…skriver “virtuos” i google-søgefeltet og får 570.000 hits (cirka) på en tredjedel sekund. Tredje hit er websitet www.virtuos.dk, hvor teksten er “Midlertidigt lukket pga. velstand!!!”. Det er både god web-stil at gøre opmærksom på, at et website er lukket. Og nå ja, så er det raffineret, underspillet humor. Samtidigt er det effektiv kommunikation, når et lukket website kan være nr. 3 på google-søgning. Jeg er nok ikke den eneste, der er klikket nysgerrigt ind på sitet på grund af den tekst.
Under overskriften “Sølle sociale medier” skriver Astrid Schmeltzer Dybkjær om myterne omkring de sociale medier. Hun er kommunikationsmedarbejder for Amnesty International. Hun refererer til webbureauet Dwarf, som i en rapport konkluderer: “Facebook er som afrika” – masser af mennesker men ingen penge. Og især inden for kulturbranchen er facebook og sociale medier blevet den ‘gratis’ markedsføring. Men det er en problematisk tilgang, for dermed misser man pointen med sociale medier. De er nemlig en konsekvens af, at (for)brugerne agerer meget mere aktivt og forventer en dialog og lydhørhed over for deres behov og tanker. Kodeordene er deltagelse og dialog. Facebook er en konsekvens af en indstilling hos (for)brugerne, der handler om deltagelse og brugergenereret indhold. Som Dybkjær pointerer, så viser en undersøgelse fra FDB om danskeres brug af sociale medier, at “hele 44% af de adspurgte mener ikke, at virksomheder har noget at gøre på Facebook og andre sociale medier, mens 16% mener, at de bør være der”.
Kulturoplevelser – identitetsskabende og derfor en del af FB-kultur?
Men måske er det noget lidt andet med kultur, fordi det er oplevelsesorienteret og en del af folks identitet. Kulturoplevelser er identitetsskabende og indgår i folks statusopdateringer, når de opdaterer status med “U2 er stadig de fedeste!”, “Roskilde forever” eller Iphone-noten på FB, der fortæller, at personen nu er tjekket ind på Skanderborg festival-area. Under alle omstændigheder, så er det vigtigt at gøre sig klart, hvordan FB og andre sociale medier indgår i ens kommunikationsstrategi/attitude. Samtidigt må man også gøre sig det klart på hvilken måde en kommunikationstone og -form i det hele taget forholder sig til 2.0-paradigmet.
…mærker en let prikkende boblen i kroppen. Det begyndte i aftes, da jeg var til opstart af netværket KarmaKvinder. Netværkets fokus er at tilrettelægge sit arbejdsliv, så det er i tråd med ens visioner og indre visdom. Med til det første møde skulle man have en præsentation, der anvendte det japanske pecha kucha-princip 20 slides á 20 sekunder. Præsentationen skulle vise “hvem, man er/hvad man er optaget af/fokuserer på/sværmer for…”
Bæredygtig arbejdsform
Jeg lavede en præsentation, som tog udgangspunkt i et spørgsmål, der har optaget mig et stykke tid. Hvordan skaber man en bæredygtig arbejdsform, hvor man bevarer passionen, har en iltrig work-life-balance og har rum til nye udfordringer? Jeg har ikke svaret, men leder og synes, det er en gave at kunne gøre det i selskab med en flok superkompetente kvinder. I min præsentation, som er i slideshowet neden for, ser jeg på, hvad jeg holder af og er fascineret af…[klik den gule 'superpoke pets' væk, så du kan se undertitlerne]
…klikker rundt på TED-forum (“Ideas worth spreading”) og ser videoer om kreativitet: Forfatterne Elisabeth Gilbert og Amy Tan om at skabe kunst/være kreative. Advokat Larry Lessig om hvilke love, der ødelægger kreativiteten og Stefan Sagmeister om den kreative værdi i at holde sabbat i arbejdslivet.
…klikker ind på kulturmanagment.net og finder blandt andet denne E-bog om kulturelle forretningsmodeller med fokus på web2.0. E-bogens bidrag er ikke redigeret af en chefredaktør, men skabt af bidragsyderne. Det giver en flerfarvet samling af tanker omkring emnet – og det er forfriskende.
Jeg bladrer online i en digital udgave af den ny bogudgivelse “GET LOST – Et atlas over det (u)mulige København”. Jeg må endnu engang konstatere, at ISSUU-portalen med digitale udgaver af magasiner (e-zines), rapporter, artikler giver god mening. Samtidigt søger jeg i portalen efter andre e-udgivelser.
