionerne til det offentlige rum. Her opstår der andre. Hvor kulturformidlingen inden for institutionen måske primært handler om at formidle kunsten, så handler kulturformidling i det offentlige rum primært om at formidle nye måder at opleve og se kunst på.

Kunsten.nu har iværksat  en interessant diskussion om kulturformidling her

Så er det morgen og hun var lige stået op og så var det jo at der var sne og at hun aldrig havde set noget så smukt og hendes hjerte var ved at sprænges af fryd. Sådan en morgen er det. Sådan en morgen var det. Sådan en morgen ville det altid blive, når det var hende, der fortalte historien. Det var berusende smukt, drønende vitalt og ikke mindst vidunderligt levende…konstaterede han med et stille smil…

Jeg er igang med at læse “Milionøsemetoden” af Kirsten Stendevad og Christine Eilvig. Jeg hørte første gang om bogen nytårsaften 2008, hvor en kvinde begejstret fortalte, at hun havde fået bogen i julegave. Skeptisk men dog primært nysgerrig gik jeg efterfølgende ind på hjemmesiden millionøsemetoden.dk og læste om konceptet. Jeg tilmeldte mig deres nyhedsbrev og modtog gennem hele 2009 nyhedsbreve med tilbud om kurser og links til videoer, hvor Stendevad og Eilvig fortalte om, eller måske rettede kredsede om hvilke fantastiske muligheder, der lå i deres nye tankesæt. Og på videoernes stigende production-value kunne det ligne, at millionøse-tankesættet i hvert fald virkede for dem selv.

Flere penge på kortere tid

Jeg var stadig skeptisk men også interesseret i at begribe, hvad de havde gang i - for det var tydeligt at noget gjorde de rigtigt. Idéerne om spiritualitet og femininitet forbundet med at tjene mange penge lyder jo meget godt. Og jeg vil da gerne hæve min indre pengetermostat, så jeg kan tjene flere penge på kortere tid. Dog fast besluttet på ikke selv at deltage i et spirituelt pyramidespil, hvor jeg ville være med til at betale for endnu bedre producerede salgsvideoer lånte jeg her først i 2010 bogen på biblioteket. Og den er overraskende inspirerende.

Moderskab som karrierefordel

Jeg savner dog den personlige og langt mere engagerede tone, som Kirsten Stendevad ligger for dagen i bogen “Moderskab som karrierefordel”. I denne bog er der også langt flere referencer til forskellige bøger og den er derfor mere gennemsigtig i forhold til inspirationskilder. “Millionøsemetoden” fremstår mere skarp og uden den ekstra ‘krummelure-information’, som ellers var en del af charmen ved “Moderskab som karrierefordel”. Men millionøsemakkerparret gør jo netop dét, som de underviser i - nemlig satser på passiv indtægt, hvor bogen ikke fortæller alt hvad de ved, men netop danner grundsten/udgangspunkt for foredrag og kurser. Bogen understøtter deres forretning i stedet for at overflødiggøre den. Og når man læser bogen fornemmer man er par sympatiske forfattere, der måske først og fremmest ”teach, what they most of all need to learn”. Og det er sympatisk, at de på deres egen vej til millionerne kan hjælpe andre til at blive mere bevidste om deres pengerødder (=forhold til penge, som det blev etableret i ens barndom) og styrke dem i at hæve deres egen pengetermostat.

Det er dig, der skal lykkes og kun din egen skyld, hvis det ikke sker

Min skepsis er der stadig fordi jeg ikke helt køber den holistiske tankegang og bogens grundtanke om, at der er nok til alle, for der er altid nogen, som ikke selv evner at gribe ud og omfavne. Og det er lige lovligt enten nisse-naivt eller strategisk at påstå at det bare handler om at ændre sit indre mindset. Deri ligger også at det er din egen skyld, hvis du ikke lykkes. Lige så vel som det er din egen skyld, hvis coachingen ikke hjælper dig. Det er jo dig selv, der skulle ligge inde med alle svarene. Problemet bliver med hele konsulent og coaching-fremgangsmåden, at den sælger en forestilling om, at du bare ved at ændre en tankegang og indstilling kan løse dine problemer. Og hvis det ikke hjælper, så er det din egen skyld - fordi du ikke er klar eller gør det godt nok. Ideerne i Millionøsemetoden er god nok. Jeg kunne dog godt savne en mere ærlig kommunikation omkring selve salgsarbejdet udenom. Men så igen - det var jo millionerne og dermed salget, der var hele pointen, så det ligger vel egentligt implicit.

På Kommunikationsforum.dk har Kresten Schultz Jørgensen i øvrigt skrevet et næsten lige så ambivalent indlæg om trenden spirituel ledelse - “Mindfulness - mind the bullshit“.