Nem og hurtig funktionalitet
Det er (stadig) gratis at bruge funktionaliteten, hvor man kan loade publikationer op og ned eller læse dem online – i bladlayout med bladre-funktioner. Derudover kan man dele sin viden (og andres) ved at kopiere html-kode og eksponere udgivelsen på sit egen website. Funktionerne er nemme og sitet lever fuldt op til ISSUUs slogan “you publish”, der sætter brugeren på førersædet, så han/hun nemt og hurtigt kan bidrage i den digitale sociale sfære.
KBH: …det er nat og jeg trækker vejret. Kølig brise lister sig ind af det åbne vindue. Der er stille. Solen, byen, børnene og de voksne sover. Min hud er varm efter dagens sommersol. Basilikummen i mit køkkenvindue har rejst sig igen efter vanding. Pænt meget fotosyntese i dag…
eller: Kunne man forestille sig en synsk blæksprutte i kulturformidling?
Synske dyr forudser VM-kampresultater
Så er VM-finalekampen spillet færdig. Alle medier snubler over hinanden for at lave den første, hurtigste og mest rammende slutmontage af VM-højdepunkter. Jeg synes, det mest bemærkelsesværdige har været, at medierne har bragt den åbenbart synske blæksprutte Paul fra tyske Oberhausen med ind i dækningen af VM. Spanierne har også deres eget medium – duen Pedro. Holland byder på hunblæksprutten Pauline og i Indonesien er det en synsk parakit Mani, som forudsiger kampresultaterne. Danmark kan også være med: Go’ Morgen Danmark viser Danmarks Akvariums egen variant Guldfisken Gilbert. Alle forudsiger de vinderen, ved at vælge mellem kampens to landeflag. Guldfisken Gilbert er primært bragt på banen for at modbevise fænomenet synsk blæksprutte som en pointe fra eksperter på Danmarks Akvarium – siger de i hvert fald.
Mon blæksprutten er synsk
Jeg prøver at forestille mig situationen, hvor videnskabsfolkene får den tanke, at de da nok hellere lige må teste, om deres blæksprutte er synsk. Formentligt er der et sjovt arbejdsklima med masser af humor på stedet. Og så forestiller jeg mig redaktionsmødet, hvor man bestemmer, at historien om blæksprutten Paul er en topgod historie på linie med mere seriøse indlæg. Men nå ja, dyrene er selvfølgelig noget mere spektakulære end sportsanalytiker Troels Bech & co. Og de bliver åbenbart også taget mere seriøst…
En synsk blæksprutte i kulturformidling?
Jeg forestiller mig, hvordan man kunne bringe en synsk blæksprutte ind i kulturformidlingen. “Den synske blæksprutte Paul har forudset, at denne forestilling vinder årets Reumert eller denne film vinder oscar…” Ville det virke? Måske man skulle lade det komme an på en prøve…
Kvalmende ond
Jeg har kvalme, mens jeg alligevel hele tiden læser videre i Christian Jungersens ”Undtagelsen”. Kvalme over den onde måde, hvorpå bogens personer behandler hinanden. Kvalme fordi kampene og den diskrete, men sønderlemmende mobning blandt kollegaerne er tarvelig og genkendelig i varierende grader. De fleste, der har været på en arbejdsplads har overværet eller oplevet mobning i forbindelse med magtkampe. Viden, der bliver tilbageholdt eller doseret. Små uskyldige kommentarer, der alligevel ikke er så uskyldige, når man kender konteksten. Mistænkeliggørelse af personers motiver, hvis de foreslår nye måder at gøre tingene på. Civiliserede strategier for at overleve, tilkæmpe og afmærke sig territorium på det felt, mange oplever som det allermest identitetsskabende i vores samfund – vores arbejde.
Menneskers rovdyrdrifter
Jungersens bogværk er vellykket i sine parallelle opstillinger af menneskers rovdyrdrifter. Vi hører om, hvordan mennesker ændrer sig i krig. Den venlige skolekammerat bliver pludselig til en kynisk, voldselskende dræbermaskine. Familiefaren følger flokken og overpræsterer i krigens systematiske folkedrab. Når krigen er forbi vender alle tilbage til det normale som hyggelige familiefædre i rolige jobs. Somom intet var hændt. Analogien til arbejdsmiljøet på Center for Folkedrab er rammende. Her bliver mobning og magtmanifesteringer en psykologisk udslettelse af bibliotekaren Anne Lise og hendes forgænger.
Civiliseret overflade
Èn af bogens skarpe pointer er, at der lige under den civiliserede overflade altid vil være en alles kamp mod alle, som i pressede situationer bringer det værste frem i alle. Lige gyldigt hvad vi prøver at bilde os selv ind ved at skabe civiliseret konsensus om for eksempel at tale girafsprog. Et sprog, som fuldstændigt ignorerer de mere driftsbetonede elementer i mellemmenneskelige relationer. Sproget får ikke magtspil til at gå væk. Spillereglerne bliver bare lidt anderledes.
Formen understøtter indholdet Vi får fortællingen fra de forskellige personers side – gennem en 3. persons fortæller. Formmæssigt giver det rigtigt god mening at skifte fortællervinkel mellem de fire medarbejdere på Center for Folkedrab: Projektleder Malene, kommunikationsmedarbejder Iben, sekretær Camilla og bibliotekar Anne Lise. Det understreger hvor forskelligt personerne oplever situationer og hinanden. Paranoia og angst for at miste status, både socialt og arbejdsmæssigt, driver de genkendelige hovedpersoner til at tro det værste om sine kollegaer.
Ondskabens psykologi
Tre selvstændige afsnit er en artikelserie om ondskabens psykologi, som er skrevet af kommunikationsmedarbejderen Iben og projektlederen Malene. Her kommer de mere filosofiske refleksioner over, hvad ondskab er for en størrelse. Igen et greb, som giver god mening. Forskningsresultater kan præsenteres her. Jeg bed især mærke i, at der også skete folkedrab og massevoldtægter mod tyskerne, da de russiske soldater gik ind i Tyskland ved 2. verdenskrigs slutning. Men forskningsresultaterne blev ikke offentliggjort i en lang række år. Ingen forskere ønskede at rette fokus på uhyrlighederne mod den tyske befolkning, når de selv havde stået bag så mange.
Psykologi
Ibens veninde Grith introduceres kort som hjælper. Hun er psykolog og giver Iben psykologiske beskrivelser af personspaltninger. Personspaltninger der udvikler sig under pres, når man skal overleve. Det virker en anelse konstrueret og heldigvis bliver Grith kun introduceret i et enkelt afsnit og efterfølgende kun refereret til.
Kvalmen letter, da jeg lukker bogen for sidste gang. Det er godt håndværk og en fascinerende beskrivelse af menneskets mørke sider.
Mens jeg cykler op ad Sønder Boulevard mod Carlsberg registrerer jeg igen, hvor meget denne gade har forandret sig. Tidligere gråtrist, halvsuspekt gade på Vesterbro. Nu med liv, spil og mennesker i et kreativt byrum. På Carlsberg, i Dansehallerne, sætter KIT for tredje gang fokus på kunstens rolle i udviklingen af byrum. Programteksten beskriver Metropolis’ rolle som at udskifte ”artworks” med ”art that works”. Og det er netop denne vilje til at initiere, opstøve og rammesætte kunsten i byen og virkeligheden, som jeg rigtigt godt kan lide ved Metropolis projektet. Kunst, der virker i udviklingen af byen og vores nye opfattelser af den.
Forført af kunst Metropolis Lab er i år, de sidste dage i juni, oplæg af kunstnere, arkitekter, byplanlæggere og kulturelle iværksættere, som arbejder i og med byens rum. Jeg bliver, sammen med de fleste andre deltagere på Lab, aldeles forført af to kunstprojekter. Det ene er festivalen ”Ciudades Paralelas” kurateret af Stefan Kaegi (fra Rimini Protokoll) og Lola Arias, som spiller i Berlin til september. Det andet er et italiensk kunstkollektiv ZimmerFrei, der blandt andet blev præsenteret på belgiske KunstenFestivalDesArts.
Mobile Research Laboratory Stefan Kaegi og Lola Arias har inviteret 8 kunstnere til at skabe kunstneriske interventioner på 8 hurtigt genkendelige steder i byen. Steder der findes i alle storbyer på tværs af kulturelle forskelle: Banegården, fabrikken, huset, retsbygningen, indkøbscentret, biblioteket, hotellet, hustaget. Steder der knytter sig til trafik, produktion, beboelse, forbrug og lov. Det sker uden skuespillere, men med byens borgere, forfattere, amatørkor etc. som aktører. Pointen er at der sker parallelle liv på disse steder i alle byer. Festivalen understreger denne paralellitet. Kaegi og Arias kalder konceptet for et mobile research laboratory, fordi projektet vil ændre sig i dets møde med de forskellige byer, som indtil videre er Berlin i september 2010, Buenos Aires i november/december 2010 og Zürich i juni 2011.
”La Marea”
Konceptet er i familie med argentinske Mariano Pensottis koncept ”La Marea”, som METROPOLIS præsenterede i Blågårdsgade 2009. Blågårdsgade lignede et filmset med store lamper i tre dage, hvor 9 dramatiske scener var iscenesat på 9 forskellige locations i gaden. Publikum stimlede sammen og gled i en lind strøm gennem gaden – fra situation til situation. Mariano Pensotti iscenesætter ”banegården” på festivalen ”Ciudades Paralelas”.
”La Marea” var stramt styret med en fastlagt dramatisk tekst, der viste sig som under- og overtekster til situationerne. Beskrivelserne af ”Ciudades Paralelas” lægger dog op til et mere konceptmæssigt, postdramatisk udtryk. Den engelske instruktør Tim Etchells iscenesætter ’biblioteket’ og hans arbejde i den engelske performancegruppe Forced Entertainment har jo i hvert fald en mere postdramatisk karakter (læs beskrivelse af deres seneste værk “The Thrill Of It All“).
ZimmerFrei
Jeg vågner op af konference-døsen, da kunstner Anna de Manincor fra ZimmerFrei klart og præcist beskriver deres tanker og fremgangsmåder. De gør for eksempel 500 beboere i en boligblok til medskabere af et kunstværk. Beboerne indvilger i at tænde og slukke for lyset i deres lejligheder, så der udefra set opstår en lyskoreografi.
PANORAMA Kollektivet optager også kunstvideo på en stor plads i forskellige storbyer. En række iscenesatte aktører bevæger sig i slowmotion på location. Videoen accelereres i redigering, og i den færdige video fremstår aktørerne som langsomme, mens forbipasserende bevæger sig i quickmotion. Det er flot og giver på en måde en meget subjektiv oplevelse af byen – sådan som det nogle gange er at opleve en levende, dynamisk og hektisk storby. Jeg taber næsten vejret, da videoen til sidst slipper spændingen og lader én af de iscenesatte performere gå nonchalant gennem billedrammen og byen i almindeligt tempo.
Inkludering af forbipasserende
Anna de Manincor fortæller, at de forbipasserende er nysgerrige, som de jo ofte er, når man handler i det offentlige rum. Kollektivet udvikler på stedet en god løsning til at imødekomme de nysgerriges henvendelser. Scenariet i sig selv virker forvirrende, fordi performerne bruger op til 20 minutter på en bevægelse. Det er umuligt at overskue helheden for forbipasserende. Derfor opstiller kollektivet et par skærme ved optagelserne. De viser en ’færdig’ video fra prøveoptagelser med accellereret video. Dermed laver de meget enkelt en inkluderende visualisering af, HVORDAN de forbipasserende vil blive en del af den færdige kunstvideo. Det fryder mig, at de så enkelt imødekommer de forbipasserendes behov for at få kunne se helheden. Samtidigt med at kollektivet aktivt inkluderer de forbipasserende som medskabere af et kunstværk.
Kunstnerisk produktion
Det virker mere ærligt at henvende sig til folk for at lave et kunstnerisk projekt sammen, hvor dagsordenen er klar. De skal bidrage til en kunstnerisk produktion og bliver kunstneriske medskabere. Det har i hvert fald integritet frem for at mime inkludering via venskab og hygge i en pseudosocial kontekst, som det nogle gange kommer til at ske i byrumsprojekter, der VIL brugerinvolvering i offentlige rum. Midlet bliver forvekslet med målet. Eller som den selvudnævnte provo-agent, australske arkitekt Gerard Reinmuth, påpeger i sin analyse af den danske ”public art practice”, så er det ”highly problematic to bring cozyness into the changing of the city”.
Inkludering i kunstnerisk produktion ZimmerFreis fremgangsmåde minder mig om danske Helle Fuglsangs aka Wilma Versions måde at agere på. Hun griber også ud efter folk, der hvor de er og inkluderer dem i en kunstnerisk produktion, hvor de meget tydeligt bliver gjort opmærksom på at de med deres tilstedeværelse og handlinger bidrager til et kunstværk. De får en æstetisk oplevelse af at være kunstneriske medskabere. Grebet har den gode bivirkning, at kunst for deltagerne bliver noget, som også er for dem og ikke kun noget, som de kan opleve på en sværttilgængelig institution.
